Eva og ovnen

1995 fik Viborg Stiftsmuseum lejlighed til at foretage udgravninger ved og i det gamle Svaneapotek. I baggården, hvor nye bygninger ønskedes opført, håbede vi at finde tykke kulturlag fra både middelalder og nyere tid. Det kvarte årtusinde, hvor der havde været apotek, burde have sat sig spor. En række søgegrøfter blev udlagt, men resultatet skuffede. Efter en enkelt dags arbejde kunne den udendørs virksomhed indstilles; det ganske vist metertykke muldlag indeholdt intet af særlig interesse. Et spor af apotekerdriften blev dog påvist ved amtets miljøundersøgelse; en massiv kviksølvforurening.

Resten af undersøgelsen kunne foregå under tag. Udgravningen i kælderen gjorde det klart, at der tidligere har været direkte adgang fra torvet gennem mindst to døre; kælderrummet har vel været indrettet med boder for håndværkere eller handlende. Apotekets nærhed viste sig gennem et primitivt dræn, en rende gravet i gulvet langs med væggene og fyldt med ituslåede beholdere af glas, fajance og lignende, åbenbart affald fra mange små uheld under omgangen med piller og salver. Det var imidlertid ikke her, men ved en af kældernedgangene, vi gjorde det omtalte fornemme fund; en grålig, flad sten anbragt som tærskel i en nu tilmuret døråbning. Som den lå der i sit naturlige leje, bedømte vi materialet til at være klæbersten, men det harmonerede ikke rigtig med dateringen af kælderen til ca 1550; genstande af klæbersten plejer at være fra vikingetiden. Som udgravningen skred frem, blev det muligt at få en hånd ind under stenen og føle på den nedadvendende side; den virkede reliefhugget. Et spejl blev skubbet ind, og med lidt god vilje kunne vi se en mandsperson med en stor næse og et sværd eller scepter i hånden. Stenen blev taget ud 22. december som et særligt bidrag til julestemningen. Materialet var ganske rigtigt klæbersten, men den afbildede person var ingen mand, men biblens Eva siddende med sin håndten. Scenen er velkendt i datidens billedverden.

Stenpladen er 58 cm høj og 10 cm tyk. Den oprindelige bredde kan ikke måles, for stykket er knækket på langs, og ca en tredjedel mangler, men fortsætter vi buen, som danner billedfeltet, får vi et breddemål omkring 40 cm. Motivet er udført i højt relief, og skønt kvindens ansigtstræk umiddelbart synes noget plumpe, må man anerkende den håndværksmæssige udførelse, der er særdeles fin og detaljeret. Inden for den buede ramme ses Eva siddende på en brændeknude eller huggeblok. I venstre hånd holder hun håndten og opstander, mens hun med højre løfter op i kjolen, så man lige aner sko og strømper. På den måde kan varmen fra en ildpotte på gulvet foran hende stige op og lune benene. Dragten ses tydeligt, den består af en underkjole med tætsluttende ærmer og en ærmeløs overkjole. Forneden på overkjolen og i ærmegabet er en bred kant med svage riller - måske en bræmme af skind. Om livet har hun et bælte, til hvilket er knappet en pung. Hun bærer den gifte kvindes hovedlin, som hænger løst ned over skuldrene. (Fig. 3)

Kunstneroriginalitet var et ukendt begreb i middelalderen. Man kopierede gladeligt, som det ses ved nærmere studium af kalkmalerier og alterbilleder - og Viborgpladen, for den er ingen undtagelse. Den spindende Eva optræder ofte i kalkmaleriernes skildringer af de første menneskers jordeliv efter uddrivelsen af paradiset. Således i den nordsjællandske Nødebo Kirke, hvor billederne er dateret til 1350-75; her sidder Eva og spinder, omgivet af en talrig børneflok. Hun er iført en ærmeløs overkjole, en underkjole med lange snævre ærmer, og hun bærer den gifte kvindes hovedlin, alt som på Viborgpladen. Håndten og opstander blev symboler på kvindens arbejde, ja næsten en del af hendes personlighed. Et minde om dette finder vi i udtrykket »spindesiden«.

At ildpotten er kommet med på billedet er måske ikke helt tilfældigt, pladen har nemlig hørt til en bilæggerovn. Princippet i denne ovntype, der opstod i løbet af middelalderen, og som har holdt sig helt op mod vor tid om end i en lidt anden udformning, var, at den udnyttede varmen fra bygningens centrale ildsted, det hvor madlavningen foregik. Herfra kunne man gennem et hul i muren skubbe gløder ind i bilæggeren og derved opvarme naborummet. Umiddelbart er der ikke meget ved Viborgpladen, der leder tankerne i den retning, men studerer man den nærmere, opdager man konstruktive detaljer, som genfindes på bilæggerovne af metal. Ned gennem den bevarede sidekant løber en tre centimeter bred fure; i en ikke bevaret tilstødende plade må have været en vulst, som har passet hertil. De to plader må tænkes sammenstillet, så de dannede en ret vinkel. I overkanten af den bevarede ses en skråtstillet rille med hul for enden, og man må forestille sig en tilsvarende i den anden plade; her har siddet en stor jernkrampe, som har holdt sammen på det hele, så det ikke faldt fra hinanden. Når overpladen var lagt på, har krampen været skjult. (Fig. 4, fig. 5)

Som det ser ud i øjeblikket, er pladen fra Viborg enestående. Forespørgsler i Norge, hvor klæbersten forekommer naturligt, og som vi derfor antager er vor ovns hjemland, har været negative; man kender godt nok klæberstensovne, men de dateres til 1600-1700-årene og er altså betydeligt yngre end Viborgovnen. Kigger man på de samtidige jernovne, kan man derimod finde gode paralleller. Den ældste komplette jernovn står på Coburg Slot, og der kendes ovnplader fra andre steder i Tyskland. De er i lighed med Viborgstykket dekoreret med religiøse motiver, som oftest helgener. Når vi når op i renæssancen, bliver jernovnene mere almindelige - stadig med troens billeder, men nu i form af hele scener med mange personer og som regel en arkitektonisk baggrund. En anden opvarmningsmulighed i renæssancen var den brændefortærende kamin, og her benyttede man faktisk klæbersten, om end langtfra almindeligt. På Krabbesholm ved Skive er bevaret en kaminvange udformet som en kvinde, der sidder på en konsol i skikkelse af et løvehoved. Her er det næppe stenens varmebevarende egenskab, der har talt, snarere det letbearbejdelige materiale.

1584 befalede Frederik 2. lensmanden på Bergenhus at sende »den bergensten, der bruges til skorsten« til Helsingør, men det fremgår ikke, om det var til en kamin eller en ovn, den skulle anvendes. Lidt mere oplysende er omtalen af en ovn på Rosenborg. En af Christian 4.s mange gæster har 1623 i sin dagbog noteret, at han foran en sandstenskamin i kongens forstue på første sal så en ovn af »nogle bløde hvide sten, som giver stor hede fra sig uden at springe«. Det var ikke ualmindeligt, at man ved siden af kaminen havde en ovn, som kunne hjælpe med til at opvarme de ofte store rum. Fra slutningen af 1700-årene har vi flere klæberstensovne bevaret, således én i Liselund på Møn. Den står i havesalen, og som et kuriosum kan nævnes, at den har en pendant uden aftræksrør, hvad den heller ikke behøver, da den er af træ og altså kun til glæde for øjet. Klæberstensovne findes altså om end ikke almindeligt, men vor er stadig - alderen taget i betragtning - enestående. (Fig. 6)

Klæbersten er en meget blød bjergart, som kan bearbejdes med en kniv. I sine nordiske hjemlande, Norge og Sverige, har den været anvendt til våben og redskaber siden stenalderen. Man skulle tro, at brugen af klæber faldt bort, da bronzen indfandt sig, men den lethåndterlige sten viste sig at være et fortrinligt råmateriale til støbeforme. I vikingetiden tog brugen fart, nu især til store kar af en lav bolletype uden standflade. Ganske sigende har man i Norge og Sverige også et andet navn for klæberstenen, nemlig grydesten (grøtstein/grytsten). Det er som grydesten, vi oftest træffer klæberen i Danmark, og det sker tit, hvor vikingetidsbopladser er under udgravning; på de fleste finder man skår af denne slags. Mange af dem viser huller efter klinkning, og nogle ses at være genbrugt til tenvægte og støbeforme; materialet har altså været anset for værdifuldt. Man kender over 100 klæberstensbrud i Norge og Sverige. De to lande har kunnet glæde sig ved en sikkert ganske indbringende industri.

Det har været god latin at sige, importen af klæbersten hører op, når vi kommer frem til middelalderen, men helt holder det ikke stik; den bløde, lidt fedtede sten optræder stadig i fundene om end i mindre mængde. I udgravningerne ved Viborg Søndersø (se Skalk 1982:5) blev fundet i alt 12 stykker klæbersten fra ca 1000-1300, og det kan udelukkes, at der er tale om indblanding fra ældre lag. Et af skårene, der har ansats til hank, har nok hørt til en slags kasserolle. Lignende fund er gjort andre steder i landet. Fra Randers stammer en lille timeglasformet oljelampe og fra Horsens en lidt større lampe.

Også i kirkerne findes der middelalderlig klæbersten. I Ørslev ved Middelfart er således et stort kar af form som vikingetidens sat på en muret fod og anvendt som døbefont. I Vestervig Kirke, Sydthy, og i kirken på øen Hven, som nu hører til Sverige, har man importerede fonte af klæbersten; dateringen af de to er lidt usikker, men peger mod 1200-tallet. Typen har i Norge sin største udbredelse i egnene øst for Oslo- fjorden, og når klæberens hjemland nu er på tale, skal det lige nævnes, at domkirken i Trondheim er bygget af klæbersten. Jo, klæberstenen har været kendt og benyttet både i middelalderen og nyere tid; selv i dag kan man støde på klæberstens-brændeovne i det lokale pejsemarked. Det er en import med meget dybe rødder. (Fig. 7)

Ovnpladen fra Svaneapoteket i Viborg endte på det forsmædeligste som brolægning i en døråbning; her er den daglig trådt under fode af de besøgende i boden. Hvor denne luksusvare oprindelig har befundet sig, får vi aldrig at vide, men det må have været hos en af 1500-årenes mest betydningsfulde viborgensere. Ovne, de være sig af klæbersten eller jern, har været meget kostbare på den tid, det er derfor vi kender så lidt til dem. Vil man vove et gæt, er Viborgbispen nok et godt bud. (Fig. 8)