Forræderen

Judas er indbegrebet af en forræder. For en ussel løn af 30 sølvpenge lod han, der var en af de tolv apostle, sig lokke til at angive sin herre og mester. Trods afsløringen under nadverens indstiftelse kunne han senere, i det nattemørke Getsemane, føre ypperstepræstens folk til Jesus og udpege ham for dem med en handling, der er blevet selve falskhedens symbol: Judaskysset. Siden blev han grebet af anger og tog i fortvivlelse sit eget liv.

Af Poul Grinder-Hansen

Evangeliernes beretning om Judas’ skændige dåd talte stærkt til middelaldermenneskets fantasi. Man ville gerne vide mere om ham, i særdeleshed om hans færden før optrinnet i Getsemane, men her var bibelen ikke til megen hjælp. Derfor opstod nogle farverige legender, der lod Judas’ liv forme sig som et veritabelt krydstogt mellem verdens værste synder. Disse beretninger kendes fra slutningen af 1100-årene, men den store udbredelse fik de gennem Jacob de Voraignes »Legenda aurea« (Gyldne legende), som i tiden efter 1260 blev en bogsucces over hele Europa. Da det drejer sig om helgenlegender, kan Judas naturligvis ikke få sit eget kapitel; hans historie fortælles i forbindelse med Mattias, der afløste ham i apostelflokken.