Fra bunden af en brønd

Brøndene blev fundet ved gravning på en byggeplads beliggende på en lav bakke ved den allerinderste vig af Flensborg fjord. Jordbunden på stedet består af sand; men et stykke nede ligger et svært lerlag, og det har man ikke gjort forsøg på at trænge igennem, da brøndene blev gravet. Det vand, som de har kunnet samle, er altså af temmelig overfladisk art. Fire af brøndene blev udgravet af den førnævnte amatørarkæolog, arbejdsformand Andreas Wortmann, den femte og sidste tegnede Nationalmuseet sig for. Hvordan den var konstrueret vil fremgå af næste sides billeder og tekst. I anlæggelsesmåde adskiller den sig lidt fra Wortmanns brønde, og den har vistnok haft brøndvippe, hvad de andre brønde næppe har haft. Men i princippet er de alle ens: firkantede, kasseformede skakter bygget af vandretliggende planker. Tilblivelsestiden er yngre jernalder, maske vikingetid. Nogle få skår fundet på bunden af Nationalmuseets brønd danner grundlag ‘for den ikke særlig præcise aldersbestemmelse. Hvorfor man har anlagt alle disse brønde netop her, er endnu et uopklaret spørgsmål.

Padborgbrønden er ikke en lokal opfindelse. Den vel gennemtænkte konstruktion er præget af forgængere, og dem vil vi nu hellige vor opmærksomhed. Mærkelig nok føres vi derved ind på åndelige områder, som man skulle tro lå dette materialistiske emne fjernt.