For åben lade

Ser man imidlertid lidt nøjere efter, viser det sig, at der under enevældens magtfuldkomne overflade eksisterede et helt net af lokale organisationer, som på græsrodsplan varetog en række betydningsfulde opgaver inden for retsvæsenet. Landsbyen havde sit grandelag eller bystævne, som det også blev kaldt, og i købstæderne havde man håndværkerlaugene. De var uofficielle, folkelige retsinstanser, der virkede på grundlag af gammel sædvane og mere eller mindre selvgjorte vedtægter.

Udtrykket »for åben lade« hører hjemme i denne sammenhæng. Mere præcist i den gamle håndværkerkultur fra før laugene blev ophævet i 1862. Laden var laugets skrin eller kiste, hvori det opbevarede sine vedtægter, protokoller, segl, pengebøsse og andre værdigenstande.

Når håndværkerne var samlet til stævne, var laden det samlende midtpunkt. Oldermanden »klappede op« ved at banke på låget med skafferstokken, og laden blev åbnet. Fra nu af blev alt taget alvorligt. »For åben lade skal sig enhver ærbødigen indstille med god besked i ord og gerning, uden sværgen, banden, usømmelige ord, ulyd eller andre utilbørlige forhold under straf efter oldermandens og bisiddernes sigelse«, hedder det i de københavnske sværdfegeres skrå (vedtægt) fra 1656. Laden var symbolet på laugets værdighed og myndighed, og »for åben lade« betød nu kort og godt: Retten er sat!

Som retsinstans har lauget rødder langt tilbage i middelalderen. Men udtrykket »for åben lade« møder vi første gang i 1612, hvorefter det hurtigt bliver almindeligt brugt i købstædernes håndværkerlaug. Det er også først i 1600-tallet, at kilderne begynder at flyde så rigeligt, at det kan lade sig gøre at belyse, hvordan laugsretten – eller skal vi kalde den laugstinget – fungerede i praksis.

Lad os se lidt nærmere på en episode i Viborg smedelaug anno 1680. Vi skal til Sct. Hans stævne, som smedene dette år holdt den 29. juni.

Stævnet foregik som sædvanligt i oldermandens hus, og alle var mødt. Hans Pedersen Tinstøbers oldermandsperiode var udløbet, og lauget skulle kåre Laurids Sørensen Grovsmed, som stod for tur til hvervet som oldermand. Derudover skulle man have udnævnt fire bisiddere og én krofader for lauget. Da det var overstået, aflagde den afgående oldermand sit regnskab, hvorpå han overgav laugets inventar til den nye oldermand. Inventaret bestod af laden med dens indhold af bøger, breve og vedtægter, ligklæder og lagner, to par vokslys, fire træ-lysestager, to »velkomster« af tin samt 25 tinbægre. Endelig var der nøglen til laden.

Da alt dette var overstået og i orden, pillede smedene laugsskiltet ned fra sin plads uden for den fratrædende oldermands værksted. Lauget stillede sig i procession bag dem, der bar skiltet, og en svend, der var udklædt som nar, løb i forvejen og lavede løjer. Da processionen nåede frem til den nye oldermand, Laurids Sørensen Grovsmeds hus, blev skiltet hængt op på ny, og så gik man inden for til et større drikkelag.

Det var dengang en almindelig opfattelse, at »den, der ikke holder af drik, er til nar for alle, han er en kujon, mangler æresfølelse og er en døgenigt«. Tidens mange gilder gik derfor heller ikke altid lige stille af, og det gjorde Viborg-smedenes Sct. Hans gilde heller ikke. Her skete der blandt andet det, at Christen Christensen Sværdfeger skældte sin broder i lauget, Søren Andersen Klejnsmed, ud for en hundsfot og – som der står skrevet i laugets protokol – »det repetendo nogle gange, og desforuden begik andre uhøfligheder i lauget, både med det, som ikke her kan nævnes eller skrives, og gjorde med sine fingre streg på bordet for Christen Madsen Guldsmed« (fig. 1). Hvad det var for streger, kan vi kun gætte på, men at de var groft fornærmende, er der ikke tvivl om.