
Forbindelsen til forfædrene
I årene 2022-2024 blev en af Sjællands største jættestuer udgravet: den overpløjede jættestue Baadslunde ved Skælskør. Udgravningen afslørede ikke blot knogler og gravgaver, men også et uventet fund: en hidtil ukendt stendysse og en lang, stenfyldt grøft mellem de to gravkamre.
Af museumsinspektør Lone Claudi-Hansen
Mens de fleste af os havde travlt med juleforberedelser kort før juleaften 2021, var to detektorførere taget ud til Noret i Skælskør, hvor de – i jagten efter metalgenstande fra jernalderen – afsøgte en mark med metaldetektor. Men i stedet for guld og sølv var det pludselig et menneskekranie, der tittede frem af jorden. Efterhånden dukkede flere knogler frem på forhøjningen, og detektorførerne kontaktede derfor Museum Vestsjælland. En kort undersøgelse på stedet fastslog, at der var tale om resterne af en jættestue fra bondestenalderen.
Alt tydede på, at det måtte være den store stenbyggede gravhøj, der i 1884 var blevet beskrevet som en af Sjællands største jættestuer. I 1893 var jættestuen blevet nedbrudt, og de tonstunge sten fjernet, fordi de skulle genanvendes ved opførelsen af den nærliggende gård, Skydebjerggård.
Den bevarede del af gravmonumentet ligger umiddelbart under muldlaget på marken og pløjes langsomt op. Men selvom gravhøjen er overpløjet, viste de velbevarede lag, sten og menneskeknogler fra de gravlagte, at meget af anlægget fortsat er bevaret. Derfor har Slots- og Kulturstyrelsen nu finansieret undersøgelsen af jættestuen over en treårig periode.

Periode: Bondestenalder (3900 til 1701)
Udgave: Skalk 2025:5
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Egenart

Guldets billedverden

Vibjergs borg

Diverhøj

