Franske forbindelser

Mellem de to mænd udviklede sig hurtigt et venskab, der skulle blive af livslang varighed. Den begejstring, Bernstorff følte for fransk ånd og kultur, fik rig næring gennem samkvemmet med den underordnede, der i de ret få år, han havde levet i Paris, havde fået et intimt kendskab til fransk litteratur og kunst og til en kreds af fremtrædende kunstnere. Overalt hvor han færdedes, imponerede han med sin brændende kunstinteresse og beundredes for sin munterhed og sit vindende væsen. Også Bernstorff var kunstinteresseret, og de to, der i det daglige arbejdede fortrinligt sammen, har nydt at kunne færdes hjemmevant i kunstnerkredse og litterære saloner. Det har været dem en glæde at kunne opvarte så prominente damer som den senere Madame de Pompadour og modtage invitationer til den kendte kunstsamler og skønånd baron Thiers’ sommerslot Tugny og andre adelsmænds landsteder. Det blev en meget bred kreds af personligheder, de på denne måde kom i kontakt med. Bernstorff havde bibliofile interesser, og også dem blev der lejlighed til at dyrke. Hans udsøgte bogsamling, der senere gik til Det kongelige Bibliotek, bærer præg heraf og viser, at han har haft forbindelse med tidens bedste franske bogbindere.

Wasserschiebe må med den virak, der ombølgede ham, have følt sig næsten som indfødt pariser, men helt glemte han dog ikke sin solide borgerlighed. En dansk rejsende har noteret i sin dagbog, at »de parisiske moder ej har fordærvet ham, hvilket er en stor merite«.

De to frankofile venner ville sikkert gerne være blevet i Paris til deres dages ende, men 1751 måtte Bernstorff forlade gesandtskabspalæet og begive sig hjem for at overtage udenrigsministerposten, og et års tid senere indvilgede også Wasserschiebe i at komme til København. Hjemkaldelsen var naturligvis foranlediget af Bernstorff, der til en begyndelse kunne tilbyde en sekretærpost i Tyske kancelli (udenrigsministeriet), men de følgende år lod ham stige til mere betroede embeder. Wasserschiebe blev Bernstorffs højre hånd på en række embedsområder vedrørende handel og søfart og fik derved en betydelig indflydelse på regeringens merkantilistiske industripolitik. Det er dog ikke som embedsmand, hvor fortrinlig hans indsats på dette område end måtte have været, at Wasserschiebe har indskrevet sit navn i dansk historie. Hans betydning ligger på det kunstneriske plan. Skønt ikke udøvende kunstner og med begrænset kendskab til kunsthistorie er det her, hans virksomhed har sat sig varige spor.

Hans dygtighed som samler kan ikke berømmes højt nok og anerkendes i fuldt mål af de mange, der i dag i Den kongelige Kobberstiksamling studerer fransk grafik. Men en helt særpræget og enestående indsats ydede han som formidler af kunstneriske forbindelser mellem Danmark og Frankrig. Begyndelsen blev gjort allerede i 1730’erne, hvor den unge Wasserschiebe var ansat ved gesandtskabet i Paris, men endnu ikke havde lært Bernstorff at kende (Fig. 2, Fig. 3).