Fra gubbernes verden

Toft kan oversættes til en slags bebygget areal - et område specielt beregnet til den enkelte gårds bygninger og nyttehave og altså unddraget det almindelige landsbyfællesskab. Når navne som Gammeltoft, Toftehøj osv optræder langt fra en af vor tids landsbyer, er der grund til at formode, at der engang har ligget en eller flere gårde på stedet. Gennem nogle år har Køge Museum samarbejdet tæt med lokale amatørarkæologer og systematisk afsøgt en række af disse »toft«-lokaliteter, og udbyttet var over forventning. Så at sige hvert sted fandtes der bebyggelsesspor som ildskørnede sten, potteskår, hvæssesten og metalsager. De sidste er af særlig interesse, fordi de ofte kan tidsfæstes nogenlunde sikkert, og deres alder var gerne germansk jernalder og vikingetid.

Amatørarkæologen Benny Christiansen gennem vandrede i 1995 tålmodigt et område nær ejendommen Toftegård, ikke langt fra Strøby på det nordlige Stevns. På en svag højning i ellers fladt terræn stødte han på flere små sølvstykker - arabiske mønter, foruden dele af armringe og barrer. Det kunne være en delvis oppløjet sølvskat, og museet foretog hurtigt en lille prøvegravning på 3x3 m. Herved fremkom mere sølv, men til vor overraskelse også stumper af forgyldte bronzesmykker og flere jernpilespidser. Under pløjelaget var et ganske tyndt kulturlag med lidt keramik, og derunder kunne ses stolpehuller, men ikke mere af den forventede skat. Udgravningen blev fyldt op igen, men under dette bemærkede sølvfinderens kone, Liselotte Christiansen, et uanseligt stykke guldblik, mindre end en fingernegl stort. Efter forsigtig rengøring kunne der skelnes et præget motiv - to personer vendt mod hinanden - og det stod klart, at Sjællands første såkaldte guldgubbe var fundet.

En efterfølgende afsøgning af et større område mangedoblede fundmængden. Nye former kom til - beslag, dragtspænder, vægtlodder, sværdgreb og glasperler. Hvad der i begyndelsen blev antaget for at være en vikingetids sølvskat, viste sig hurtigt at være en stor bebyggelse af noget længere varighed, og samme efterår blev der sat ind med en større prøvegravning.

Det viste sig hensigtsmæssigt at følge to forskellige strategier på én gang. En gravemaskine anlagde lange søgegrøfter, hvori de sædvanlige stolpehuller og gruber fremkom og bidrog til at afgrænse bebyggelsen. Denne var betydelig og omfattede et næsten 100.000 kvadratmeter stort område. (Fig. 1)

Mere iøjnefaldende var imidlertid, hvad der dukkede op i de ti finmaskede sold, der ved en skare frivilliges ihærdige indsats efterhånden åd sig gennem 324 kvadratmeter muldjord - svarende til fire gange så mange trillebørfulde. Fundenes kvalitet var overraskende. Den første guldgubbe fik selskab af flere, pilespidsernes antal kom op på fyrre, og stykker af mange forskellige dragtspænder fra germansk jernalder og vikingetid kom til. Fra værkstedsafdelingen kan nævnes affald fra jernsmedning og bronzestøbning samt halvdelen af en dragtspændemodel af bly, som må have været brugt ved tilvirkning af de støbeforme, som bronzespænderne blev til i. Mere hverdagsagtige er ting som knive, segl, nøgler, stegegafler, søm og nagler samt hvæssesten. Til den eksklusive klasse hører perler af halvædelsten, næsten 80 skår af frankiske glasbægre, en lille sølvtorshammer og et par rågranater (se Skalk 1995:1). Langtfra alt kan nævnes her, men tre mærkelige trekantede bronzebeslag med dyreornamentik må med i opremsningen. Stammer de fra skrin, har der været mindst to af slagsen. (Fig. 2, fig. 3)

For tyve år siden ville man være gået bagover af benovelse ved alt dette. Arkæologien er i mellemtiden blevet forvænt med bebyggelser af så stor rigdom, at ordet ligesom er faldet i værdi. Alligevel: et sted med så mange fund, hvoraf flere mildest talt er usædvanlige, bør man undersøge nærmere, og da navnlig når marken skal dybdepløjes på grund af de mange specialafgrøder, som dyrkes på det frugtbare Stevns. Fund og omstændigheder var i orden, og med midler fra rigsantikvaren kunne der tages alvorligt fat i 1996.

Et udgravningsfelt blev åbnet for at se, hvad der kunne gemme sig. Tydeligst var et 10-30 cm tykt, sort lag i feltets nordøstlige del. Farven skyldtes store mængder trækul, og desuden var der mange varmesprængte sten. Begge dele genfandtes i omkring tres runde gruber, op til 2 m i diameter og 50-70 cm dybe, med varmepåvirkede indersider, og de skal sikkert forstås som jordovne. Ovnområdet var dækket af et kulturlag, som også fandtes øverst i gruberne. Heri fandtes knogler af tamdyr, fugl og fisk, sager af jern, bronze og glas, foruden stykker af støbeforme.

Vigtigst var dog stolpehullerne, hvoraf kunne udskilles fem store hustomter. Nogle var velbevarede og havde få forstyrrelser. Der er tale om 37-40 m lange krumvægshuse med spor efter ydre skråtstillede stolper. To indgange var placeret over for hinanden i vestenden og en enkelt i østenden, og rumopdelingen synes at gå igen med et lille indgangsparti i vest, hvorfra der var adgang til husets største rum, som var op til 12 m langt og 7,5 m bredt. (Fig. 4, fig. 5, fig. 6, fig. 7)

Et af husene (nr 3 på oversigtsplanen) fortjener særlig omtale. Det var 37 m langt og havde - som det eneste - bevaret spor af en væggrøft, ud fra hvilken væggenes forløb kan skønnes for de øvrige hustomter. Tagstolperne var dels placeret parvis, dels enkeltvis som midtsuler - en kombination, som genfindes i det nordligste hus, men som ellers ikke tidligere er set. Såvel væggrøft som stolpehuller var tæt pakket med store og små vandrullede flintesten, som må være hentet ved kysten, formentlig et par kilometer borte, hvor Strøby Ladeplads ligger i dag. De største sten lå gerne langs væggrøftens ydersider, mens stenene i midten var mindre og øjensynligt faldet ned i grøften efter væggens bortrådning eller snarere nedrivning. Midt i grøftebunden opdagedes regelmæssige spor efter små pæle, som var rammet 25-40 cm ned under grøftens bund. Lignende mærker er tidligere bemærket i hallerne ved Lejre, og de skal vel fortstås som spor efter spinkle indkilede pæle, som har tætnet mellemrummene mellem vægplankerne og samtidig virket stabiliserende.

At stenfylden ved væggens fod kan være hensigtsmæssig til afledning af regnvand, er klart. Det undrer dog, at konstruktionen ikke er fundet oftere, og hvorfor skulle også tagstolperne stenpakkes? Det besynderlige træk, at man ikke har brugt de lokale marksten, men i stedet har hentet stenene ude ved kysten, antyder en prestigebetonet byggeskik snarere end en rent praktisk foranstaltning. Bygningerne er efter fundene at dømme ikke samtidige, men har nok afløst hinandensom hovedbygninger i en bebyggelse, som vi endnu ikke kender hverken struktur eller omfang af. De mange sager fra Toftegård adskiller sig ved værkstedsfundene samt de importerede og lokale luksusgenstande fra egnens øvrige bebyggelser, som efterhånden kendes. På en af disse, ved Varpelev, er der gravet ganske meget, men her er fundene mere jævne, og husene er både mindre og af andre konstruktioner. Toftegårdhusenes format og indretning frister til at foreslå, at en magtfuld og velhavende slægt har haft sit sæde her.

Hvordan blev de mange fremmede sager transporteret til Stevns? Ad søvejen, naturligvis, men så må der også have været en tilhørende landingsplads, og den kan have ligget ved Tryggevælde Å, hvor der et sted 1940-41 fandtes meget vikingetidskeramik. Løsningen af dette spørgsmål og meget mere står på ønskesedlen for de kommende år. Der er nok at tage fat på. (Fig. 8)