Fra Vædebro til Alken Enge

”Dagen før den langvarige udgravning sluttede, skete det forunderlige. Vi fik meddelelse om et nyt mærkeligt fund i en anden del af dalen – ikke noget våbenfund, men noget, som uafviseligt kræver undersøgelse. Endnu en spændende og dejlig sommer i den egn, vi er kommet til at holde så meget af. Så underligt kan det gå.”

Dette skrev Harald Andersen i Skalk 1957:2, efter at udgravningerne i Illerup Ådal ved Skanderborg var afsluttet.

Stifteren af Skalk, arkæologen Harald Andersen (1917-2005), havde i 1950 til 1956 stået for de store og særdeles indbringende udgravninger i Illerup Ådal. Udgravningerne blev indledt efter fremkomsten af flere jernaldervåben i forbindelse med drænarbejder. Arkæologerne var ikke et sekund i tvivl om, hvad fundene dækkede over – her var tale om endnu et af de spektakulære våbenofre, som man kendte fra andre steder i landet såsom Hjortspring og Nydam i Sønderjylland samt Vimosen på Fyn.

Et eller andet sted i det østjyske havde der omkring år 200 fundet et større slag sted internt mellem germanske stammer. De døde krigeres våben og personlige udstyr samt enkelte udrustede heste blev efterfølgende ofret netop her i en ca. 10 hektar stor sø, der med tiden blev til en mose. Det har siden vist sig, at der er foretaget op til fem forskellige ofringer i tidsrummet fra ca. år 200 til 600.

I slutningen af udgravningen i 1956 kom så oplysningerne om endnu et opsigtsvækkende fund i ådalen, 5 km længere mod vest, hvor Illerup Å løber ud i Mossø. Her havde der i jernalderen ligget en ca. 40 hektar stor sø, der mod vest var inddæmmet af to sandodder mod Mossø. Vandet fra Illerup Å løb igennem jernaldersøen og videre ud i Mossø via et strømløb (fig. 4. Læs også artiklen “Det forladte landskab).