Fortid og fordom

For ikke så forfærdelig lang tid siden kunne man atter engang i dagspressen læse om langskæggede og langhårede jernalderkrigere, der udfoldede deres aktivitet i det arkæologiske Forsøgscenter ved Lejre. Det maleriske billede, man dér rullede op for os, af vilde krigere fra »romertiden«, let genkendelige på deres lange hår og skæg, fik mig til at tænke på, hvor meget af det, vi i det daglige hører og læser om menneskene og livet i jernalderen, der bygger på virkelig viden og hvor meget på ukontrollerede forestillinger eller fordomme. Hvad vi faktisk ved om skægget i ældre jernalder – for nu at blive ved det – tyder ikke på, at det var særlig frodigt: mændene var enten glatragede eller i det højeste udstyret med et lille overskæg. Hvad frisuren angår, tegner billedet sig lidt mere nuanceret. Mændene kunne have langt hår, og da gerne i kunstfærdig opsætning, men både de og kvinderne kunne også være kortklippede.

Af Allan A. Lund

Når vi kan udtale os så forholdsvis sikkert om oldtidens hår- og skægmode, skyldes det viden hentet fra to kilder: de arkæologiske fund og samtidige litterære overleveringer, men hvad de sidste angår, må vi rigtignok holde os for øje, at de er skrevet i fjerne sydlige lande af folk, der måske kun i ringe grad kendte vore forfædre af selvsyn, og hvis opfattelse derfor også meget vel kan være farvet af fordomme. De arkæologiske vidnesbyrd tør vi uden videre stole på, og det er så heldigt, at vi netop fra denne tid råder over en fundgruppe, der bedre end nogen anden kan informere os om dagligdags ting som frisure, skægvækst etc. Det er de såkaldte moselig. Rundt om i de lande, der engang tilsammen udgjorde Germanien, altså Øst- og Vesttyskland, Danmark og Sydsverige, har moserne bevaret menneskekroppe og ofte tillige deres dragter. Hvordan disse mænd og kvinder er havnet i sumpene, behøver vi ikke at komme ind på her, men det bør nævnes, at moselig, omend de optræder talrigst og bedst dokumenteret i ældre jernalder og på germansk grund, dog på ingen måde er begrænset til denne tid og dette område. Endogså uden for Europa forekommer de.

Den romerske forfatter Tacitus har i sin bog Germania fra omkring 100 efter Kristus beskrevet hårmoden hos en af områdets folkestammer således: »Et særligt kendetegn for sveberne er, at de reder håret til siden og sætter det op i en knude (Fig. 1). Herved adskiller sveberne sig fra alle andre germanere, og de fribårne blandt sveberne fra slaverne«. Et flot eksempel på denne »sveberknude« har vi på et mandskranium fra Osterby i Sydslesvig – ja vi kan ligefrem se, hvordan den blev bundet. Knuden sidder på den forreste del af issen, men på et andet hoved fra Dätgen i samme område er den anbragt i nakken, og her kommer et pudsigt problem til: de lærde er tvivlende over for, om kraniet, hvis krop blev fundet få meter derfra, tilhører en kvinde eller en kastreret mand; det er med andre ord usikkert, om sveberknuden udelukkende blev båret af mænd. På de hjemlige strøg har vi to berømtheder med hver sin frisure: Tollund-manden, der er mærkværdig kortklippet, og Grauballe-manden med hår af mere »normal« længde og snit. Begge er iøvrigt skægløse. Når Tollund-manden fremviser daggamle skægstubbe, skyldes det formentlig, at han ikke har fået tid til – eller måske snarere ikke lov til – at barbere sig inden sin utvivlsomt bratte død.