Fra krambodens hylder

Man skal være mere end heldig for at finde konkrete spor efter børns leg, når man søger blot nogle få århundreder tilbage i tiden. Der er dog undtagelser, således blev der bag et epitafium i Århus Domkirke i 1926 fundet ikke mindre end 41 læderbolde, som må være brugt af legelystne kordrenge, måske sidst i 1700-årene (se Skalk 1986:3). I en brønd er der fundet en (åbnet) lertøjs­sparebøsse på størrelse med appelsin fra omkring 1600; det er stort set alt fra denne tids børn, som er overleveret fra Århus.

Af Annette Hoff

Billede

Lidt bedre muligheder er der, hvis man leder i arkivernes skriftlige dokumenter. Her kan man i afdøde købmænds boopgørelser, hvor alle deres varer i kramboden bliver remset op, støde på spredte optegnelser om så forskellige ting som ABC-bøger, grifler og tavler, jødeharper, sparebøsser og børnesko. Hos nogle købmænd var der også poppentøj, altså legetøj. Men det oplyses så godt som aldrig hvilket legetøj, der var tale om.

I en skifteopgørelse fra 1697 efter købmanden Mogens Jespersen, som ejede en krambod i Århus, kan man imidlertid læse en mere omfattende liste over poppentøj:

14 vindmøller med piber
2 lyrer
5 heste på hjul
1 dusin puster (fløjter?)
8 fugle på fødder
12 stk. Amagerdukker og aber
7 pukkelheringer og en tromslåer
2 hvide spande med greb
1 vogn med et barn
1 bl. spand
5 stampmøller
5 stenbukke i hus
1 spilleværk nr. 2
1 kiste med en kugle ved
4 faldvogne med hjul.

Her er der tydeligvis tale om en handlende med speciale i, hvad der i samtiden må have været rene luksusting til børn såsom dukker, aber og forskellige andre figurer; modeller af to slags møller, musikinstrumenter samt de såkaldte faldvogne, et praktisk hjælpemiddel til de første usikre skridt (se Skalk 2003:1).

Periode: Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 2013:5

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.