Flasken i kransen

Nogle steder sætter man normalt to-tre kranse vandret over hinanden. Andre steder bliver en enkelt krans hængt lodret i en galge, og atter andre kommer naboer og venner med kranse, der også som regel bliver hængt lodret op, en krans på hver sin stage eller flere ved siden af hinanden under en vandret lægte langs tagryggen. Det kan, hvis bygherren er vellidt, blive til mange, 10-20-30, ja i særlige tilfælde langt over 50.

Her drejer det sig om forskelle fra egn til egn, men der kan også være afvigende rejsegildeskikke i byen og på landet inden for samme område. En tømrer, Johannes Josephsen, der ligesom mange af sine kolleger har skrevet erindringer til Nationalmuseet, fortæller, hvordan rejsegilder, da han i 1890-erne var læredreng i Ålborg, blev fejret med øl, kager og cigarer på selve byggepladsen og siden på beværtninger, som der på den tid var mange af i Nordjyllands hovedstad. Det var en helt ny oplevelse for ham, da lockouten 1899 førte til, at han, som nu var blevet svend, fik arbejde ude på landet. Da nybygningen på gården var nået rejsehøjde, blev naboerne indbudt til at komme og hjælpe med rejsningen og til at deltage i rejsegildet bagefter. Det var en stor begivenhed, og forinden blev der slagtet og bagt, kærnet smør og brygget øl, mens gårdmanden tog til byen for at købe finere drikkevarer, og der blev fyldt brændevin på store stendunke. Alle, der havde hjulpet, deltog sammen med deres koner og børn i gildet, som varede hele natten. Det var noget andet end at gå på beværtning i Ålborg. Som bemærkelsesværdigt noteres, hvordan det gik til, da arbejdet med tømmerrejsningen var slut: »Da vi havde spærene rejst, blev der hejst flag og krans, og inden i kransen hang der en flaske i en snor. Når vi havde det hele i orden, stod vi nede på jorden og forsøgte at knuse flasken med sten. Den, der ramte, skulle drikke lige så meget brændevin, som der kunne være i bunden af den knuste flaske«.

Den skik, vi her møder et sted på landet uden for Ålborg, er blevet praktiseret lige til vore dage og har været almindelig over hele Nordjylland. Den forekommer i Vendsyssel, Himmerland, Thy og det nordlige Ringkøbing amt samt i enkelte tilfælde ned gennem halvøen. En anden af Nationalmuseets mange meddelere, gårdejer Jacob Bugge, har givet en levende beskrivelse fra Frederiks sogn mellem Viborg og Herning. Han var ude at tjene som hyrdedreng 1894, da han var elleve år gammel. Den sommer fik gårdmanden, han var hos, bygget en ny lade.

»Om formiddagen, dagen som laden skulle rejses, blev jeg sendt op til brugsen i Havredal med 1 krone og 25 øre i lommen, som jeg skulle købe bajere og en flaske brændevin for. Bajerne kostede 7 øre stykket og brændevinen 25 øre, så jeg havde et slæb med at få det transporteret til Årestrup. Om eftermiddagen begyndte rejsningen af laden. Da alle spær var sat på plads og afstivet, gik alle ned og betragtede rejsningen. Tømrermesteren gik langs laden: Jo, det var i orden«.

Så kom bygherrens kone med rejsekransen, som var meget fin, bundet om et tøndebånd med grankviste og lyng og pyntet med markblomster. Tømrermesteren lavede en galge, og der blev kransen anbragt med en tom flaske midt i. Nu gik mester til tops og fæstede galgen til det midterste spær i laden, hvorefter han tog sin hue af og svingede den til et trefoldigt hurraråb. Så var det højtidelige forbi.

»Nu kom det spændende. Nu skulle der kastes sten til flasken, og den, der slog den ned, havde vundet en flaske brændevin. Reglementet var således: Første sten skulle tømrermesteren kaste, dernæst murermesteren, så svendene og sidst læredrengene. Når det var overstået, og flasken stadig hang urørt, så var der frit kast, og så kan det nok være, der blev kastet sten. Og endelig knustes flasken med et knald: Hvem var det? Så viste det sig, at det var tømrermesterens læredreng. Der blev råbt et hurra for ham. Nu blev brændevinen og bajerne hentet frem. Bygherren afleverede brændevinsflasken til vinderen med den bemærkning: Hold nu hovedet klart og skænk med anstand! For meningen var jo, at brændevinen skulle drikkes i anledning af ladens rejsning, men vinderen var den glade giver og skulle takkes« (fig. 1).