Forsinket trosskifte

1986 kom turen til en mark ved Nordre Grødbygård, hvor gårdejer Aage Mortensen havde opsamlet skår og flintredskaber fra bondestenalderen. Forventningerne gik i retning af hustomter, men til vor overraskelse var det grave, som dukkede op, da overjorden blev fjernet. De viste sig, pænt på række, allerede i den første søgegrøft, men dybden var ikke stor; det hændte, at gravemaskinens grab strejfede et kranium. 487 grave blev det til, inden arbejdet var afsluttet. Hvis der har ligget stenalderhuse på stedet, var de totalt udslettet. Når man betænker, i hvor høj grad området har været under observation, er det utroligt, at gravpladsen ikke er blevet opdaget for længst.

Den store plads gav med sine rækker af øst-vestvendte grave straks indtryk af at være kristnes hvilested. De døde lå med hovederne i vest, som kristne skal for på opstandelsens dag at kunne rejse sig og skue den genkomne Frelser. Der var mange børn mellem de døde, hvilket sjældent er tilfældet på hedenske gravpladser. Fund af mønter med en glorieomstrålet Kristus på den ene side og kors samt runeindskrift på den anden placerer da også pladsen i Svend Estridsens regeringstid (1047-1076), hvor Bornholms kristning ifølge de skrevne kilder fandt sted. - Det må bemærkes, at der et par år tidligere, lidt syd for den store gravplads, blev fundet en mindre plads med kun 27 grave. En tysk mønt fra omkring år 1000 antyder, at denne plads kan være forløberen for den nu fundne.

Vore udgravninger i Grødby tyder på, at bebyggelsen dér jernalderen igennem har omfattet fire gårde - det samme antal som i dag - men det må dog tilføjes, at vi ikke har tomter fra alle perioder. Det er indlysende, at en så stor gravplads med en forholdsvis begrænset brugstid ikke kan være anlagt alene for Grødby-boernes skyld, den må have betjent et større område, og man ville forvente, at der har hørt en kirke til den. Åker sogn, som Grødby hører under, er blandt øens største, så man kunne forestille sig, at det var opstået ved sammenlægning af flere mindre sogne. Hvis så er, må det være sket før bygningen af den store Åkirke i slutningen af 1100-årene. (Fig. 1, fig. 2)

Beretningen om Danmarks overgang til kristendommen bygger på en række kilder, hvoraf må fremhæves magister Adam af Bremens bispehistorie fra ca 1070. Vikingetiden igennem havde sydfra kommende missionærer forsøgt at omvende de hedenske daner til den nye tro, og mange havde efterhånden ladet sig døbe, men først omkring 965 tog kongen, Harald Blåtand, efter sigende tilskyndet dertil af præsten Poppo, skridtet fuldt ud og erklærede kristendommen for statsreligion. Helt så let, som det lyder, er skiftet næppe sket, man må regne med en vis overgangsperiode, som har været længst i rigets udkanter. Om tilstanden på Bornholm hører vi først langt op i 1000-tallet. Adam fortæller, hvordan de bisper, øen var underlagt, i stedet for at missionere hengav sig til bordets glæder - en af dem, Henrik, i en sådan grad, »at han til slut kvaltes og revnede«. Nu kom imidlertid en vis Egino til, »opfyldt af brændende iver efter at omvende hedningene«. Han vandt »mange folk, der hidtil var hengivne til afgudsdyrkelse, navnlig de barbarer, som — bor på øen Holm (Bornholm)«. De begivenheder, Adam her omtaler, må have fundet sted efter midten af 1000-årene. Da gravpladsen anlagdes, har Bornholms kristning altså været af meget ny dato. (Fig. 3, fig. 4)

Gravpladsundersøgelsen afsluttedes i sensommeren 1993, uden at der var fundet spor af nogen kirkebygning. Et par huse sås ganske vist at have stået på pladsen, men de synes at have tjent andre formål: det ene, et krumvægshus, var tydeligt ældre end gravpladsen, det andet, der var meget spinkelt bygget, kan måske have været en lade, det har i hvert fald ingen kirkelige træk og ligger yderligt i området, hvor en kirkebygning formodentlig ville have taget midterpladsen. Hvis der har været et gudshus på området, må det have været bygget på stensyld, som 1000 års markarbejde jo let kan have fjernet. Det er karakteristisk for de kristne gravpladser, i modsætning til de hedenske, at de har hegn af en eller anden art, men sådant savnes her. Igen må det dog indrømmes, at et dige af jord eller sten meget let kan være splittet af ploven.

Bevaringsforholdene var dårlige for organisk stof, men det kan dog ses, at de fleste kister har været sømmet sammen af brædder, mens et mindretal var udhulede stammestykker med kraftige, i træet udsparede håndtag. Også skeletterne var i en ringe forfatning, for ringe til at de umiddelbart kunne kønsbestemmes ad antropologisk vej, men her kom gravgodset til hjælp. Normalt finder man ikke den slags i kristne grave, det hører hedenskabet til, men igen var Grødby-pladsen noget for sig selv: mange af de døde havde fået udstyr med sig. En bemærkelsesværdig forskel mellem områdets nord- og syddel gør sig her gældende. Ringspænder med oprullede ender, svungne ørenringe af slavisk form, perler samt små samlede sæt med toiletredskaber optrådte udelukkende i norddelens grave, mens knive og fintformede slibesten med hul til ophængning fandtes hyppigt på syddelen. Sammenholdes dette med den iagttagelse, at skeletterne mod nord virker kvindeligt spinkle, dem mod syd mandligt kraftige, må resultatet blive, at gravpladsen har været kønsopdelt. Tilsvarende er iagttaget på kirkegårde fra tidlig middelalder i Skåne, på Gotland og i Jylland. Lerkar forekom i såvel mands- som kvindegrave; åbenbart har man opretholdt den gamle og højst ukristne brug at give de døde mad med på rejsen, men skikken må dog have været på retur, for undertiden har man erstattet det hele kar med symbolet på et sådant: bunden af en krukke eller måske blot et enkelt skår.

Til de finere fund hører en bronzebjælde, der har hængt om halsen på et barn, og et forgyldt sølvhjerte, antagelig et rembeslag, fra en af de formodede kvindegrave. Mønter forekom ret almindeligt, men ofte i form af afklippede stumper, der vel har skullet gøre det ud for hele pengestykker; atter et tilfælde af symbolgaver. Som nævnt peger mønterne mod Svend Estridsens tid, og da må pladsen sikkert være anlagt. Hvornår den er opgivet, er straks vanskeligere at sige - mønter kan jo være længe i omløb - men et århundrede kan den meget vel have bestået. (Fig. 5)

GRØDBYFOLKETS TÆNDER
Grødby-skeletternes dårlige bevaringstilstand har vanskeliggjort en antropologisk undersøgelse, men tænderne danner her en undtagelse, da de er forholdsvis modstandsdygtige. Tandlæge Torben Pind har forestået denne side af arbejdet og gør her i korthed rede for sine resultater.

På grund af kraniernes skrøbelighed var det nødvendigt at optage dem på plastikbakker, hvor de - omviklet med husholdningsfilm - kunne holdes fugtige. Afrensningen og optegnelsen på tandkort fandt sted på et senere tidspunkt. Arbejdet er endnu uafsluttet, men dog så vidt fremskredet, at nogle hovedtræk kan fremlægges. (Fig. 6)

Kønsbestemmelse af skeletter foretages normalt ud fra bækkenknoglerne, men det var udelukket her, så andre, knap så sikre, træk såsom kranie- og kæbeopbygning har måttet sættes i stedet. Også tandstørrelsen kan i visse tilfælde give et fingerpeg. Det vil blive interessant, når arbejdet er afsluttet, at sammenligne med de arkæologiske kønsbestemmelser. Til aldersvurderingen tjente tandfrembrud og sliddet på kindtænderne; det var overalt kraftigt som følge af den grove kost, man har spist, men naturligvis tiltagende med alderen. Alle aldersgrupper er repræsenteret nogenlunde ensartet; døden var altså ikke alene et ældningsfænomen. Et dræbende hugsår i et af kranierne er en undtagelse; derudover ses der ingen tegn på voldsanvendelse i materialet.

Caries forekom udbredt hos de gamle bornholmere og ofte følgende et fast mønster: En bestemt kindtand, den såkaldte seksårstand, var som regel den første, der blev angrebet. For at undgå smerter skånede man den, men det medførte tit, at også nabotænderne ramtes, fordi de blev berøvet tygningens rensende virkning. Det har været småt med tandhygiejnen, overalt finder man tykke belægninger med tandsten, der må have lugtet fælt. Tandudtrækning eller andre former for behandling ses der kun få spor efter. I dag banale sygdomme som tandrodsbetændelse kunne have vansirende, ja livstruende følger.

Til slut et par mere specielle iagttagelser: Enkelte har haft caries i tændernes tyggeflader svarende til, hvad vi kender i dag; de pågældende har vel været forfaldne til søde sager. Og ligeledes enkelte har små hak i fortænderne, som om de jævnligt har bidt i noget, der ikke havde med mad at gøre. En erhvervsskade måske. Hver enkelt af de 487 gravlagte har jo haft deres at se til. (Fig. 7)

På en af de gravfundne genstande, skeden til en kniv, findes et priktegnet kors, men det er, bortset fra mønterne, det eneste sted, hvor et religiøst symbol, hedensk eller kristent, optræder i fundmaterialet. At gravpladsen med sin datering til 1000-årenes anden halvdel formelt var kristen, kan ikke betvivles, og, som vi har set, bekræfter en række træk, at den også var det i praksis, men andre træk peger tilbage mod den hedenske tid, og de er påfaldende mange. Manglen på kirke og kirkegårdsdige kan vel til nød forklares, men at give den døde madvarer og redskaber med i graven, forekommer helt utilstedeligt efter kristen tankegang. En vis overbærenhed fra kirkelig side kunne sikkert forventes, man var jo interesseret i at få flest mulige sjæle under sine vinger, men kan frisindet virkelig have strakt sig så langt? Vi må konstatere, at det har det, men samtidig erkende, at vi ved meget lidt om tilstanden på Bornholm i overgangstiden. Det er muligt, at øen, da kong Harald gennemførte trosskiftet, slet ikke hørte under Danmark - en kilde oplyser, at den ca 890 havde egen konge - men på Adam af Bremens tid gjorde den det i hvert fald, det siges tydeligt, uden at det dog fremgår, hvornår og hvordan forbindelsen er kommet i stand. Hvis øen først blev dansk på et sent tidspunkt, giver det en forklaring på bornholmernes forsinkede trosskifte, men ikke på den ejendommelige halvhjertede måde, på hvilken det efter udgravningen at dømme blev gennemført. (Fig. 8)

Grødbypladsens ejendommelige blanding af hedensk og kristen gravskik er nu ikke helt enestående, vi møder den andetsteds i Østersøens kystegne og på øerne. På Gotland for eksempel ses det, at hedenske gravpladser ved gårdene er benyttet op i kristen tid, ja det er sket, at man har givet de afdøde kors med i gravene. Længst har traditionen holdt sig i det fjerne Estland, her ser man den dag i dag »kirkegårde«, der ligger langt fra kirker og afspejler de gamle gårdgravpladser. Helt op i 1700- årene har man ladet genstande såsom smykker og våben følge de døde. Det betyder naturligvis ikke, at de begravede her var hedninge, kun at man var sen til at slippe gammel skik og brug. På Katarina den Stores tid blev det ved lov påbudt kun at begrave i indviet jord, dog ikke nødvendigvis på en kirkegård.

På den samtidige eller vel endda lidt ældre gravplads ved Sebbersund i Nordjylland (se Skalk 1993:1) blev fundet en enkelt mønt, men ellers ikke en eneste gravgave, og alt i øvrigt var, som kirken foreskrev det. Ligene lå, som de skulle, kvinder mod nord, mænd mod syd, der var kirke og en skelgrøft, som afgrænsede kirkegården. Heller ikke Sebbersund ligger centralt i riget, men pladsen her må på en eller anden måde have været nærmere magtens kilder. Man aner, at en fast hånd med solide kongelige forbindelser har styret udviklingen.

Et er politisk styring, et andet, hvad der foregår i menneskenes sind, og man kan måske nok nære en smule tvivl om, at alle de gravlagte i Grødby og ved Sebbersund har været alvorligt troende kristne. Missionærer som Egino har utvivlsomt omvendt mange, men nogle har vel stadig foretrukket Odin og Thor. Hvor stor tolerancen kunne være, viser de lovbestemmelser, som ledsagede den nye religions indførelse på Island i år 1000. Det vedtoges, at børneudsættelse fremdeles skulle være tilladt og ofring til de gamle guder ligeledes, når blot den foregik i dølgsmål.