Fænødolken

Både råstoffet, dvs. flinten, og fremstillingsstedet er utvivlsomt dansk, men dolken er alligevel meget berejst. I forbindelse med verdensudstillingen i Paris 1889 blev der afholdt en international arkæologisk kongres. Museet i København medbragte en udstilling, dels et antal farvelagte plancher, dels omkring 400 danske oldsager i tre montrer. Omkring halvdelen var kopier og den anden halvdel stammede fra private samlinger.

Årsagen var, som det senere blev formuleret, at »Nationalmuseet ikke kan udstille af sine egne sager, idet disse ikke må fjernes fra Prinsens Palais.« (Siden har Gundestrupkedlen sejlet i motorbåd over Venedigs lagune, Solvognen har været på køretur til Stockholm, Tissøhalsringen var på visit i Århus og det rekonstruerede guldhorn kunne ses i Jelling. Hvorfor være så urolig?).

Vel, Hindsgavldolken indtog stjerneplaceringen i den parisiske stenaldermontre. Ved denne lejlighed blev museets direktør Sophus Müller opmærksom på pragtdolkens – og flere af de andre privatejede oldsagers – kvaliteter og indledte forhandlinger med ejerfamilierne. Kort efter kunne kammerherreinde Sophie Brockenhuus-Schack fra Giesegård meddele, at en aftale var faldet på plads: Hendes nevø, Hindsgavl-ejerens søn Frederik Niels Basse Fønss, var »villig til at overlade museet sin skjønne flintdolk, dog med det forbehold, at han kan forlange den tilbage, når han ønsker det; sandsynligvis vil dette dog ikke ske«.

I slutningen af januar 1890 blev dolken bragt til København, hvor den lige siden har været udstillet. Bad Sophus Müller mon om at låne nogle bestemte oldsager til Paris for lettere at kunne erhverve dem senere? Det må forblive en gisning, men Müller gjorde ikke ret meget tilfældigt.

I 1922 døde hofjægermester Basse Fønss kort efter nedlæggelsen af stamhuset Hindsgavl, og efter en korrespondance med boets eksekutorer og arvinger fandt man frem til en endelig overdragelse af flintdolken mod et beløb af 1000 kr. Kort før jul 1923 gik Undervisningsministeriet ind på at dække Nationalmuseets udlæg under finanslovens konto § 19.A.VII.C.2.g (forskellige og tilfældige udgifter).

Om findestedet vidste man fortsat intet andet end »ved Hindsgavl«. Så sent som i 1975 indkøb der imidlertid nye oplysninger. Blikkenslager Tonni Christensen kunne meddele, at den oldsagsinter-esserede Johannes Jacobsen engang havde fortalt ham, at dolken blev fundet på øen Fænø af en lille pige og hendes mor på vej hjem fra markarbejde; fundstedet kunne han også udpege på et kort.

Knap fyrre år ældre var imidlertid et notat i læge Ehlerts oldsagskatalog, som man samme år blev opmærksom på. I marts 1937 besøgte lægen fisker Guldbrandt, Hindsgavl, og beså dennes samling. Fiskeren kunne berette, at dolken var fundet omkring 70 år tidligere (dvs. engang i 1860’erne). »Finderen levede endnu og boede i nærheden. Han gik som lille dreng med sin mor på en mark, hvor kornet lige var høstet, og pludselig tog han så noget op fra marken og sagde sådan noget som: »Næ, mor, sikken en fin sten jeg fandt«. Det var på »Kæmpemarken« på sydsiden af Fænø.« Godsinspektøren var i nærheden »og købte den straks af drengen for en daler og forærede den til fruen på Hindsgavl.« De to fundhistorier er, bort set fra barnets køn, så samstemmende, at der er grund til at fæste lid til oplysningerne.

Godsejerfruen på Hindsgavl forærede, ifølge fiskeren, senere dolken videre til en general, hvis samling senere kom til Giesegård ved Ringsted. Om det sidste forløb er korrekt beskrevet, er nu tvivlsomt. Ejerne af de to herregårde var nemlig beslægtede, og at fruen på Giesegård i 1890 betragtede dolken som sin Hindsgavl-nevøs ejendom, viser hendes brev til Sophus Müller. I 1922-23 holdt Basse Fønss’ arvinger på det samme.