Fra fjerne lande kom de

De første danske dronninger, vi kender med sikkerhed, er Asfrid, Thyre og Tove, alle fra 900-årene og alle omtalt på runesten. Den sagnomspundne Thyre Danebods oprindelse er meget uklar, men Asfrid var af den jyske Odinkarslægt og Tove datter af venderfyrsten Mistivoj, en udmærket forbindelse for gemalen Harald Blåtand. Om dronningelisten til højre på siderne må i øvrigt siges, at dens ældre del er ret dårligt oplyst; enkelte navne har måttet udelades, simpelthen fordi vi ikke ved med sikkerhed, om de pågældende har eksisteret. Som hovedregel gælder, at kun de legitime dronninger er taget med; venstrehåndsægtefæller og de mere eller mindre accepterede friller er udeladt og ligeledes personer, som på grund af død eller skilsmisse før tronbestigelsen ikke nåede frem til værdigheden. Men der er nok endda. I løbet af middelalderen tilførte udenlandske fyrstehuse det danske monarki 24 dronninger. Dagmar kom fra Böhmen, hendes efterfølger, den upopulære Berengaria, fra Portugal. Her er vi ved grænsen for de kongelige jagtmarker. Naturligt nok er det vore nære naboer, Nordtyskland og Sverige, der har leveret flest dronninger. Sidstnævnte dog med en længere pause, hvor forholdet landene imellem var kølet ned.

Da listen kun omfatter regenternes ægtefæller, er vor nuværende dronning ikke at finde på den, derimod hendes mand. Den tidligere dronning Margrethe var gift med kong Håkon af Norge, men han døde, før hun blev »fuldmægtig frue«, og figurerer derfor ikke i oversigten. Indtil videre er prins Henrik altså ene hane i kurven (Fig. 1).