Fremmede fugle

Hvorfor skal museerne gemme på så mange oldsager, som de gør? Spørgsmålet bliver undertiden stillet, og svaret er, at de udgør en stadig kilde til ny viden. Man kan ikke »læse« oldsager én gang for alle, for »teksten« afhænger ganske meget af, hvad man gerne vil vide. Det kan være fremstillingsteknik, fordelingen af en bestemt periodes fund i landskabet, eftersporing af hidtil oversete anlæg osv. I nogle tilfælde kan der dukke rene overraskelser op, og to eksempler skal i det følgende belyse dette. (Fig. 1)

Af Lutz Klassen

Som led i et studium af de ældste metalsager i Skandinavien gennemgik forfatteren af disse linier samlingerne på Moesgård Museum ved Århus og stødte her på en særpræget, tveægget metaløkse med skafthul. Den er godt 23 cm lang, vejer næsten 1,4 kg og er kendetegnet ved, at de to ægge står vinkelret på hinanden; redskabet har altså på én gang været retøkse og tværøkse. En analyse har vist, at der er tale om næsten rent kobber.

Der foreligger kun få oplysninger om øksen. Den blev med en større privatsamling fra godset Rathlousdal nær Odder erhvervet af Århus-museet i 1929. Samlingen var skabt af den ivrige oldsagssamler, hofjægermester Emil von Holstein-Rathlou (1849-1919), men alle oplysninger om samlingen gik tabt ved en brand. En nummermærkat på øksen antyder, at der har eksisteret en fortegnelse eller lignende. Holstein-Rathlou, som deltog meget aktivt i egnens liv, boede på godset til 1902, men ejede også det nærliggende gods Rodsteenseje i perioden 1865-1915. Det kan naturligvis tænkes, at kobberøksen ved køb eller bytte er erhvervet fra udlandet, men det er ikke særlig sandsynligt. Samlingen, som er på flere tusinde stykker, består udelukkende af nordiske oldsager, og de fleste stammer sikkert fra Østjylland. (Fig. 2)

Udgave: Skalk 1998:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.