Fastelavnsris

»Den, som kun ta’r spøg for spøg og alvor kun alvorligt«, har – som Piet Hein fortæller os – ikke rigtig forstået nogen af delene. Forfatteren Claudius Rosen- hoff (1804-69) må have tænkt i lignende baner, da han 1855 udsendte sit lille skrift »Fastelavn i dette (det nittende) århundrede«, i hvert fald har han beske kommentarer til løjerne, han beskriver. Rosenhoff var af samtiden anset for at være noget af en spidsborger – Heiberg ironiserer over ham i »En sjæl efter døden« – men næppe helt retfærdigt, han var nemlig samtidig frisindet og ikke bange for at kritisere myndighederne, hvilket irriterede disse og skaffede ham adskillige ubehageligheder. Vold mod mennesker såvel som mod dyr var ham meget imod, som det blandt andet fremgår af fastelavnsbogen. (Fig. 1)

Af Redaktionen

Forfatteren vil, siger han i indledningen til skriftet, »gøre os bekendt med den måde, på hvilken fastelavn eller rettere fastelavnsmandag fejres i hovedstaden og dens nærmeste omegn. På landet er skikkene så afvekslende i de forskellige egne, at det ville være umuligt at give noget sammentrængt tro billede deraf som helhed. Karakteren er i almindelighed gækkende, noget burlesk, stundom rå, svarende til den gerne ustadige årstid og den mangel på religiøs følelse, der naturligvis må finde sted på en om ikke festdag så dog fridag —«.

»I frugtkældrene og hos kagekonerne ser man fastelavnsris, mere eller mindre smagfulde, men alle dog glimrende af knitterguld. — I de huse, hvor man ikke har haft evne eller lyst til at købe sig en sådan udpyntet pind, eller hvor man måske har forglemt det, behjælper man sig i reglen med sæberiset. Salig dr M. Luthers bekendte birkeris er nu – Gud være lovet – så temmelig forsvundet fra den pædagogiske opdragelse, til dels vel også fra den hjemlige, og henvist til justitsen, hvor det desværre endnu må eksistere som en skamplet på vort århundrede«. (Her er som fodnote tilføjet en længere redegørelse for pryglestraffens forkastelighed). »Hvorledes fastelavnsriset egentlig benyttes, er snart fortalt. Først gælder det om at stå tidligt op. — Man lister sig ind i forældres eller foresattes sovekammer, henlægger sit pyntede symbol pænt på overdynen, og har man nu været heldig i overraskelsen, da må syvsoveren smukt give boller. — Hvorledes de erhvervede boller skulle nydes, er det andet spørgsmål. Dertil synes nu al videre anvisning overflødig«. Dog åbenbart ikke helt; den følgende side i skriftet handler næsten udelukkende om bollespisningens farer.

Skikken at slå katten af tønden, mener Rosenhoff, skyldes amagerne, der jo er »efterkommere af de i 1516 hertil af Christian den Anden indforskrevne hollændere«, og han benytter lejligheden til en indgående beskrivelse af »dette ret mærkelige folkefærd«. Først derefter kommer han til sit egentlige emne, og her dvæler han især ved de gamle dage, hvor en levende kat blev lukket inde i tønden, som derefter knustes med kølleslag. »En anden fastelavnsleg var at ophænge — en levende gås ved fødderne, og at bestryge halsen med grøn sæbe, så at den blev ganske glat. Nu red man igennem og greb gåsen så længe om halsen indtil denne endelig fulgte med, og den rytter, som beholdt gåsehalsen i hånden, blev årets gåsekonge. — Men efterhånden begyndte man at indse det urigtige og farlige i at pine levende dyr til så liden fornøjelse; og da i året 1733 sognepræsten magister Matthias Hviid ved en særlig prædiken overtalede amagerne til at lade det fare, har de også siden den tid afholdt sig derfra«. Nu sætter man i stedet i tønden en dukke, det kan være »en vanskabt kælling, en I pudserlig pjerrot — eller som en slags demonstration for eksempel en slesvigholstener -«. Bogen er jo fra tiden mellem de to slesvigske krige. (Fig. 2)