Fjendtlig jernalder

Når man fra Horsens kører mod Skanderborg, krydser man straks nord for byen den brede Hansted ådal, der netop her snævrer ind og giver bekvem adgang for passage. På sandede holme og banker i og ved dette dalstrøg har fra gammel tid boet mennesker. Stenalderens stammer yndede lokaliteter af denne art, og deres spor er talrige, men også jernalderfolket har haft tilhold her.

Af Flemming Kaul og Bjarne Henning Nielsen

Billede

En jernalderboplads i området kom i 1975 til Nationalmuseets kundskab gennem amatørarkæologen Finn Dalhoff Knudsen, der på stedet havde gjort fund af keramik. I første omgang var pladsen ikke truet, men senere opstod planer om at bebygge hele arealet med parcelhuse, og det gjorde en undersøgelse aktuel. Udgravningen startedes forsommeren 1980 under ledelse af museumsinspektør C. L. Vebæk og med undertegnede som medarbejdere. For finansieringen sørgede Fortidsmindeforvaltningen.

Pladsen, som er navngivet Priorsløkke efter en nærliggende, nu nedlagt gård, ligger østligst i dalen ved åens udløb i Nørrestrand, den inderste vig af Horsensfjorden. Det drejer sig om en banke, der som en halvø skyder sig ud i engene fra syd, dog adskilt fra det faste land ved en lavning. Udgravningen blev sat ind på det sted, som ved de indledende opsamlinger havde leveret flest lerkarskår, og ført ud i tørven, hvor der skulle være mulighed for uforstyrrede oldsagslag. De var der – med sædvanligt indhold af dyreknogler, knusesten og store mængder af skår, som ved deres former kunne dateres til tiden kort efter Kristi fødsel. Dengang har det, der nu er mose og eng, antagelig været åbent vand, velegnet som affaldsplads for bopladsens beboere. (Fig. 1). Tilsvarende er fundet mange steder, men ikke det, som nu skal omtales.

Periode: Jernalder (500 til 749), Førromersk jernalder (500 til 1)

Udgave: Skalk 1981:5

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.