Faldt ned og brast

Sidst i august 1699 døde kong Christian 5. Og den 12. november røg den store klokke i Kalundborgs Vor Frue kirke ud af sit ophæng, slog hul i tårnmuren og endte med et brag nede på kirkegården; ingen kom noget til, men klokken var ødelagt. Forbindelsen mellem de to begivenheder – kongens død og uheldet i Kalundborg – finder man i en bekendtgørelse udstedt umiddelbart efter dødsfaldet: »Anordning om ringen med klokker over al Danmark og Norge for salig og højlovlig ihukommelse kong Christian den Femte, så og forbud på spil og leg i kirkerne og udenfor«. Bestemmelsen skulle gælde »indtil videre« og foreskrev ringning i fire timer om dagen. Hvornår kimeriet hørte op, vides ikke, men efter to og en halv måned blev det altså for meget for klokken i Kalundborg.

Af Bent Schiermer Andersen

Først nogle år efter, i 1702, blev der taget initiativ til at give Vor Frue en ny klokke. Man tilkaldte en københavnsk klokkestøber, mester Steffen Scherrenbein, som fik hvervet overdraget; hvorfor valget netop faldt på ham, står ikke klart, men formodentlig har han været kendt for sin dygtighed. I løbet af maj samme år blev den nye klokke støbt og, »Gud være lovet, lykkelig til sit sted udi tårnet befordret — «. Her hænger den endnu i dag.

Oplysningerne om mester Steffen er meget sparsomme; vi ved, at han 1691 fik borgerskab i København, hvor han i hvert fald en tid boede på adressen Klareboderne 4. Anderledes godt er vi til gengæld underrettet om selve klokkestøbningen. Hertil bidrager ikke blot vor almindelige viden om dette særlige håndværk (se Skalk 1978:3), men også materiale fremdraget af Kalundborgs kirkeinspektions arkiv. Det lader os – takket være en omhyggelig regnskabsfører – nøje følge arbejdet med byens nye klokke.

Som arbejdsplads fik Scherrenbein anvist et område ved en anden Kalundborgkirke, nemlig på Skt Olai kirkegård kun få hundrede meter fra Vor Frue. Her opbyggede han hele det udstyr, der krævedes til den omstændelige støbeproces; smelteovn, rende og klokkeform. Fra ovnen skulle den flydende malm ledes ad en lerforet rende til overkanten af støbeformen, der opførtes i en grube tæt ved ovnen (Fig. 1). Til disse dele var indkøbt mursten, 250 hele og 800 halve, foruden et par hundrede Flensborgklinker. Det var imidlertid ikke så meget ovnen som fremstillingen af selve formen til klokken, der satte Scherrenbeins færdigheder på prøve.