Forlystelsesliv

Begivenheden, som gav anledning til disse betragtninger, var oprettelsen af en forlystelseshave uden for Vesterport, hvor bebyggelsen endnu var forholdsvis sparsom, men hvor talrige værtshuse havde god søgning og ligesom kaldte på noget mere. For københavnere med behov for lettere underholdning var mulighederne dengang begrænsede og ikke helt tidssvarende, som Dyrehavsbakken med dens kraftprøver, skydetelte og anden markedsagtig lystighed. I 1802 fik Vesterbro et primitivt teater, hvor der blandt andet opførtes pantomimer, og hertil kom altså den omtalte forlystelseshave. Sit forbillede havde den hentet i London, og navnet var fulgt med: Vauxhall. Kopieringen var ikke enestående. Flere europæiske storbyer havde allerede fået deres Vauxhall.

»For at afhjælpe en væsentlig mangel i vore forlystelser har kunstberider Chiariny, som nu har bosat sig her i staden, oprettet et Vauxhall på Vesterbro. Næst London, Paris og Hamborg er København uden tvivl den eneste stad i Europa, der kan rose sig af at besidde et sådant fast institut. — Dette Vauxhall er første gang blevet åbnet søndag aften. Man betaler fire mark for en adgangsbillet, det vil sige for at tilfredsstille sine øjne og øren. Straks ved indtrædelsen kommer man ind i en temmelig stor dansesal, der på adskillige steder er illumineret med kulørte lamper, hvor der på et galleri opføres musik og på begge sider beværtes med alle slags forfriskninger. Der er oplyst med ni lysekroner. Fra denne sal træder man ud i haven, som i fire lange rader atter er oplyst med kulørte lamper. Også her er der musik i forskellige lysthuse. — Når klokken omtrent er elleve, afbrændes et smukt fyrværkeri -«. (Fig. 1)