Flådens fremtid

Uden sine krigsskibe var Danmark stækket militært, og det var netop, hvad angriberen tilsigtede. Europa var i krig. England havde to år tidligere tilintetgjort den franske flåde ved Trafalgar, hvorved den danske sømagt brat var avanceret til en af de stærkeste på fastlandssiden og dermed af interesse for begge de krigsførende parter. Den danske regering havde tøvet med at vælge side, men englænderne følte – og vel ikke helt med urette – at vægten let kunne synke til fordel for Napoleon. Denne havde 1806 proklameret en fastlandsspærring, hvis formål var at afskære England fra resten af Europa, og dansk deltagelse ville gøre denne pinligt effektiv. Derfor havde man grebet til den barske og for et neutralt land klart uacceptable udvej at forlange Danmarks orlogsflåde udleveret og stillet under engelsk kommando. Kravet blev naturligvis pure afvist af den danske regering, men et afslag var under disse omstændigheder nærmest at regne for en krigserklæring. Følgen blev det omtalte angreb på København og flådens fjernelse med magt. En plan om at sænke skibene, før de faldt i fjendehånd, blev ved et uheld aldrig sat i værk. Det var en national katastrofe, københavnerne blev vidne til 20. oktober 1807, da 17 fuldt udrustede linjeskibe, 15 fregatter samt et stort antal mindre fartøjer forlod Flådens Leje ved Holmen. Alt tog erobrerne med sig. Nogle skibe under bygning blev ødelagt på værftet.

Ekstra alvorligt blev tabet, fordi det ikke umiddelbart lod sig erstatte. At bygge nye skibe i et sådant omfang, var uhyre bekosteligt, men det værste var, at tømmer i tilstrækkelig mængde slet ikke lod sig fremskaffe. Et skøn over træforbruget ved skibsbyggeri viser, at de mistede linjeskibe og fregatter repræsenterede omkring 45.000 fuldvoksne egetræer. De øvrige fartøjer og danske handelsskibe beslaglagt i engelske havne (englænderne nægtede sig intet) bringer tabet op på det dobbelte. Hugsten til fornyelse og vedligeholdelse af orlogsflåden havde før krigen andraget omkring 5000 egetræer årligt, men selv denne mere beskedne mængde var det ikke altid let at fremskaffe. Velvoksne egetræer var for længst en mangelvare i de danske skove.

Under 1600-årenes svenskekrige var landet flere gange besat af fremmede tropper, hvad skovene led en del under (måske ødelagde fjenden ligefrem egetræerne forsætligt for at svække den danske flåde). Under alle omstændigheder var krigshugsterne baggrunden for den første »skovordinance« fra 1670; den skulle sikre, at »hovedtræerne, og især de som til skibsbygning befindes, vorder forskånet«. Senere bestemmelser havde samme sigte, men alligevel tæredes der kraftigt på ressourcerne. Også den hastigt voksende handelsflåde slugte efterhånden betydelige mængder egetræ. Samtidig søgte man dog ved nyplantninger at tilgodese det fremtidige behov, og her blev der for en gangs skyld tænkt langsigtet. Først efter 150 år var træerne store nok til at levere passende stykker skibstømmer. (Fig. 1, fig. 2)