Forord

»Danmarks rige er da således beliggende, at dets yderste dele dels begrænses af andre lande, dels af havet, men det indre beskylles rundt om af havet, der skyder sig ind overalt og snor og bugter sig på mange måder, snart i smalle sunde og snart i brede strømme, så at det danner en mængde øer. Da Danmark således gennemskæres af havet, har det kun få sammenhængende fastlande, og disse adskilles fra hverandre ved de mange sunde og bælter. Af disse fastlande indtager Jylland den første plads formedelst sin størrelse, og fordi riget så at sige begynder med det, og ligesom det ligger yderst, således strækker det sig også helt ned til Tyskland, hvorfra det skilles ved Ejderfloden, medens det imod nord bliver noget bredere og strækker sig op til Skagerrak. I Jylland ligger Limfjorden, der er så rig på fisk, at folk dér på egnen synes lige så fuldt at have deres næring af den som af jorden —«.

»Østen for Jylland ligger øen Fyn, som kun .« skilles fra fastlandet ved et temmelig smalt bælte, og ligesom Fyn har Jylland liggende mod vest, således vender det mod øst til Sjælland, der må prises for sin overvættes frugtbarhed og også overgår alle rigets andre landsdele i fagerhed. Man holder også for, at denne ø ligger midt i landet, så at der fra den er lige langt til alle dets udkanter«.

Skåne, som dengang var dansk, ofres ikke mange ord, men Øresund får, hvad der tilkommer det, på grund af de vældige fiskestimer, som skibene ligefrem kunne sidde fast i. Da nordmændene er vigtige aktører i krønikeværket, omtaler Sakse også deres land, men i mindre begejstrede vendinger: »Imod Norge har naturen kun været lidet gunstig; det er et fælt stenet land, alle vegne opfyldt med golde fjelde og klipper, så hvor man ser hen, ser man kun ødemarker og uhyggelige bjerge. Højest imod nord i dette land fjæler solen sig ikke om natten, det er, som om den ved sin stadige nærværelse lader hånt om de skiftende timer, idet den lyser med samme glans både nat og dag«.

»Vest for Norge ligger, omskyllet af det store hav, den ø, som kaldes Island, hvor der næsten ikke er til at bo for mennesker, og om hvilken, der er hartad utrolige ting at fortælle, så vidunderlige er de. Dér er en kilde, som med sit rygende vand forvandler en hvilken som helst tings naturlige beskaffenhed, thi hvad der besprænges med dunsterne af dens røg, bliver så hårdt som sten. — Der skal også være nogle andre kilder dér, i hvilke vandet snart stiger således, at det går over sine bredder og sprøjter højt i vejret, snart svinder helt bort og synker ned i jordens skød, så der næsten intet af det er at se på bunden —. På denne samme ø findes der også et bjerg, der ligesom Etna står i brand og uafladelig spruder ild. — Der er også andre kilder, hvis vand skal smage som øl, endvidere en slags ild, som ikke kan brænde træ, men fortærer vand, og endelig en sten, som, uden at nogen rører ved den, ganske af sig selv ved egen kraft ruller ned ad fjeldskrænterne«. (Fig. 1)

Sverige omtales kun i forbifarten, mens der gøres en del ud af det samlede Skandinavien: »Havets løb er for øvrigt således, at det til den ene side efter at have gennemskåret Danmark går videre og slår en stor bugt sønden om Gotland, til den anden side går det op norden om Norge og ind imod øst, hvor det danner en stor bredning og ender i en bugt, som vore forfædre kaldte Gandvig (Hvidehavet). Imellem Gandvig og havet sønden for er der kun et smalt stykke fast land, der vender ud til begge have, og havde naturen ikke sat dette grænseskel imellem de to have, der er så nær ved at flyde over i hinanden, ville Sverige og Norge have udgjort en ø. I den østlige del af disse egne bor skridfinnerne, et folkefærd af ivrige jægere, som bruger en egen slags skridsko, på hvilke de færdes omkring på ellers utilgængelige bjerge og når, hvorhen de vil, ved sindig at sno og dreje sig —. De plejer at sælge dyrehuder til nabofolkene«.

»At Danmark i gamle dage må have været beboet af kæmper, har vi vidnesbyrd om i de overordentlig store sten, der er anbragt over de gamles grave og huler. Skulle nogen tvivle om, at det er sket ved hjælp af kæmpekræfter, så lad ham blot se op på toppen af nogle af vore bakker og sige os, i fald han kan, hvem der skulle kunne have slæbt så mægtige blokke helt der op —. Men hvorvidt det er de jætter, som har levet efter syndfloden, der har udrettet dette, eller det har været mennesker, som overgik andre i henseende til legemskræfter, derom er intet overleveret os«. (Winkel Horns oversættelse).

Hvor meget Sakse selv har set af den verden, han beskriver, er et spørgsmål, men hvis han har rejst, og det er der noget, der tyder på, har det nok snarere været mod syd end mod nord. Ifølge en senere kilde var han sjællænder (deraf hans begejstring for nævnte ø), og da Absalon havde ham i sit brød, kan man forestille sig, han har haft tilhold i eller ved Roskilde. Det fremgår, at han var af krigerslægt, men det synes, som om hans egen løbebane er gået i kirkelig retning. Man kunne ønske, at han i sit umådeligt ordrige værk havde ofret blot et enkelt afsnit på sig selv. (Fig. 2)