Fem kedler og en sø

Man spidser øren og tager en dyb indånding. Fem kedler! Og findestedet, Hallebygård, ligger kun få hundrede meter fra Tissø, der som bekendt har navn efter den gamle nordiske gud Ti eller Tir, hvis dyrkelse går tilbage til tidlig jernalder, og som senere i oldtiden blev til krigsguden Tyr. Ved denne sø er der i tidens løb gjort mange oldtidsfund, og, hvis vi ellers har tolket dem rigtigt, viser de, at søen har været brugt som offerplads fra bronzealder til ind i middelalder.

På turen ned gennem det sjællandske efterårsland gør man sig allehånde forestillinger. Karrene er store – 50 centimeter over mundingen. Det kan altså hverken være bæltedåser fra bronzealder eller kasseroller fra romersk tid. Hvad skal man da vente sig.

Omsider er vi fremme ved fundet, og med det samme sander vi, hvilket mærkeligt fag arkæologien er. Et lerkarskår på størrelse med en fingernegl kan ofte fortælle sin egen alder med stor nøjagtighed, men her står vi med fem store kedler – fire af kobber og een af messing – og er ude af stand til at sige, hvor gamle de er. De kan være fra jernalderen, i hvert fald fra dens senere del, men de kan også være yngre, ja formen udelukker ikke, at de kan være fra en tid, der ikke ligger langt fra vor egen.

Marken, hvor de er fundet, er tidligere mose; få centimeter under normal pløjedybde ligger den gamle moseflade. En eftergravning på stedet afdækkede hullet, hvor de har stået, den ene inden i den anden, nede i tørven. Intet spor af emballage, ingen andre genstande. Ikke mindste fingerpeg om, karrenes alder.

Hvor stort og mærkeligt fundet end er, så kan det ikke nægtes, at dets kulturhistoriske betydning i høj grad er afhængig af, om det vil lykkes at tidsfæste det. Og helt behøver man ikke at opgive håbet. Metallet skal analyseres, og det vil måske kunne fortælle noget om, hvor materialet stammer fra, hvilket indirekte kan give oplysning om handelsforbindelserne på det tidspunkt, da karrene blev lavet. Omhyggelige målinger vil kunne afsløre, om kedlerne er hamrede, eller om pladerne er valset ud. Mens den første metode er af gammel oprindelse, kom den sidste først senere i brug.

Måske kan også selve stedet og fundforholdene give en antydning om alderen, men meget mere bliver det heller ikke. At de fem kedler skulle være tabt eller glemt kan så godt som udelukkes; de må opfattes enten som et offer eller som en »skat«, gemt i ufredstid og ikke siden hævet. I begge tilfælde er det værd at lægge mærke til, at kedlerne ikke har tjent som beholdere for noget, man ønskede at gemme. De var jo sat inden i hinanden og ma være gemt væk på grund af deres egen værdi; de er kostbarheder i sig selv. Det er et træk, som peger tilbage i tiden, muligvis mod slutningen af vikingetid eller tidlig middelalder. Vælger man offerteorien bestyrkes denne datering yderligere; i hvert fald kan den næppe sættes meget senere, fordi de hedenske guder, som man har ofret til, mister deres magt omtrent ved denne tid.

Som nævnt er der gjort en række fund, som tyder på, at der gennem meget lang tid har været bragt ofre i og ved Tissø. Fundene (sværd, spydspidser, smedeværktøj, spænder o.s.v.) er ganske vist næsten alle fremkommet ved søens modsatte bred (Se Skalk 1957,2); men hvis den offermodtagende gud har været knyttet til selve søen, som navnet Tissø antyder, skulle der jo ikke være noget i vejen for, at det nye fund også kan være tiltænkt ham.