Forlystelsesliv

Begivenheden, som gav anledning til disse betragtninger, var oprettelsen af en forlystelseshave uden for Vesterport, hvor bebyggelsen endnu var forholdsvis sparsom, men hvor talrige værtshuse havde god søgning og ligesom kaldte på noget mere. For københavnere med behov for lettere underholdning var mulighederne dengang begrænsede og ikke helt tidssvarende, som Dyrehavsbakken med dens kraftprøver, skydetelte og anden markedsagtig lystighed. I 1802 fik Vesterbro et primitivt teater, hvor der blandt andet opførtes pantomimer, og hertil kom altså den omtalte forlystelseshave. Sit forbillede havde den hentet i London, og navnet var fulgt med: Vauxhall. Kopieringen var ikke enestående. Flere europæiske storbyer havde allerede fået deres Vauxhall.

»For at afhjælpe en væsentlig mangel i vore forlystelser har kunstberider Chiariny, som nu har bosat sig her i staden, oprettet et Vauxhall på Vesterbro. Næst London, Paris og Hamborg er København uden tvivl den eneste stad i Europa, der kan rose sig af at besidde et sådant fast institut. — Dette Vauxhall er første gang blevet åbnet søndag aften. Man betaler fire mark for en adgangsbillet, det vil sige for at tilfredsstille sine øjne og øren. Straks ved indtrædelsen kommer man ind i en temmelig stor dansesal, der på adskillige steder er illumineret med kulørte lamper, hvor der på et galleri opføres musik og på begge sider beværtes med alle slags forfriskninger. Der er oplyst med ni lysekroner. Fra denne sal træder man ud i haven, som i fire lange rader atter er oplyst med kulørte lamper. Også her er der musik i forskellige lysthuse. — Når klokken omtrent er elleve, afbrændes et smukt fyrværkeri -«. (Fig. 1)

Det ser ud til, at de mere end 800 gæster har moret sig - de var jo ikke forvænte - men vor meddeler er langt fra tilfreds. »Indretningen selv er en svag og alt for ubetydelig kopi af det londonske og hamborgske Vauxhall. Når det vesterbroske skulle opfylde sin egentlige bestemmelse, så måtte både bygning og have i det mindste være fem gange så stor, som den nu er. — Lamperne hænger så lavt og så tæt ved de gående, at man hvert øjeblik må frygte for at få sine klæder fordærvede. I stedet for olie brændes der tran, og denne udbreder en ubehagelig lugt over hele haven«. Beværtningen er urimeligt dyr, fastslår artiklens forfatter, der nu er kommet rigtigt i krigshumør. Hvad skal man i det hele taget med et Vauxhall? »Vor hovedstad er for liden til at efterligne et Paris eller London, og om den end var stor nok dertil, så burde andre store stæders sørgelige eksempel lære det, at en nation aldrig synker dybere, end når den lader sig henrive og bemestre af sanselighed og forlystelsessyge«.

Det nye tilbud til københavnerne fik ingen lang levetid, allerede året efter måtte det opgives - i den sønderbombede hovedstad havde man fået andet at tænke på. Det er egentlig beklageligt, for nok kan begyndelsen forekomme noget blodfattig, men ideen var jo i orden, og ingen ved, hvad den kunne have udviklet sig til. I de følgende mange år sørgede krig og statsbankerot for, at eksperimentet ikke blev gentaget, men 1843 skete det, takket være en initiativrig mand: Georg Carstensen. Han havde på talrige udenlandsrejser set både det engelske Vauxhall og Tivoli-Vauxhall i Paris; her hentede han ideen og navnet - Carstensens forlystelsespark hed de første mange år Tivoli-Vauxhall. Det gamle Vauxhall lå i området mellem nuværende Saxo- gade og Dannebrogsgade, det nye rykkede længere mod øst, ind på fæstningsterrænet. Også det havde begyndervanskeligheder, men det fandt sin form og viste sig mere livskraftigt end sine forbilleder, ja har med tiden selv fået efterlignere.

Samtidig har dog konkurrenterne meldt sig, og det forlyder, at den nu gamle have er begyndt at mærke presset. »Forlystelser synes bestandig at blive større trang for vor hovedstad«.