Farrisskoven

Blandt myterne i grænselandets historie har været den om Farrisskoven. Den går i nyere tid tilbage til en artikel af K.M. Hermansen i Sønderjydsk Maanedsskrift 1947 med titlen »Farrisskovens Saga«. Om skoven hedder det, at »langt ind i middelalderen lå den stadig som et uigennemtrængeligt øde og en uovervindelig hindring for færdselen, et vildnis af fyr, eg og bøg, af hassel, birk, hvidtjørn og kristtjørn; en urskov i ordets oprindelige betydning har den kæmpeskov været. Ja, så tæt var den – fortælles det – at en rytter en sommerdag ved middagstid kunne ride i skygge fra Rødding til Kalvslund Birke, og et egern kunne tilbagelægge hele vejen fra Lillebælt til Kalvslund uden at komme på jorden. Ned gennem slægterne har mindet levet om den store Farrisskov.« Det er jo en malende beskrivelse; man kan let se sådan en skov for sig.

Hermansen beretter, at skoven i gammel tid lå syd for Kongeåen og nord for Ribe Å og Gram Å. Den skal have strakt sig over et enormt område helt fra Lillebælt og ud til Farup på Ribe-egnen, altså over et 60 km langt område. Bredden var meget mindre, omkring 11 km. Han henviser til flere ældre oplysninger, således kabinetssekretæren og topografen J.P. Trap, der påpegede, at afstanden mellem kirkerne i området havde et påfaldende mønster: Der var kun korte (dvs. normale) afstande mellem kirkerne i øst-vestlig retning, hvor kirkerne lå langs med skoven, men ganske lange i nord-sydlig retning, altså på tværs af den i mellemtiden forsvundne skov. Trap nævner afstande på 6,7 km, 7,3 km, 9,2 km og 9,7 km. Undtagelser var kirkerne i Jels og Ø­dis (samt den nedrevne i Højrup), som var opført på rydninger i skovområdet.

Det skovstykke, som i dag bærer navnet Jels Skov, hed i 1858 Farrisskov på generalstabens kort, og navnet optræder også som Farrisgård, Farrislund, Farris Holt samt stationsbyen Farris. Hertil kommer Farrisbækken, som på en del af sit løb udgør en herredsgrænse. Omkring 1770 blev der fældet to mægtige egetræer, Farriskongen og Farrisdronningen, som skulle være en del af den gamle skov.

Talrige sagn om træer og ikke mindst ulve knytter sig til dette område. I vinteren 1763 gik de løs på de vejfarende, man dræbte dem i våbenhusene, og endog på gaderne i Kolding. Sagnenes sandhedsværdi kan jo nok diskuteres, men adskillige stednavne med forleddet Ulv- eller Ul- taler deres eget sprog: Ulvegalge, Ulvegraveng, Ulveløkke, Ulvemose, Ulvholm, Ulhøj, Ulvskær og mange flere. Hovedspørgs­målet er: fandtes denne skov, eller er det et romantisk fantasifoster?