
Fine fynske fund
Det er skrevet før – men i disse år vælter detektorfund bogstaveligt talt op af jorden over hele landet, takket være detektorførernes ihærdige indsats. Østfyn er ingen undtagelse, og her præsenteres to helt særlige fund, gjort med blot fjorten dages mellemrum og indleveret til Østfyns Museer i foråret 2016.
Af Malene Refshauge Beck

Markerne omkring Aunslev kirke vest for Nyborg har gennem adskillige år været afsøgt med metaldetektor, hvilket har resulteret i adskillige fund fra vikingetiden. Ingen kan dog måle sig med det fornemme guldkrucifiks, der dukkede op i marts måned. »Kristus fra Aunslev« er fundet blevet døbt. Hængesmykket, der inklusive øsken måler 4,1 cm i højden, er lavet af to meget tynde sammenloddede plader af guldblik. Forsiden er udhamret, så det danner konturen af en figur med udstrakte arme og herefter tæt dekoreret med granulation og filigrantråde. Perletråd udsmykker øskenet og hele krucifiksets kant. Figurens hjerteformede ansigt er indrammet af perletråd. Øjnene består af to 1,5 mm store guldkugler (granuler) omgivet af en flad guldtråd med skråriflet mønster. Den ovale mund er lavet af en tynd guldtråd. Hele ansigtet er udfyldt med tæt granulering.
Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 2016:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





