Far, Verden, far vel

Gravtræerne kom for dagen ved renovering af kloakker i Vestergade, omtrent på det sted, hvor den middelalderlige byport har stået, men skønt de lå nær hinanden, skete det ikke samtidig, derimod med 50 års mellemrum, i 1945 og 1995. Træerne blev ikke fundet på plads over grave, som de oprindelig må have ligget, men genbrugt, rammet ned i undergrundssandet som underlag for et eller andet, formodentlig en svellevej. At noget sådant var nødvendigt, skyldes Køges lave beliggenhed. Byen er uden tvivl anlagt af kongen, men netop kongen havde fra gammel tid ejendomsretten til stranden op til højeste vandstandslinje, en strimmel, der her ved Køgeåens udløb var usædvanlig bred, ca 1 ½ km. Der var altså plads til staden, men den kom på det nærmeste til at ligge i havstokken. Anlæggelsen må være sket i sidste halvdel af 1200-årene, Erik Klippings og Erik Menveds tid, og skyldes vel ønsket om at styrke Østersøhan- delen. Før strandgrunden kunne tages i brug, måtte den byggemodnes, og hertil tjente et net af afvandingskanaler. Samtidig anlagdes et voldsystem, der i dette tilfælde ikke blot har skullet fungere som forsvarsværk og toldgrænse, men tillige som værn mod de frygtede, tilbagevendende stormfloder, hvor vandet i Køge Bugt kunne stige til knap 2 m over dagligt vande.

Af de nedrammede gravtræer er øverste del bortrådnet, men den nedre er bevaret i knap 1 ½ meters længde takket være undergrundssandet, der – trods den omfattende dræning – har fastholdt nogen fugtighed. Begge er af egetræ og som sagt husformede, og begge har naglehuller i de rette gavle, hvor der øjensynlig har været fastgjort et eller andet. Desuden har hver et hul i taget og ét i den flade bund; også her har åbenbart siddet nagler. For så vidt er stykkerne altså ens, men de viser to forskellige hustyper.

Det først fundne gravhus har i langvæggene nærmest gavlen tre rundbuede nicher med glughullerf?) i nicherne, men efter dem følger videre hen ad siderne noget, der tydeligvis skal forestille vandretliggende bjælker, såkaldt bulvæg. Tagfladernes sildebensornamentik må skulle illudere en form for tagbelægning, muligvis spån. Midt i den bevarede del af tagfladen ses rester af en kvist med to vinduesåbninger eller luger. Ud fra de arkitektoniske træk (de lidt flade, rundbuede nicher) og efter fundomstændighederne ville man nærmest datere gravhuset til perioden 1350-1500. Brug af tagkviste kendes ganske vist først fra slutningen af 1500-årene, men det kan ikke udelukkes, at den er ældre. En dendrokronologisk datering er forsøgt, men gav intet resultat. Antallet af årringe var for lille. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)