Fanden og gravhøjene

Det danske landskab er oversået med gravhøje fra oldtiden. Eller rettere var, for der er i flere omgange tyndet ud i bestanden. Da middelalderens stenkirker blev opført, må man gå ud fra, at umiddelbart tilgængelige sten i dyssernes kamre og randstenskæder blev anvendt som stenbrud. Det er umuligt at anslå omfanget heraf, men omkring 600 år senere ved vi bedre besked. Nogle udvalgte citater skal belyse sagen.

Af Christian Adamsen, V. Jensen

I slutningen af 1700-årene og nogle årtier frem skiftede vort landskab hurtigt og gennemgribende udseende og beskaffenhed. Landsbyfællesskabets jordfordeling var indviklet og ineffektiv: Hver gårds jordlodder lå spredt over hele landsbyens dyrkede område, uden for hvilket det fælles græsningsland befandt sig. Jordreformen, som betegnes udskiftningen, var usædvanligt fremsynet og fik mange forskellige konsekvenser – især økonomiske, og som følge deraf senere også politiske. Her er det blot oldtidsminderne, der skal ses på.

I en indberetning til Oldsagskommissionen (se Skalk 1995:5) 1808 skrev pastor Krag fra de vestfynske sogne Gelsted og Rørup følgende: »Da fællesskabet i Gelsted og Rørup sogne i Vends herred forlængst er ophævet imellem mand og mand, har samme haft til følge, at alle store stene, der sammenlagte eller oprejste i en vis orden vidnede enten om kæmpegrave, hedenske altere eller tingsteder, ere aldeles forsvundne: Den fynske bondes egennytte og erhvervelyst tillader sjælden nogen sten plads på den jord, som med nytte kan tages under ploven«. – Man kunne tro, at denne bramfri karakteristik af bønderne var uvenligt ment, eventuelt fordi præsten ikke selv var fynbo. Men pastor Krag var født i Balslev sogn, som ligger ganske tæt ved. Han har snarere været stolt af sine sognebørns flid, og i øvrigt var han selv part i sagen. Det var en naturlig nødvendighed for tidens præster at ernære sig af præstegårdens jord. (Fig. 1, fig. 2)