Festklædt

Yngre germansk jernalder, som århundrederne umiddelbart før vikingetiden kaldes, udgør almindeligvis en fundfattig tid i Danmark. Bornholm hæver sig dog smukt over de øvrige landsdele, således tilhører en betydelig del af de guldgubber, hvorom der er fortalt i dette nummers første artikel, denne periodes begyndelse. Også andre genstande, først og fremmest fra et antal store bornholmske gravpladser, er med til at kaste lys over øboernes tilværelse. Den var tilsyneladende præget af jævn velstand, måske kan man ligefrem tale om en rig tid sidst i jernalderen; i den retning peger det fund, som her skal omtales.

Af Lars Jørgensen

Billede

Vi skal tilbage til 1870’erne. Omkring midten af tiåret modtog Nationalmuseet nogle fine bornholmske oldsager fra tiden 550-800, yngre germanertid. Afsenderen var amtmand Emil Vedel, og han ledsagede tingene med oplysning om, at de var fremkommet under stenoptagning i en række lave gravhøje ved Bækkegård i Østerlars sogn. Til alt held nærede amtmanden en levende interesse for arkæologi, han foretog adskillige udgravninger på Bornholm, og Bækkegårdfundene fik ham til at se nærmere på denne gravplads. Da han 1877 afsluttede sin udgravning på stedet, var ikke mindre end 165 skeletgrave undersøgt, og udbyttet viste sig at stå mål med anstrengelserne: der var tale om et af de rigeste danske levn fra jernalderens slutperiode og ældste vikingetid. Kvindegravene indeholdt blandt andet forgyldte bronzesmykker, armringe og perlekæder, mens de gravlagte mænd kunne være udstyret med sværd, lanser, skjolde og rideudstyr. – Andre høje, ialt 50, var derimod ved Vedels ankomst så stærkt forstyrret af stenoptagning, at han anså en udgravning af disse for formålsløs.

Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)

Udgave: Skalk 1987:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.