Fra gubbernes verden

Toft kan oversættes til en slags bebygget areal – et område specielt beregnet til den enkelte gårds bygninger og nyttehave og altså unddraget det almindelige landsbyfællesskab. Når navne som Gammeltoft, Toftehøj osv optræder langt fra en af vor tids landsbyer, er der grund til at formode, at der engang har ligget en eller flere gårde på stedet. Gennem nogle år har Køge Museum samarbejdet tæt med lokale amatørarkæologer og systematisk afsøgt en række af disse »toft«-lokaliteter, og udbyttet var over forventning. Så at sige hvert sted fandtes der bebyggelsesspor som ildskørnede sten, potteskår, hvæssesten og metalsager. De sidste er af særlig interesse, fordi de ofte kan tidsfæstes nogenlunde sikkert, og deres alder var gerne germansk jernalder og vikingetid.

Amatørarkæologen Benny Christiansen gennem vandrede i 1995 tålmodigt et område nær ejendommen Toftegård, ikke langt fra Strøby på det nordlige Stevns. På en svag højning i ellers fladt terræn stødte han på flere små sølvstykker – arabiske mønter, foruden dele af armringe og barrer. Det kunne være en delvis oppløjet sølvskat, og museet foretog hurtigt en lille prøvegravning på 3×3 m. Herved fremkom mere sølv, men til vor overraskelse også stumper af forgyldte bronzesmykker og flere jernpilespidser. Under pløjelaget var et ganske tyndt kulturlag med lidt keramik, og derunder kunne ses stolpehuller, men ikke mere af den forventede skat. Udgravningen blev fyldt op igen, men under dette bemærkede sølvfinderens kone, Liselotte Christiansen, et uanseligt stykke guldblik, mindre end en fingernegl stort. Efter forsigtig rengøring kunne der skelnes et præget motiv – to personer vendt mod hinanden – og det stod klart, at Sjællands første såkaldte guldgubbe var fundet.

En efterfølgende afsøgning af et større område mangedoblede fundmængden. Nye former kom til – beslag, dragtspænder, vægtlodder, sværdgreb og glasperler. Hvad der i begyndelsen blev antaget for at være en vikingetids sølvskat, viste sig hurtigt at være en stor bebyggelse af noget længere varighed, og samme efterår blev der sat ind med en større prøvegravning.

Det viste sig hensigtsmæssigt at følge to forskellige strategier på én gang. En gravemaskine anlagde lange søgegrøfter, hvori de sædvanlige stolpehuller og gruber fremkom og bidrog til at afgrænse bebyggelsen. Denne var betydelig og omfattede et næsten 100.000 kvadratmeter stort område. (Fig. 1)