Forskræk dem ej

På slottet var man bekymret for den brandfare, som de mange soldaters tilstedeværelse udgjorde, og man havde derfor udpeget seks af byens håndværksmestre, der skulle skiftes til to og to at gå brandvagt om natten. Den nat, branden opstod, havde man længe kunnet lugte røg, men man troede først, at det kom fra kakkelovnene, der havde det med at ose, når det blæste fra en bestemt retning. Det efterfølgende brandforhør viste imidlertid, at vagterne ikke havde taget deres pligter særlig alvorligt, for ingen af de to, der burde have været på vagt, havde været til stede, da det gjaldt. Murermester Søren Weile var gået hjem ved to-ti-den, angiveligt for at “hente noget til sin forfriskning”, men var ikke vendt tilbage, før han en timestid senere blev hentet af slottets portner, der fortalte, at den vistnok var rivende gal i vagtstuen. Snedkermester Beiker havde slet ikke været på vagt, for han var blevet syg, men havde glemt at sende afbud. I øvrigt havde han og de øvrige brandvagter gjort, hvad de kunne, da de var blevet tilkaldt hen på morgenstunden. Det hele lugter langt væk af forsømmelighed, men man valgte at lade den side af sagen hvile. Det var jo solide borgere, det drejede sig om.