Fjeldfund

De norske fjelde er populære udflugtsmål. Vandrere og jægere har hver deres ruter, men i de seneste år har også arkæologer sluttet sig til og udført tilbagevendende, systematiske undersøgelser. Baggrunden er dyster. Hvor den globale opvarmning i nogle kredse er et emne, som der sættes spørgsmålstegn ved, er der på kanten af snegrænsen ikke så meget at være i tvivl om. Stort set hvert år frilægges der ved isafsmeltning områder, som ikke har været isfrie siden middelalderen, jernalderen og endda længere tilbage. Ötzi, den såkaldte ismand fra grænseområdet mellem Italien og Østrig, er blevet meget berømt, men antallet af mindre spektakulære fund af f.eks. træ og læder er meget stort, og disse materialer bevares kun i ganske kort tid, efter at isen har sluppet sit tag. Derfor gælder det om at være aktiv og opmærksom for at sikre dette helt usædvanlige kildemateriale, som dukker frem for øjnene af os.

Af Marianne Vedeler og Lise Bender Jørgensen

I august 2011 var en gruppe arkæologer i gang med at afsøge fjeldområder nær gletsjeren Lendbreen i Oppland i Norge. I en højde af omkring 1900 m over havets overflade opdagede de et sammenkrøllet stykke tøj i en lille lavning i det ubevoksede nedskridningsmateriale (ur) ved den øvre side af et isdækket område, som tydeligvis var tøet for nylig. Tøjklumpen, som ved opdagelsen målte 58×29 cm, forekom at være krøllet tilfældigt sammen og ikke bevidst foldet. Det havde tydeligvis været tæt på hestegødning.

Der fandtes ikke andre genstande i de nærmeste omgivelser, så indtil videre må klædet ses som et isoleret fund. Området har været brug til jagt helt frem mod vor tid. Våben, jagt- og teltudstyr, hestegødning og personligt udstyr samt tøjrester fra forskellige tider er blandt de ting, som nu dukker frem af den afsmeltende is.

Efter hjemtagningen blev tøjet foldet forsigtigt ud, og det viste sig at være en komplet og velbevaret kjortel (tunika), som i nogen grad er blevet bleget af sol og vind. En kulstof-14 datering viste, at ulden stammer fra mellem 230 og 390 e.Kr., svarende til yngre romersk jernalder. Der er kun fundet ganske få tilsvarende i hele Europa fra denne tid, så derfor er det nye fund af meget stor betydning – ikke blot for studiet af dragt og klædefremstilling, men også for forståelsen af dragten som et spejl af samspillet mellem Romerriget og Nordeuropa.

Uldfibrene er velbevarede og viser, at der er brugt to forskellige stykker klæde ved syningen af tunikaen. Uldfibrene viser, at begge var fremstillet af uld fra får, som fældede deres uld hvert år og altså ikke blev klippet. Fibrene i trådene er gennemgående usædvanligt tynde, hvilket skyldes en omhyggelig sortering af ulden, før spindingen fandt sted. Enkelte længere og lidt tykkere fibre gjorde antagelig spindingen lettere. De fine fibre bevirkede, at klædet blev blødt og af høj kvalitet. Den vigtigste trådkvalitetsforskel optræder mellem trenden og islætten i hovedstykket: Trenden består af fin hvid uld med tykkere brune og sorte fibre. Islætten består af skiftevis lyse og mørke tråde. Den lyse islæt har ingen grove fibre, mens den mørke består af grovere uld. Der er næppe tvivl om, at ulden i begge tilfælde var omhyggeligt udvalgt. Og at såvel kvalitet som den naturgivne farve blev taget i betragtning.