Forord

Da Sakse i begyndelsen af 1200-årene lagde sidste hånd på sit store krønikeværk, skete det med affattelsen af et forord, hvor han - ganske som man plejer nu til dags - gør rede for arbejdets baggrund og takker til højre og venstre. Hans store igangsætter og inspirator, ærkebisp Absalon, havde desværre forladt denne verden, så hyldesten måtte rettes mod hans efterfølger, den kundskabsrige og poetisk begavede Anders Sunesøn, og til kongen, Valdemar Sejr; begge lovprises overstrømmende. Sig selv omtaler Sakse, som skik og brug krævede, på den mest selvudslettende måde: han, den ringeste af Absalons tjenere, er aldeles uskikket til at løse den stillede opgave, men for at man ikke skal tro, han mener det alvorligt, skynder han sig at fortælle om de anstrengelser, han har gjort sig for at tilvejebringe det bedst mulige kildemateriale. Derefter går han over til at beskrive de lande og landsdele, hvor de i krøniken beskrevne heltegerninger er øvet, og det lader sig høre. Så meget kendte en veluddannet dansker dengang til verden omkring sig.

Af XX