Fanden og gravhøjene

I slutningen af 1700-årene og nogle årtier frem skiftede vort landskab hurtigt og gennemgribende udseende og beskaffenhed. Landsbyfællesskabets jordfordeling var indviklet og ineffektiv: Hver gårds jordlodder lå spredt over hele landsbyens dyrkede område, uden for hvilket det fælles græsningsland befandt sig. Jordreformen, som betegnes udskiftningen, var usædvanligt fremsynet og fik mange forskellige konsekvenser - især økonomiske, og som følge deraf senere også politiske. Her er det blot oldtidsminderne, der skal ses på.

I en indberetning til Oldsagskommissionen (se Skalk 1995:5) 1808 skrev pastor Krag fra de vestfynske sogne Gelsted og Rørup følgende: »Da fællesskabet i Gelsted og Rørup sogne i Vends herred forlængst er ophævet imellem mand og mand, har samme haft til følge, at alle store stene, der sammenlagte eller oprejste i en vis orden vidnede enten om kæmpegrave, hedenske altere eller tingsteder, ere aldeles forsvundne: Den fynske bondes egennytte og erhvervelyst tillader sjælden nogen sten plads på den jord, som med nytte kan tages under ploven«. - Man kunne tro, at denne bramfri karakteristik af bønderne var uvenligt ment, eventuelt fordi præsten ikke selv var fynbo. Men pastor Krag var født i Balslev sogn, som ligger ganske tæt ved. Han har snarere været stolt af sine sognebørns flid, og i øvrigt var han selv part i sagen. Det var en naturlig nødvendighed for tidens præster at ernære sig af præstegårdens jord. (Fig. 1, fig. 2)

Landboreformerne ændrede bondesamfundets folketro og forestillingsverden inden for én generation. Det har den flittige landbrugslærer og -forfatter Christen Christensen givet et morsomt og overraskende direkte eksempel på i erindringsbogen »Min livsførelse og virksomhed« fra 1918. Christensen var bondefødt 1844 i Ørslev sogn nær Høng i Vestsjælland. Om bedstemoderen skrev han: »Min farmoder var, syntes vi, meget gammeldags. Jeg var dog inde hos hende mindst en gang daglig, thi hun var altid så meddelsom, og hun gav mig ofte et stykke sukker og en bid mad. Navnlig de lange vinteraftener søgte jeg og vore to karle ofte ind til hende, og hun sang da gamle viser og fortalte mange ting for os. Der var viser (kæmpe- og folkeviser) på ca 100 vers, som hun kunne udenad, men jeg kan desværre ikke huske navn på nogen af dem. Hun fortalte om en »høv« (høj), der lå en halv mil fra os, og som beboedes af »underjordiske«, der gemte på en stor skat. Hun forsikrede os, at denne »høv« en gang imellem hævedes i vejret på 4 gloende søjler, og så dansede »høvfolket« lystigt under og udenfor den«.

Før udskiftningen (som i Ørslev fandt sted 1802) har man holdt sig til trygheden, gårdklyngen i landsbykernen, og efter mørkets frembrud havde man aldeles intet at komme efter på overdrevet. Det er klart, at sagn som dette, hvoraf der kendes adskillige tilsvarende i mange varianter, har haft afskrækkende virkning på »højbrydere«. I hvert fald indtil udskiftningen indtraf, gårdene udflyttedes eller jorden i det mindste blev omfordelt. Med ét slag blev overtroen gammeldags; dens begrundelse forsvandt. Christen Christensens bedsteforældre og forældre repræsenterede den gamle og den nye tid. I det gamle landbrugssamfund sørgede overtroen for beskyttelsen af gravhøjene. En folkemindesamler ville måske udtrykke det modsat: Så længe højene bestod, levede overtroen.

I indledningen til Oehlenschlågers poetiske Sankt Hansaften-spil (1802) kommer Harlekin ind på scenen og styrter næsten snublende op ad en høj med ordene:
De gravhøje skulle Fanden flytte!
De står her og gør ikke den mindste nytte! Det er en levning af barbariet;
Jeg tror jeg skal klage for politiet.
Det blev nu ikke nødvendigt at involvere nogen af de nævnte instanser. Det sørgede udviklingen så udmærket for alene.