Fra klosterets periferi

Hvordan og hvornår klostret i Løgum er grundlagt, står ikke helt klart, men det synes, som om en gruppe munke fra cistercienserklostret Herridsvad i Skåne år 1173 har overtaget det tidligere benediktinerkloster i Seem ved Ribe, og at de ganske snart efter, senest 1175, er flyttet til Løgum. Bag grundlæggelsen stod tydeligvis bispesædet i Ribe. Herfra blev det nye munkesamfund støttet både åndeligt og praktisk, og gennem det første århundrede af stiftelsens historie valgte ikke mindre end fire Ribebisper klosterkirken i Løgum som sidste hvilested. Det økonomiske grundlag, som skulle sikre klostrets eksistens, sørgede bisperne for ved at skaffe det store jordbesiddelser – så store, at det allerede 20-30 år efter grundlæggelsen kunne komme på tale at opføre en kirke af »brændte sten«. Den blev dog først påbegyndt omkring 1225, og arbejdet strakte sig over fulde hundrede år, hvilket ikke var usædvanligt dengang. Bygningen eksisterer endnu, og det samme gælder hovedparten af klostrets østfløj, der er opført inden for samme tidsrum som kirken. Hvornår de senere nedrevne fløje i syd og vest blev til, vides ikke med sikkerhed.

Nogen klosterårbog eller – krønike er ikke bevaret, men i den såkaldte »Løgumbog« fra 1578 er vigtige juridiske dokumenter gengivet i afskrift, og gennem dem kan man nogenlunde følge klostrets økonomiske vækst middelalderen igennem. Man har beregnet, at det i tiden op mod reformationen ejede omkring 200 gårde, 4 sognekirker, 3 vandmøller, et antal rettigheder til fiskeri, jagt og skovbrug samt flere ejendomme i Ribe by. En af abbederne var i 1480 medlem af rigsrådet. (Fig. 1)