Fra stemmearkivet

Vil man vide noget om, hvordan folk i ældre tid talte, må man lægge øret – eller rettere øjet – til det skrevne ord. Er det udtalen, man vil kende, kan man øse af forskellige sprogfolks og interesserede præsters (de er tit de samme) forsøg fra 1600- og navnlig 17-1800-årene på at lave en mere konsekvent retskrivning eller ligefrem en slags lydskrift.

Men vil man – som vi skal prøve i det følgende – aflæse, hvordan folk, og specielt bønder, i ældre tid føjede ordene sammen til almindelig tale, må man gå andre veje.

Skuespil er en af vejene. Holbergs samtidsstykker fra 1720-erne med Jeppe på Bjerget i centrum er jo stadig gangbar skuespilkunst, og man vil da gerne tro på Holbergs evne til at gengive og forme, hvad han kan have lyttet sig frem til blandt sjællandske bønder. Men det må stå helt klart, at stykkerne fra ende til anden er konstruerede. Fortsætter man denne linie bagud, støder man iøvrigt også snart på grund, for med »Grevens og friherrens komedie« fra 1670-erne er det ældste danske skuespil nået, hvor de agerendes replikker er formet i fri prosa. Hvad der findes af ældre danske stykker, er skrevet i bunden form, på vers, og det siger sig selv, at dette ikke på nogen måde kan være autentisk, selv om der er gjort nok så meget for at give teksten et let og mundret fremadskridende forløb.

Vil man lytte til disse røster i længst svunden tid, må man derfor søge til tekster, der er fremstillet med helt andre formål for øje, og her viser 1600-tallets tingbøger sig at være en guldgrube (Fig. 1). I det følgende skal der gives nogle prøver på, hvordan bønder – ifølge tingbogsreferaterne – kunne tale til og med hinanden. Replikkerne gengiver først og fremmest ordvekslinger i mere tilspidsede situationer, men også almindelige samtaler kan der findes eksempler på.