Fægård og lægård

Et af de kildesteder, man med fordel kan vende sig til for at hente inspiration, er de såkaldte landskabslove, de middelalderlige retsboger, som er knyttet til hvert sit landskab: Jylland (med Fyn), Sjælland og Skåne (med Halland, Blekinge og Bornholm). Tilsvarende love kendes fra andre lande.

I lovene findes der anvisninger til løsning af mangfoldige praktiske konflikter i datidens landbrugssamfund. Det har imidlertid længe været kendt, at der optræder ældre og nyere bestemmelser side om side i retsbøgerne. »Højmand kan ikke arve«, meddeler Skånske Lov således – en bestemmelse, som synes uden mening på den tid, da loven blev nedskrevet (1202-16). Gravlægning i høj udgik jo med kristendommens indførelse. Et tilsvarende tidsmæssigt paradoks optræder i den yngste af landskabslovene, Eriks Sjællandske Lov (nedskrevet midt i 1200-årene), hvor der blandt de bevisformer, hvormed man kunne bevise sin uskyld, optræder jernbyrd. Det er en fællesbetegnelse for at gå på plovjern, at bære jern og at kaste jern i et kar (trugsjern) – alt naturligvis gloende varmt. Klarede man prøven, var man uskyldig. Ved pavelig beslutning var det imidlertid allerede 1216 forbudt gejstlige at medvirke ved jernbyrd; i stedet gik man over til nævningesystemet, hvor der blandt andet anvendtes vidner for at finde frem til den skyldige.

Det står således klart, at forældede og gyldige retsbestemmelser optræder side om side i lovene, og det kan forekomme besyndeligt for en nutidig betragter. Forklaringen ligger i den middelalderlige retsdannelses grundlæggende princip, hvorefter man ikke ændrede ældre lovbestemmelser, men i stedet blot tilføjede de nye. (Fig. 1)