Freja i frihedskrigen

I slutningen af 1700-årene havde England mistet tretten af sine kolonier i Nordamerika, dem som herefter kaldtes Amerikas forenede Stater (U. S. A.), og få år senere løsrev oprørere i den franske koloni Saint Domingue deres land og navngav det Haiti. Det blev de første selvstændige lande i Amerika efter europæernes erobring af verdensdelene på den anden side oceanet, men nogle år senere, omkring 1824, var også det spanske herredømme i Sydamerika ved at svinde ind. Mod nord havde den store republik Colombia taget form med navn efter selve Columbus, og mod syd var Argentina, Paraguay og Chile fulgt efter. Den spanske konge var reelt kun overhoved i Peru, hvor der imidlertid foregik kampe mellem republikanere og royalister. Alt dette var naturligvis ikke sket uden modstand fra spansk side. Under en over ti år lang konflikt, der dels bestod i lokale borgerkrige, dels i stridigheder og kampe mellem sydamerikanere og spaniere, havde der udviklet sig en form for søkrig. Da de, som stræbte efter magten i de spanske kolonier, ingen krigsskibe havde, måtte de klare sig på anden vis. Privatejede fartøjer udstyredes med et kaperbrev fra oprørslederne. (Fig. 2)

Her bemyndigedes de til at opbringe ikke blot spanske skibe, men også andre nationers fartøjer, forudsat de havde spansk ejendom om bord. Det var en almindelig form for krigsførelse på den tid. Da Danmark 1807 kom i krig med England, lod man et stort antal mindre, privatejede skibe udstyre med kaperbrev.

I Sydamerika var der kapere med godkendelse fra regeringen i Buenos Aires og andre med kaperbrev fra hærføreren José Artigas, der kæmpede for selvstændighed i det område, som senere blev til landet Uruguay. Desuden var der nogle, som sejlede for republikken Colombia. Disse mange kapere gjorde sejladsen usikker ikke blot for spanske fartøjer, men også for neutrale landes skibe, der bragte varer til og fra de tilbageværende kolonier i Peru, Centralamerika og øerne i Caribien. Siden 1815 havde kaperiet således været et stort problem omkring de tre danske øer i Caribien: Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan. Det danske skib, der her skal omtales, havde dog ikke ærinde til dem.

Det tremastede handelsskib Freja på 81 kommercelæster blev antagelig bygget i Åbenrå omkring 1816, og her fik det i hvert fald sit hjemsted. Adskillige af byens borgere havde anparter i det, således Frejas kaptajn, Casparus Barteisen, som netop i 1816 fik borgerbrev i Åbenrå, det vil sige retten til at drive virksomhed i byen. Borgerbrevet godtgjorde over for fremmede myndigheder, at Barteisen var den danske konges undersåt, og at han som sådan stod under dennes beskyttelse. Også en dansk matros stod under kongens beskyttelse, men havde ikke papir på det.

I april 1826 skal fregatten Freja have befundet sig hjemme i Åbenrå, men senere på året lå den ved den spanske by Malaga lastende vin, rosiner, sæbe og andre varer bestemt for Montevideo på Sydamerikas østkyst. Denne by havde i kolonitiden været en spansk havneby. Fra 1825 blev den hovedstad i den nye selvstændige republik Uruguay. (Fig 3)

Der blev sluttet en kontrakt med den spanier, som udskibede varerne, og en lokal supercargo blev sat om bord til at forestå det forretningsmæssige omkring lasten. Fra Malaga gik turen først til den engelske havn Gibraltar. Her blev papirerne for den forestående rejse udfærdiget, idet et engelsk handelshus lagde navn til fragten af varerne, der herefter fremstod som engelsk ejendom; englænderne var ligesom danskerne neutrale i forhold til de spansk-sydamerikanske konflikter. Ved denne manøvre håbede man at undgå vanskeligheder med kaperne. Endelig den 26. september 1826 kunne den danske fregat forlade Europa, men allerede dagen efter, at den var lettet fra Gibraltar, indtraf den begivenhed, som rev Frejas besætning ud af den almindelige hverdag og ind i en sprængfyldt del af verdenshistorien.

Freja blev opbragt af en colombiansk kaperskonnert ved navn Republicana. De sydamerikanske kapere nøjedes ikke med at jage spanske fartøjer omkring Sydamerika; indimellem gjorde de togter til Europa og Afrika, hvor de opbragte spanske og portugisiske handelsskibe, som de førte til sydamerikansk havn. Republicana har antagelig krydset omkring indsejlingen til Middelhavet, hvor man har antastet så mange handelsskibe som muligt for at undersøge, om de var spanske eller havde spanskejet ladning. Barteisen viste sine papirer fra det engelske handelshus i Gibraltar, som godtgjorde, at lasten var engelsk ejendom og udskibet til Montevideo, som ikke længere var en spansk havn. Således skulle dette blot have været en rutineundersøgelse, hvorefter det danske fartøj kunne frigives igen. Kaperkaptajnerne var imidlertid ikke godtroende, de vidste udmærket, at der blev forsøgt fragt af spansk ejendom under dække af neutralt flag. Derfor afhørte man sædvanligvis ikke kun skipperen på et handelsskib, men også nogle af de menige søfolk og eventuelle passagerer. Det var nu ikke nødvendigt her, for Barteisen var en ærlig mand. Da han direkte blev spurgt om indskibningsstedet, indrømmede han, at lasten var indtaget i Malaga. Dette, samt den kendsgerning, at supercargoen var spanier, gjorde udslaget. Kaperkaptajnen besluttede at føre det danske skib til Colombia for at lade det nærmere undersøge.

Otte mand fra den danske besætning blev taget ombord på Republicana, mens til gengæld otte mand og en prisefører fra kaperen blev overført til Freja for at forestå overfarten til Sydamerika. »Prise« er som bekendt betegnelsen for et kapret skib, og det er priseførerens opgave at kommandere prisen til en havn, hvor den krigsførende nation har en undersøgelsesret, som kan afgøre, hvorvidt der er tale om fjendens ejendom. Således kom Freja til at sejle over Atlanten på en langt nordligere kurs end planlagt. Om bord på fregatten var, foruden kapermandskabet, fire mand af den oprindelige besætning, skipper Barteisen, styrmanden og to skibsdrenge. Efter fem ugers sejlads ankom det danske skib den 3. november til havnebyen Cumanå i det østlige Venezuela, som dengang var en del af republikken Colombia. Frejas øvrige besætning gjorde turen til Cumanå om bord på den colombianske kaperskonnert. Alle befandt sig altså nu på Sydamerikas nordkyst, et område, hvortil skibene fra Åbenrå normalt ikke sejlede.

Den danske konge, Frederik 6., havde endnu ikke anerkendt Colombias uafhængighed og havde derfor ingen officiel repræsentant i landet; ellers havde det været naturligt, at den danske konsul på stedet tog affære og forsøgte at få fartøjet løsladt, men den udvej fandtes altså ikke. Kaptajn Barteisen fik lov at gå i land umiddelbart efter ankomsten til Cumaná, men det lykkedes ham ikke at finde en person, der kunne dansk eller tysk. Den protest, han fik udstedt ved notaren i byen, kunne således ikke læses af myndighederne. Her hjalp det ham kun lidt, at han som borger i staden Åbenrå havde krav på den danske konges beskyttelse. Frederik 6. var langt borte og kendte intet til Barteisens problemer. Imidlertid var en anden nation blevet indblandet i sagen.

I byen Caracas, som var hjemstedet for provinsen Venezuelas lokalregering, var en engelsk konsul etableret. England og Colombia havde i 1825 indgået en venskabs- og handelstraktat, hvorefter diplomater blev udsendt fra London til den colombianske hovedstad Bogotá og til Caracas, den største by i Venezuela. Til den sidstnævnte post valgtes Sir Robert Ker Porter, der på dette sted kom til at repræsentere den britiske majestæt gennem sytten år. Sir Robert skrev dagbog under hele sit ophold i Sydamerika, og her finder vi Freja-sagen omtalt under 9. november 1826, altså blot seks dage efter, at skibet var ankommet til Cumaná. Han noterer, at han i dag har tilskrevet guvernøren i Cumaná som følge af en henvendelse fra supercargo Losada. Denne har informeret ham om, at det danske fartøj Freja, der var afgået fra Gibraltar til Rio de la Plata med en last ejet af et britisk handelshus, var blevet overmandet af den colombianske kaper Republicana og ført til Cumaná. Sir Robert betegner denne handling som slet og ret sørøveri.

Heri har han nu ikke helt ret. Kapervæsenet har ganske vist mange lighedspunkter med sørøveri, men det betragtedes som lovlig krigsvirksomhed. Sir Robert omtaler kun sagen denne ene gang, og det er tvivlsomt, om hans protest overhovedet er nået frem til guvernøren i Cumaná. Der foreligger i hvert fald intet om, at den gav resultat. Barteisen stod fortsat alene med sine vanskeligheder.

Det havde været naturligt at sende et brev til generalguvernøren over Dansk Vestindien, men det var netop på dette tidspunkt en vanskelig sag. Den lille dengang danske øgruppe ligger tre til fem dages sejlads ret nord for Cumaná, og der var i almindelighed en livlig handel mellem den og Venezuelas kystbyer, men alt sådant var næsten ophørt, da økonomien i Colombia var gået i opløsning som følge af gældsætning. Mange købmænd i Dansk Vestindien havde penge til gode i Venezuela og var ikke længere villige til at udvide kreditten. Derfor anløb kun ganske få af deres skibe Cumaná i disse måneder. (Fig. 4)

Den økonomiske situation samt interne magtkampe i det nye sydamerikanske land havde medført uroligheder flere steder. Således også i Cumaná og det netop som Freja og kaperen Republicana var ankommet. Der var derfor ingen klarhed over, hvem der havde myndigheden, og undersøgelsesretten, der skulle tage sig af kaprede fartøjer, fungerede ikke. Alle ventede på en afklaring, men situationen forværredes. Efter godt to ugers ophold hændte det, at skibene på reden blev inddraget i kampene. Skyderi foregik mellem dem og en modpart på land. Freja blev ramt af en kanonkugle, dog uden at lide betydelig skade.

For at fremme sagen besluttedes det at føre skibene vestpå til havnen ved byen Barcelona, hvortil man ankom den 21. november. Barteisen blev holdt om bord indtil 2. december, hvor han og styrmanden førtes for retten. Her blev de blot bedt om at bekræfte deres tidligere afgivne forklaringer. Desværre for Barteisen var han over for kaperkaptajnen kommet til at indrømme, at ikke blot var lasten indtaget i Malaga, men den var reelt ejet af en spanier, så ved dommen, der faldt to dage senere, blev ladningen beslaglagt. Det danske skib blev frigivet, men der blev ikke tilstået Barteisen dækning for fragtomkostningerne, hvilket ellers var international praksis. (Fig. 5, fig. 6)

I Barcelona begyndte man nu at losse den konfiskerede last, men så opstod der ængstelse for, at en opstand også ville bryde ud i denne by. Den 16. december besluttede kaperføreren at afsejle mod La Guaira, der ligger endnu et stykke vestligere på den Venezuelanske kyst, og som er havneby for Caracas. Efter ankomsten dertil blev resten af lasten udtaget, og her fik Barteisen endelig mulighed for at underrette de danske myndigheder. Mellem La Guaira og Sankt Thomas var der en livlig skibsfart, som ikke blot skyldtes handel, men også at rejsende mellem Venezuela og den øvrige verden, i særdeleshed U. S. A. og Europa, i væsentlig udstrækning passerede den lille danske ø undervejs.

19. december daterede Barteisen et brev til generalguvernøren over Dansk Vestindien, kontreadmiral Johan Frederik Bardenfleth. Øjensynlig er det ham selv, der har skrevet brevet, og vi får dermed et indtryk af den slesvigske skippers skriftlige formuleringsevne. Det går helt godt, om end man kan se visse afvigelser med hensyn til stavning og grammatik i forhold til tidens professionelle skrivere. Vi konstaterer, at han mestrer det danske sprog, og at han nok har haft travlt, idet der forekommer flere overstregninger, ligesom redegørelsen for sagen er temmelig kortfattet. Det blev slet og ret til et råb om hjælp.

Brevet kom hurtigt frem til rette vedkommende, som straks tog affære; man må anerkende den effektivitet og handlekraft, de involverede danske autoriteter her udviste. Bardenfleth afsendte et krigsskib til Sydamerika og underrettede samtidig den danske konge om sagen. Skipper Barteisens brev endte i generalguvernørens arkiv, som nu befinder sig i det danske Rigsarkiv. Her finder man også flere andre akter i sagen, således endnu et brev fra Barteisen og afskriften af et tredje. Vor viden om kapringen hidrører langt overvejende herfra.

Det omtalte krigsskib var det største af to, som på det tidspunkt gjorde tjeneste i Caribien, nemlig orlogskorvetten Fortuna under kommando af kaptajn Frederik Holst. Han skulle, beordrede generalguvernøren, opsøge Freja og gøre alt for at hjælpe Barteisen og eventuelt andre af Hans Majestæts undersåtter, som måtte have behov for bistand. Det pålagdes Holst at skaffe supplerende oplysninger til Barteisens mangelfulde beskrivelse af hele affæren. Han skulle således søge underretning om, hvilken kaper, sagen angik, hvem kaptajnen og ejeren var, etc. Dernæst skulle han til de lokale myndigheder indgive krav om udlevering af dansk ejendom. Afslutningsvis beder generalguvernøren kaptajn Holst søge oplysning om præsident Simon Bolivars forventede ankomst til Caracas. Kaptajn Barteisens anmodning om hjælp blev således mødt med al den velvilje og handling, som en dansk borger kunne forvente. (Fig. 7)

Danske krigsskibe krydsede i disse år jævnligt ud for Sydamerikas nordkyst netop som følge af problemer med kaperne. Så sent som i december 1826, altså mens Freja-affæren var i fuld gang, havde den danske orlogsbrig Sankt Croix besøgt Venezuela, men åbenbart uden at få nys om det passerede. Nu ankom så korvetten til La Guaira, hvor Freja lå på reden. Barteisen kom om bord i krigsskibet, hvor Holst anmodede ham om en nøjere skriftlig redegørelse for sagsforløbet. Den fik han. Barteisen beretter her om begivenhedernes gang helt fra starten i Europa. Han oplyser, at hans fragt er ansat til omkring 4.500 piastre, mens lastens værdi anslås til ca 20.000 piastre. Piasteren var en spansk sølvmønt, som på den tid var et udbredt betalingsmiddel inden for verdenshandelen og således også gangbar blandt købmænd og myndigheder i Danmark. Netop på det tidspunkt, da Barteisen sad og skrev sin rapport, har han fået meddelt, at skibet ville blive overgivet til hans kommando den førstkommende mandag.

Kaptajn Holst indså, at Frejas last var tabt, eftersom Barteisen selv over for retten i Barcelona havde indrømmet, at den var ejet af en spanier. Men selv om der i de lokale kapervedtægter ikke var baggrund for, at skipperen skulle have sine fragtudgifter dækket, sendte han alligevel en skrivelse til myndighederne i Caracas med krav om udbetaling af fragt til Bartelsen. I svaret, som ankom et par dage senere, henvistes til en anden myndighed. Netop da erfarede Holst, at man ventede præsident Bolivars ankomst til Caracas samme dag. Han gik så i land og rejste op over den bjergkæde, som adskiller Caribien fra byen Caracas, der ligger i en dal næsten 1000 meter over havet.

Den danske søofficer kom derved til at opleve en ganske særlig begivenhed i Venezuelas historie. Den megen uro i landet de forudgående måneder syntes på vej til at ende med Venezuelas løsrivelse fra storrepublikken Colombia. En af frihedskampens generaler, José Antonio Páez, så gerne sig selv som leder af en selvstændig venezuelansk republik, men netop på det kritiske tidspunkt forlød det, at Colombias præsident, det nordlige Sydamerikas store helt Simon Bolivar, kaldet Befrieren, var på vej til Caracas. Bolivar havde på ejendommelig vis gennem en årrække været i stand til at samle adskillige magtbegærlige oprørsledere i de spanske provinser til fælles kamp mod kolonimagten; derved var storrepublikken Colombia opstået. Han var født i Caracas, i en af denne bys allerrigeste familier, men uddannet i Europa. Bolivar forenede den europæiske oplysningstids ideer om revolution og frihed med talent for militær ledelse og den omtalte utrolige evne til at forlige de mange parter under uafhængighedskrigen. Nu havde han imidlertid ikke besøgt sit hjemland Venezuela i omkring seks år. Først var han blevet præsident for republikken Colombia med hovedstaden Bogotá, og derefter havde han ledet felttog mod spanierne længere sydpå i Ecuador og Peru. Endelig havde han spillet en særlig rolle ved oprettelsen af republikken Bolivia, der derved fik sit navn.

Det var med stor spænding, befolkningen i Caracas så Bolivars ankomst i møde. Til trods for de lokale ønsker om løsrivelse og utilfredsheden med, at Bolivar i flere år havde koncentreret sin indsats i egne fjernt fra Venezuela, nød han betydelig anseelse.

Imidlertid kunne man forvente en konfrontation mellem Bolivar og Påez. Snart forlød det imidlertid, at de to allerede havde mødt hinanden i det vestlige Venezuela under Bolivars færd mod Caracas. Atter havde Befrieren formået at undgå en konflikt. De to ledere udsendte en fælles erklæring, hvori de udtrykte deres ønsker om samarbejde og Påez sin respekt for præsidenten.

Netop som kaptajn Holst var ankommet til Caracas, holdt Bolivar og Páez deres indtog i den til ære for bysbarnet og nationalhelten prægtigt smykkede by. Det blev til mange dages gadefest i glæde over forsoningen mellem de to ledere, og Bolivar blev hyldet af myndighederne og byens rigeste familier med en række festmiddage, hvor han holdt sine altid veloplagte taler, der gengav tilhørerne troen på landet og freden. Midt i alt dette lykkedes det kaptajn Holst allerede på andendagen for besøget at få foretræde for selve præsidenten, men det krævede ikke så lidt snedighed at komme så vidt. (fig. 8, fig. 9, fig. 10)

En købmand i byen havde i en lang årrække været bosat på Sankt Thomas. Gennem denne blev Holst præsenteret for Esteban Molowny, købmand og rådmand i Caracas, der ligeledes havde opholdt sig på den danske ø, nemlig som flygtning under uafhængighedskampen. Han var udtalt republikaner og havde kendt Simon Bolivar helt fra frihedskrigens tidligste år omkring 1810. Nu kunne han gengælde gæstfriheden på Sankt Thomas ved at arrangere mødet mellem Holst og præsidenten.

Hvor dybt Bolivar er gået op i det danske anliggende er vel et spørgsmål, men Holst fik da forrettet sit ærinde og kunne bagefter aflevere reklamationen om betaling af fragtudgifter til udenrigsministeren. Da sagen allerede havde gået sin almindelige gang, var der ikke meget andet at gøre. Det var da også mere principperne, det nu drejede sig om. Man fik her en lejlighed til fra dansk side at manifestere en holdning til kaperiet og at påberåbe sig respekt for danske fartøjer.

Udenrigsministerens svar var en afvisning af kravet med henvisning til rettens undersøgelser og afgørelse. Det synes at være et magert resultat, men effekten af Holsts indsats må ikke underkendes, idet netop Bolivar var meget lydhør over for omverdenens reaktioner på forholdene i landet. Præsidenten havde en ambition om at leve op til international ret. Mens det i adskillige år jævnligt lykkedes ham at forlige stridende parter, havde han imidlertid ikke samme held med at gennemføre alle sine politiske idealer. Afgørende i den foreliggende sag har det formodentlig været at spare det forgældede land for udgifter.

Bolivar kendte i øvrigt udmærket de danske småøer, som havde været eksil for mange fremtrædende sydamerikanske republikanere under krigen med Spanien. Endda medlemmer af Bolivars egen familie havde boet en årrække på Sankt Thomas. Nu havde også kongen af Danmark været repræsenteret ved præsidentens modtagelse, hvor alle regionens øvrige lande havde været med gennem deres konsuler og bosatte købmænd. Den slags formaliteter sikrede relationerne landene imellem.

Korvetten Fortuna sejlede derefter hjem til sine øer, hvor Holst aflagde rapport til generalguvernøren. Barteisen måtte vente endnu nogle dage på skibspapirerne, som man havde efterladt i Barcelona. Dem hentede hans styrmand, hvilket skete omkring den 21. januar.

Der var gået næsten fire måneder, siden kapringen fandt sted ud for Afrikas kyst, så Barteisen fandt det passende at få rettet op på de mangler, hans første brev til generalguvernøren havde lidt af. Det skete gennem en fem sider lang skrivelse, hvor han hjerteligt takkede for den modtagne hjælp, forklarede sagens nøjere forløb og endelig anbefalede, at Danmark indgik en traktat med republikken til gavn for fremtidige forbindelser mellem landene. Generalguvernør Bardenfleth har muligvis tænkt i samme baner, i hvert fald blev korvetten Fortuna endnu engang sendt til La Guaira, for at en skrivelse kunne blive personligt overbragt. Den omhandlede dels sagen om Freja med fortsat krav om erstatning til skipper Barteisen, dels en anden sag vedrørende en feluke, Magdalena, fra Sankt Thomas, der var blevet røvet, og som sagdes at være ført til Haiti, men samtidig blev der lejlighed til at berøre forskellige principielle forhold omkring handlen mellem Colombia og Danmark; de var især af betydning for de danske øer i Caribien, men også i voksende grad for Altona og Flensborg. Der er ingen tvivl om, at Freja-sagen fik væsentlig indvirkning på de danske myndigheders og kongens interesse for at få normaliseret forholdet til det nye sydamerikanske land. Der blev faktisk indledt forhandlinger om en venskabs-, søfarts- og handelstraktat, men nye uroligheder i Colombia bevirkede, at de aldrig blev afsluttet. Bolivar døde 1830, men kort forinden havde først Venezuela, derefter Ecuador løsrevet sig.

Et kontinents uafhængighedskamp i lyset af et dansk handelsskibs fortrædeligheder var emnet for denne historie. Vi har set, hvordan store europæiske koloniimperier forvandledes til selvstændige stater, mens midt i det hele vor egen koloni næsten uanfægtet levede videre og forblev en dansk forpost ud mod verden. For Danmark var den blandt andet af betydning med den lille flådemagt, der, som det er fremgået, i givne situationer kunne stilles bag diplomatiske opgaver. Alt sammen udsprang af handel og ønsket om at tjene penge, og vi har konstateret, at det enevældige danske statsapparat i særlige situationer kunne være velfungerende. Casparus Barteisen havde tillid til systemet og det, han i et af sine breve til generalguvernøren kalder Fædrelandet.

Naturligvis har virkeligheden været langt mere nuanceret, end historien giver indtryk af. For eksempel hører vi intet til matrosernes og skibsdrengenes oplevelser. Barteisen omtaler ikke de enkelte besætningsmedlemmer bortset fra styrmanden, der blev sendt til Barcelona efter skibspapirerne. Derimod nævner kaptajn Holst i sin beretning et enkelt medlem af besætningen på korvetten. Under togtet til La Guaira var artillerilærling Hans Peter Gundersen faldet ned fra krydsmærset og havde knækket højre lår og knust højre arm over leddet, som det hedder i rapporten.

For besætningen på et skib var der andre farer end dem, der truede fra kapere og sørøvere.