Fægård og lægård
Vikingetidens og den tidlige middelalders gårde og landsbyer var længe blot luftige fantasier hos museernes udgravere. Det er kun en snes år siden, at der ved storstilede udgravninger i Midt- og Vestjylland for første gang blev afdækket betydelige arealer af sådanne landbebyggelser. Spor af beboelseshuse, stalde, værksteder og indhegninger dukkede frem i et antal, man ikke havde turdet drømme om. De nye fund affødte mange spørgsmål, særligt om hvordan anlæggene havde fungeret.
Af Annette Hoff
Et af de kildesteder, man med fordel kan vende sig til for at hente inspiration, er de såkaldte landskabslove, de middelalderlige retsboger, som er knyttet til hvert sit landskab: Jylland (med Fyn), Sjælland og Skåne (med Halland, Blekinge og Bornholm). Tilsvarende love kendes fra andre lande.
I lovene findes der anvisninger til løsning af mangfoldige praktiske konflikter i datidens landbrugssamfund. Det har imidlertid længe været kendt, at der optræder ældre og nyere bestemmelser side om side i retsbøgerne. »Højmand kan ikke arve«, meddeler Skånske Lov således - en bestemmelse, som synes uden mening på den tid, da loven blev nedskrevet (1202-16). Gravlægning i høj udgik jo med kristendommens indførelse. Et tilsvarende tidsmæssigt paradoks optræder i den yngste af landskabslovene, Eriks Sjællandske Lov (nedskrevet midt i 1200-årene), hvor der blandt de bevisformer, hvormed man kunne bevise sin uskyld, optræder jernbyrd. Det er en fællesbetegnelse for at gå på plovjern, at bære jern og at kaste jern i et kar (trugsjern) - alt naturligvis gloende varmt. Klarede man prøven, var man uskyldig. Ved pavelig beslutning var det imidlertid allerede 1216 forbudt gejstlige at medvirke ved jernbyrd; i stedet gik man over til nævningesystemet, hvor der blandt andet anvendtes vidner for at finde frem til den skyldige.
Det står således klart, at forældede og gyldige retsbestemmelser optræder side om side i lovene, og det kan forekomme besyndeligt for en nutidig betragter. Forklaringen ligger i den middelalderlige retsdannelses grundlæggende princip, hvorefter man ikke ændrede ældre lovbestemmelser, men i stedet blot tilføjede de nye. (Fig. 1)
Fig. 1. Det såkaldte Heidelberg-håndskrift af den middelalderlige tyske retsbog Sachsenspiegel er rigt illustreret. Billedet viser tre af de steder, hvor man havde sin fred: i kirken, ved møllen og bag ploven. - Efter von Riinsberg.
Lovbøgerne blev nedskrevet af kirkens mænd, som samtidig føjede principper fra den såkaldte kanoniske (kirkelige) ret til den gamle mundtlige retstradition. For at komme de ødelæggende slægtsfejder til livs indførtes således mandebod, en bødebetaling til afsoning af drab. Kong Knud 6., den første kirkeligt salvede konge, indførte i år 1200 en manddrabsforordning for Skåne, som var særligt plaget. Herefter skulle hver mand kunne færdes i fred »i hans hus, eller mens han pløjer, eller hvor han har taget ophold efter at have sat sit spyd og lagt sit skjold«. Denne såkaldte gudsfred, som i sagens natur også var kirkeligt inspireret, gjaldt ifølge lovbøgerne også i kirken og på kirkegården, i leding, på tinge og på tingvej, i købstaden samt i det herred, hvor kongen opholdt sig; lokaliteterne afviger noget i de forskellige retsboger. Skete der alligevel drab eller andre grove lovbrud, skulle gerningsmanden idømmes orbodemål, bødeløs sag. Denne straf synes at have afløst mandeboden og medførte fredløshed: Drabsmanden blev udelukket fra samfundslivet, mistede sin ejendom, mens hans hustru blev betragtet som enke og børnene som faderløse. Han kunne dog ved senere fredkøb generhverve sin fred. I nogle af disse lovbestemmelser får vi præsenteret et glimt af gården og dens bestanddele. I Eriks Sjællandske Lov er det således fastsat, at fredløshed udløses af manddrab »hjemme på en mands ejendom, enten i lægård eller fægård eller ladegård eller mølle«. Derimod var der kun bødestraf for ildspåsættelse »i bondens hus eller i hans lægård eller i lade eller i fæhus«.
Valdemars Sjællandske Lov, nedskrevet i 1100-årenes anden halvdel, formulerer det på denne måde: »Men begiver en mand sig hen og sætter ild med vilje i en anden mands ejendom, enten i hans lægård eller i hans fægård eller i hans mølle eller i et fæhus, som han har på marken, da skal han godtgøre bonden den skade, han har lidt, og bøde fyrretyve mark til ham og fyrretyve mark til kongen. —« (Fig. 2)
Fig. 2. Valdemars Sjællandske Lovs tredje bog begynder ved det store H og lyder (moderniseret): »Hvilken mand farer hjem til anden mand og dræber ham i hans eget hus eller i hans lægård eller i hans fægård eller i hans ladegård eller endog på kirkegården, da er det orbodemål«. Håndskriftet er skrevet omkring 1300 af Johannes Jyde, antagelig i Sorø Kloster. - Fot: Suzanne Reitz, Det Arnamagnæanske Institut, København.
De fleste udtryk er umiddelbart forståelige, men to indgår ikke i moderne dansk - fægård og lægård. Fægårds forled viser, at det har været et indhegnet område til dyrene - måske nær gårdens stalde, som i vikingetiden ofte var separate bygninger. Der ville man kunne håndtere dyrene udendørs, uden at de anrettede skade på afgrøder, staklader eller andet på gårdens indhegnede område, toften. Ved Steen Hvass’ udgravning i Vorbasse (se Skalk 1984:3) er der på indersiden af en gårds hegn fundet indhegninger, som kunne være sådanne fægårde eller »gårdfolde«. Lovene findes i forskellige udgaver, og ordet lægård er stavet påfaldende varieret. (Fig. 3, fig. 4)
Fig. 3. Grundplan af Vorbasse-gård fra sen vikingetid med husomrids, hegnsgrøfter og aflukker, der kan svare til lovbøgernes fægårde. Flere forskellige byggefaser er repræsenteret. - Bearbejdet efter Hvass 1980.
Fig. 4. Ved Vorbasse-udgravningen er der i flere tilfælde fundet hegnsgrøfter, som er spor efter indhegninger - sikkert lovbøgernes lægårde - i direkte tilknytning til gavlindgange i de krumvæggede hovedbygninger. - Bearbejdet efter Hvass 1980.
Det viser, at man i middelalderen ikke har forstået ordet - at realiteten bag det ikke længere eksisterede. En gennemgang af middelalderens skriftlige kilder bekræfter dette, idet ordet lægård - og i øvrigt også fægård - med en enkelt undtagelse fra 1426 ikke optræder i skriftsproget. En forklaring kan være, at den flerlængede gård efterhånden var vundet frem, og at den lukkede gårdsplads eller i det mindste vinklen mellem to af længerne overflødiggjorde det gamle plankebyggede læhegn - lægården. Igen skal vi til Vorbasse, hvor der ved hovedbygningen i den nævnte gård fandtes spor af en indhegning i tre på hinanden følgende faser. Den må derfor være bevidst og ikke en tilfældighed. Mon ikke det er lægården, der her er fundet?
Der er meget andet at læse om gården i retsbogerne, for eksempel at husene kunne låses, og der findes oplysninger om hustyper og bohave. Men først ved sammenstillingen med arkæologiens resultater kan man begynde at se det for sig.
