Foregangsmand

Matthias Henriksen Schacht blev født på Gotland – dengang kaldet Gulland – 1660 som søn af Visbys latinskolerektor. Da havde øen været svensk i 15 år efter i knap tre århundreder at have hørt under Danmark. Under Skånske Krig generobrede Niels Juel Gotland for nogle få år, men 1679 blev øen definitivt afstået. Schacht kom til Odense, og 1683 finder vi ham som lærer og kantor ved latinskolen. I disse år samlede han flittigt iagttagelser og notater til Europas første musikerleksikon.

1686 er Schacht rektor ved Kertemindes latinskole, og her skriver han som en gal, men kun lidt nåede han at se trykt. Han favnede vidt: et værk om Grønland, en medicinsk håndbog, et arbejde om ungarsk befæstning, afhandlinger om snegle og stinkende dyr, tre bind om statsvidenskab, dertil arbejder i botanik, geometri, matematik og topografi. Med andre ord en ægte polyhistor, som med stor selvfølgelighed bevægede sig rundt i emner, han ikke kan have haft megen uddannelse i. Det bør dog erindres, at den eksisterende vidensmængde var meget mindre end nu, og at mange faggrene knap nok var etablerede.

I et hjørne af skolen havde Schacht sit »lille museum«, som han kalder det, vel Fyns første halvofficielle samling. Den rummede etnografika og oldsager, altså et raritetskabinet i tidens ånd. Her skal der ses nærmere på en artikel, som blev trykt i det lybske tidsskrift Nova Literaria Maris Balthici et Septentrionis: »Om nogle oldsager fra gravhøje over gamle fynboer, udgravet omkring Kerteminde og tilgrænsende steder«.

Ved herregården Hellerup havde Schacht i en lund fundet »en hedningegravplads, der tiltalte mig på grund af højenes vidunderlige beliggenhed. Midt på pladsen ragede der en vældig høj op. Den var flad på toppen ligesom et bord, og på siderne havde den en tredobbelt krans af liggende sten. Uden om den lå der i en cirkelformet rundkreds otte mindre høje, alle af rund facon. Lundens træer, der i det mindste trådte tilbage der, hvor højene lå, dannede en tæt indfatning om dem, så det var en fryd for øjet. Jeg overtalte den nævnte ejer (J.C. von Körbitz) til at lade den midterste høj udgrave; den gav sig ligesom ud for at have lidt mere fornemhed end de andre«.