Førsteudgave

Det drejer sig om to bøger, en gudelig og en verdslig, og selv om kun den sidste er dateret, kan man gå ud fra, de er blevet til samtidig. Den lærde verden var på den tid stærkt domineret af gejstligheden, og det er uden tvivl den, der har haft bud efter Snell. Breviarium Ottoniense – den odenseanske bønnebog – er på ca tusind sider og var til brug ved gudstjenesterne i hele Fyns stift. De håndskrevne eksemplarer, man hidtil havde betjent sig af, var afskrifters afskrifter og derfor uundgåeligt behæftet med fejl og indbyrdes afvigelser, men netop i 1400-årene blev der herhjemme udfoldet store anstrengelser for at få rettet disse mangler, og her kom den nye kunst belejligt. Om det var stiftets meget rejsende biskop Karl Rønnow eller domprovsten Hans Urne, der stod for indkaldelsen af Snell, er uvist, men sidstnævnte var i hvert fald bogligt interesseret og ejede et efter tidens forhold anseligt bibliotek. Projektet blev heldigt gennemført, den fynske bønnebog er et nydeligt tryk i kvartformat og med adskillige initialer håndkoloreret i rødt og blåt. Kun et eneste eksemplar er bevaret, på Det kongelige Bibliotek, men desværre ufuldstændigt, idet begyndelsen og slutningen mangler. Oplysninger om trykkested og tid er således ikke med, men kan udledes på anden vis, som vi straks skal se.

Det andet Odensetryk er Guillaume Caoursins Descriptio obsidionis urbis Rhodie, en beretning om tyrkernes belejring 1480 af Rhodos, byen på øen af samme navn. De vantros fremmarch i Europa blev på den tid betragtet med stor alvor af hele den vestlige verden, og rygterne løb om deres angreb på den lille Middelhavsø, der beherskedes af Johanniterordenen og dermed var at betragte som en kristen bastion. (Fig. 1). Skriftet bringer det glade budskab, at tyrkerne omsider har hævet belejringen – skræmt af et tegn på himlen, hedder det, i virkeligheden dog vistnok, fordi pashaen havde befalet, at hele det forventede bytte skulle tilfalde sultanen, hvad de menige soldater naturligvis ikke var tilfreds med. Skriftets forfatter, der var vicekansler for de indesluttede Johanniterriddere, har i ordenens rådsprotokol noteret, at der efter »sejren« er udgivet en beretning, »som ved bogtrykkernes kunst er blevet udsendt til alverden«. Det er lige ved at være sandt. Hans øjenvidneskildring blev trykt i mange udgaver, oftest – som i Danmark – på latin, men også på engelsk, tysk og italiensk.