Fordrivelsen fra Salzburg

Da Luther 1517 offentliggjorde sine klagepunkter over Romerkirkens udskejelser, var han blot en af mange katolske gejstlige, der tænkte og handlede sådan. Herhjemme havde karmelitermunken Povl Helgesen på et endnu tidligere tidspunkt udtalt sig skarpt om bestemmelsen, at kun adelige kunne blive biskopper, thi »intet har bidraget mere til kirkens fald end visse adelsmænds forfængelighed og hovmod, der i den grad er slaver af livets lyst og tøjlesløshed, at de ikke blot udslukker livets uskyld og den kristelige religions fromhed, men endogså fuldstændig foragter den«. Det er en karakteristik, der ville kunne passe på Børglumbispen Stygge Krumpen.

Et forargelsens tegn var også den stadig mere omsiggribende handel med afladsbreve, der blev markedsført under devisen: »Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer«. I spidsen for fremstødet i Nordeuropa var sat en pavelig legat, Arcimboldus. Han fik læst og påskrevet af Povl Helgesen, der sagde om ham og hans hjælpere, at de »havde styrtet sig selv i forargelsens dyb ved deres overdådighed, pragtlyst, ærgerrighed, vellyst, vellevned og utallige andre laster. Deres brøde er skyld i, at den hellige Romerkirke nu må høre ilde blandt verdens folkeslag og kaldes det skamløse Babylon«.

Det var lige så stærke ord, som Luther kunne finde på at bruge, forskellen var blot, at Povl Helgesen ikke ville gå så vidt som den tyske reformator. Han ønskede intet brud med den katolske kirke og måtte derfor anse Luther og hans tilhængere som oprørere. Oprør og voldelige omvæltninger fulgte da også ret omgående, men ikke helt efter Luthers plan. Han havde prædiket frihed for det enkelte menneske, og dermed mente han trosfrihed, men af de undertrykte i samfundet kunne det let fortolkes som økonomisk og social frihed, og det var netop, hvad bønderne gjorde nogle få år senere, hvor tidligere spredte oprør samledes til den store bondekrig 1525-26. Den bredte sig som en steppebrand over store dele af Europa med blodsudgydelse og ødelæggelser til følge.

Mens denne overvejende verdslige opstand blev brutalt nedkæmpet af fyrsterne, lod den egentlige reformationsbevægelse sig ikke stoppe, den voksede og spredtes i løbet af 1500-årene med det resultat, at en række nordeuropæiske lande gjorde sig fri af pavevældet. Selv i de udpræget katolske lande, som forblev tro mod Rom, ulmede det gennem de følgende århundreder, og lejlighedsvis slog flammerne ud. Helt specielt forløb udviklingen i Frankrig, hvor de reformerte, huguenotterne, længe kunne hævde en stærk stilling over for centralmagten, selv efter den kraftige åreladning i Bartholomæusnatten, 24. august 1572, hvor op mod 10.000 af dem blev myrdet. Først i 1685, da Ludvig 14. havde ophævet deres tilkæmpede rettigheder, blev bevægelsen næsten udslettet. Massevis flygtede huguenotterne ud af Frankrig. Som bekendt kom også nogle af dem til Danmark, hvor de fandt et fristed i Fredericia.

Reformationens skæbne i Frankrig kan i nogen grad betragtes som et internt anliggende. Anderledes med det store opgør mellem de katolske og protestantiske stater, der går under navnet Trediveårskrigen (1618-48); det var en affære, der berørte næsten alle europæiske lande, vort eget indbefattet. De langvarige og ødelæggende krigshandlinger skal vi ikke interessere os for her, men blot mærke os den del af fredsslutningen, der skulle gøre det muligt for de stridende parter at indrette sig tåleligt i fremtiden. Det bestemtes nemlig, at fyrster og landsherrer ikke måtte forfølge deres undersåtter på grund af afvigende tro, og i givet fald skulle de tillade dem fri udvandring inden for en frist af tre år.

På denne baggrund skal vi nu se, hvordan forholdene artede sig i det katolske fyrstebispedømme Salzburg, hvor den i indledningen omtalte begivenhed fandt sted. Gennem flyveblade og tryk spredtes efterretningerne vidt ud over Europa, også til folk, der ikke fik nogen direkte berøring med det, som hændte (fig. 1).