Fiskeben

Historien, der her skal fortælles, begynder for mere end 7000 år siden, hvor en gruppe jægere/fiskere slog sig ned på en ø i mundingen af en lille fjord, som dengang strakte sig fra Øresund ind under Klampenborg og mosen, hvor nu Galopbanen ligger. Bloksbjerg, som stedet kaldes i dag, var ideelt til formålet, og tykke bopladslag ophobedes på holmen gennem to årtusinder, de perioder af jægerstenalderen, som benævnes Kongemose- og Ertebølletid.

I 1919 skulle en vej anlægges på stedet, og det var under dette arbejde, en kvik gymnasieelev bemærkede de gamle, sorte kulturlag. I ugerne efter lykkedes det ham at udgrave og indsamle en betragtelig mængde oldsager, og arbejdet fortsatte de følgende år. Den unge mand hed Erik Westerby, og det navn blev senere velkendt i den arkæologiske verden. Det var, som mange Skalklæsere vil vide, ham, hvis fine næse et par årtier senere bragte os på sporet af landets første »istidsboplads« ved Bromme nord for Sorø. Westerby var og blev amatørarkæolog, men brændende interesseret i faget og med en strålende videnskabelig begavelse. Hans bog »Stenalder- bopladser ved Klampenborg« fra 1927 er blevet et klassisk værk i dansk stenalderforskning.

I bopladsens nederste lag, fra slutningen af Kongemosetid, fandt Westerby en ualmindelig genstand: en godt 30 cm lang, nærmest knivformet benspids. Modsat odden har været et hul til ophængning eller skæftning, men her er stykket brækket over, og bagenden mangler. Westerby opfattede det som en slags harpun, men der er ingen modhager, og den savtakkede tanding langs den ene side har nok snarest været til pynt; det samme gælder en række mindre borehuller langs stykkets rygside. Begge bredsider er i øvrigt rigt dekoreret med hinanden krydsende systemer af parallelle linjer, som danner fladedækkende rudemønstre. Westerby, der selv tegnede sine bogillustrationer, gengiver nøjagtigt denne udsmykning, men har tilsyneladende overset, at der tillige er spor af noget andet, ældre: et stormasket netmønster af helt anden karakter, som er søgt bortskrabet, da det yngre blev påsat. Den skæve placering af den oprindelige ornamentik antyder, at stykket har været bredere, inden det fik sin nuværende form.

Hvad redskabet har været brugt til, er usikkert, men det kan minde en del om de »dolke« af kronhjortens albueben, som fandtes i adskillige eksemplarer på Bloksbjerg, og som måske har tjent som jagtknive til at give byttet dødsstødet. Med sin fine dekoration må det have haft stor værdi for sin ejer. Fra Kongemosetid kendes en del ornamenterede smykker og benredskaber. De er i flere tilfælde fundet i jægerfolkets grave.

Westerby bestemte selv sine knoglefund, men de vanskeligste stykker bragte han dog til specialister. Det skete ikke med benkniven, den var, mente han, sandsynligvis af elsdyrtak, og dermed slog han sig til ro. Ved hans død i 1981 kom hans fund til Nationalmuseet, og herfra gik den store benkniv til undersøgelse på Zoologisk Museum. Synd, at den gamle amatørarkæolog ikke kunne dele vor overraskelse, da man herfra svarede, at benet stammede fra en kæmpefisk, nærmere bestemt fra snuden af en mindst to meter lang sværdfisk. Hvordan kan en Kongemosemand have fået fat i sådan en krabat?

I vore dage fanges sværdfisk i Middelhavet og i de tilgrænsende varmere dele af Atlanterhavet, men jævnligt, ja næsten årligt, sker det, at et eksemplar af den hurtigt svømmende rovfisk forvilder sig ind i danske farvande og havner i fiskegarn eller driver død ind på stranden. Fra køkkenmøddingernes østersskaller og knogler af eksotiske fisk ved vi, at havvandet på vore breddegrader var lunere og saltere dengang end nu, så sværdfisk kan udmærket have været mere almindelige. Dog kendes der ingen andre sværdfiskefund fra Danmarks oldtid, så arten har næppe været udsat for jagt af betydning. (Fig. 2)