Festernes fest

Christian 4. brugte middelalderbyens torve og pladser til billedkunst og optræden med musik, lys og lyd. Særlige optog, kaldet »inventioner«, levendegjorde klassisk historie og mytologi, og gæsterne morede sig over parodierne og de overdrevne udklædninger. Jublen ved farverne, de rige stoffer og de kunstfærdige kostbarheder var stor - og beregnet.

De gode konjunkturer i Europa, der var fulgt efter Amerikas opdagelse, kulminerede i Danmark i 1580’erne. Adelens privilegier blev stadfæstet, og kongen udstedte love, der begrænsede forbruget af importerede varer. Godserne og formuerne voksede. Tidspunket var inde for noget virkelig storslået. Christian 4.s kroning 1596 var en udvidet kopi af faderen Frederik 2.s i 1559, som igen var kopieret efter bedstefaderen Christian 3.s i 1537. Forberedelserne havde stået på længe - og i en tid uden vore dages tekniske hjælpemidler er det forbløffende, hvor ambitiøse planerne var. Præcis hvem der stod som festens hovedarrangør fremgår ikke af arkivalierne, men de officielle beskrivelser tyder på, at der forelå en uhyre detaljeret slagplan. Alene indlogering og bespisning af mange hundrede gæster og flere tusinde ekstra heste i den lille by (Københavns befolkning var på ca 20.000 i 1596) tyder på en effektivitet i forvaltningen, som vi ikke normalt forbinder med renæssancehoffet.

Christian 4. satte pris på, at der var så mange gæster som muligt, når han fejrede noget - det kastede jo glans over både festen, ham selv og kongehuset - så der blev sendt indbydelser ud mod alle verdenshjørner. Enkelte meldte afbud, således kongen af Skotland (og senere England), hans kone, Christians søster Anna, skulle barsle, men han sendte i stedet en delegation på 60. Andre undslog sig »for deres høje alderdoms skyld«, en enkelt på grund af frygt for »tyrkisk angreb på riget«, men langt de fleste tog med tak mod invitationen. De fornemme udlændinge blev mødt ved den danske grænse og ledsaget til København af danske adelsmænd, og kongen sendte skibe til Rostock og Nyborg for at sejle gæster og deres udstyr til byen. 600 soldater havde fået til opgave at overvåge staden under festen. (Fig. 1)

En slags generalprøve var afholdt den 21. august for at indøve rækkefølgen, når de fornemme gæster skulle følges ind og ud af byen. Kongens rytteri ansås for at være det smukkeste og bedst udrustede af sin art i Europa: hofjunkerne red tre og tre, i dragter »beprydede med perler, guld og sølv og statelige fjer, fløjelske kjortler, guldkæder, sølvslagne daggerter og sværd; hestene var smykkede i panden og rumpen med røde og hvide strudsfjer, fløjlskapper broderede med guld og perler og stjernesmykker besat med ædelstene«. Efter dem red hofmænd, kongens trompetere og paukeslagere, kongens staldmestre og livdrenge, ridderne, kongen og rigens råd, i alt 307 mand. Ved indtoget til byen den 26. august deltog også kongens drabanter, 100 mand stærk, alle klædte i den oldenborgske slægts farver gult og rødt.

De nyankomne fyrster sluttede sig til optoget, også tre og tre, mens kvinderne kørte i forgyldte vogne. På vej ind til byen mødte man et opstillet fyrværkeri med 30.000 slag, og brændende fyrbolde blev skudt højt til vejrs fra voldene. Bedst som gæsterne red ind i byen, bragede kanonsalutter fra orlogsskibene. Det var den festligste optakt til kroningen, som tænkes kunne. En festbanket på slottet skulle afslutte dagen, men efter desserten lidt før midnat udbrød der brand ved Gammel Torv. Kirkeklokkerne bimlede alarm, borgere og soldater, Christian og hans gæster hastede til stedet, og ilden blev lykkeligvis slukket. 14 huse nedbrændte, deriblandt borgmesterens. En 12-årige dreng, der sov på et loft, indebrændte.

Dagen efter ankomsten hvilede man sig eller øvede ringrending. Adelsfruerne pyntede kirken med baner af guldbrokade, rød fløjl og rødt engelsk klæde. Dagen før kroningen havde Christian 4. bestilt ræve- og harejagt på Amager til sig selv og gæsterne, mens hans brødre tog imod de sidst ankomne på Roskildevejen. Blandt dem var hertug Johan Adolf af Gottorp, der skulle giftes dagen efter kroningen med Christians søster Augusta. Han medbragte et stort følge samt 674 heste.

Kroningen var Christian 4. s første store fest, og alle sejl var sat til: et kosteligt klenodie, en ny krone, var blevet fremstillet, den som stadig opbevares i Rosenborgs skatkammer. Allerede tre år forinden forelå der skitser fra den hamborgske guldsmed Jacob Moores, men det var Odense-guldsmeden Didrich Fyring, der fik opgaven. Christian 4. bar altså ikke sin fars spinkle guldkrone, som han senere måtte pantsætte og miste. Den nye krone var udført i emaljeret guld og besat med 970 ædelstene, perler og diamanter; prisen var flere millioner kroner i nutidspenge. Hans valg var egentlig lidt gammeldags: en krone åben foroven med takker omkring ligesom hans fars, til trods for at andre europæiske monarker var begyndt at anvende lukkede kroner.

Regalierne - kronen, scepteret og rigsæblet - spillede en væsentlig rolle i den højtidelige handling, der vægtede den nye konges forpligtelser. Deres symbolik er nøje beskrevet. Kronen skal være af purt guld, det reneste og fineste af alle materialer. Dette skal minde kongen - og alle - om, at deres hjerte og tanker skal være rene og pure, som Jesu lærdom. Og så videre - hver eneste detalje har sin betydning. Scepteret repræsenterer de retfærdige love og skikke, som kongen skal regere ved; også det skal være af rent guld, ligesom landets love skal være rene, hellige og humane. Rigsæblet er rundt som himlens kreds og repræsenterer hele kongeriget, som kongen skal regere over, og som hviler i hans hule hånd. (Fig. 2, fig. 3)

Klokken var næsten 12, da kroningen i Vor Frue Kirke sluttede. Den unge konge var redet ud fra Københavns Slot ved halvni-tiden om morgenen, klædt i en hvid silkedragt overbroderet med blomster i guld, sølv og alle farver silke; man kan vist gå ud fra, at hans perlebroderede, sorte fløjlskappe har været slået tilbage over skuldrene for at vise dragten. Under ceremonien i kirken blev Christian iført kroningsdragt af rød, guldindvævet silke. Da den ranke og smukke unge konge efter den højtidelige handling red ud blandt sit folk, bar han stadig sin nye krone (det var første og eneste gang, han optrådte med den) samt scepteret og rigssværdet, mens rigsæblet blev båret af rigsråd Steen Brahe på en rød fløjlspude. Kanonsalutter bragede fra byens volde og fra flådens skibe, trompeter gjaldede, og pauker tordnede. Kongens herolder kastede nyslåede mønter til folket, solen skinnede og overalt var der glæde.

På Amager Torv var rejst en enorm æresport båret af fire i træ udskårne kæmper; de var sådan indrettet, at de bøjede hovederne ærbødigt, da kongen red igennem, og samtidig dalede en engel ned og kronede Christian endnu en gang, mens liflig musik frydede øret. På Gammel Torv var der opstillet et kunstfærdigt springvand - eller springvin, skal man måske snarere sige, for det var rød- og hvidvin, der sprang fra de forgyldte rør; arrangementet var til fri afbenyttelse og fungerede indtil de efterhånden stærkt berusede brugere fik ødelagt mekanikken. En kæmpeokse fyldt og spækket med hele fasaner og andet vildt blev stegt på spid. De ivrigste sprang til med deres knive for at sikre sig lunser, og det gik vildt til - så vildt, at flere mistede fingre i kampens hede.

Det festlige efterspil varede halvanden uge og bestod blandt andet i ringrending (ringridning, som denne konkurrencesport kaldes nu til dags). Sceneriet blev mere farverigt derved, at alle var klædt ud. Den første turnering måtte udsættes, da banen ikke var færdig, og desuden var det regnvejr, men næste dag lykkedes det. Christian optrådte udklædt som paven »Sergius den Sjette« (et almindeligt fjendebillede) og senere som yndig dronning, der red i damesaddel. Et festfyrværkeri med 60.000 »ild og skud og opfarende raketter« satte punktum for festen. Scenen var da forlagt til Kronborg.

Christian 4. fik rigeligt med sorger og bekymringer senere i sin regering, men det kunne den 19-årige ikke vide. Han har nydt sin store dag og set livet ligge lyst foran sig. Det er i år netop 400 år siden, så lad begivenheden hermed være mindet.