
Etagebyggeri?
Bopladsudgravninger kan stille ganske store krav til forestillingsevnen hos den besøgende, der måske får forevist forskellige mørke pletter med den forklaring, at her har ligget et karakteristisk langhus fra den og den oldtidsperiode. De mørke farvninger i udgravningsfeltet er spor efter gamle opfyldte nedgravninger – stolpehuller, hvori har stået jordgravet hustømmer, eller gruber, hvor man har taget ler og senere fyldt affald i – og det er netop det, som er den drilske udfordring: Pletterne er spor efter det, der blev gravet ned i jorden, men hvad man oftest gerne vil vide noget om, er det, der har raget op over jorden. Dette paradoks skal der i det følgende ses nærmere på.
Af Benny Staal

I sommeren 1995 foretog museet i Vordingborg ret omfattende udgravninger på det sydlige Stevns ved Tystrup. Anledningen var, at Fakse Losseplads skulle have udvidet sit areal, men forinden blev der mulighed for at foretage arkæologiske sonderinger. Efter prøveundersøgelserne koncentreredes udgravningerne til tre områder, tilsammen omfattende mere end 40.000 kvadratmeter. Det var især tomter af langhuse, indhegninger og småbygninger, der blev fundet. I et af områderne fandtes spor efter en halv snes langhuse, men på grund af bygningernes placering i forhold til hinanden kan det sluttes, at der er foretaget mange udskiftninger, således at der næppe har ligget mere end to eller tre gårde samtidig. Keramikfund viser alderen: romersk jernalder, særligt dennes senere del.
Fire stolpeformationer adskilte sig tydeligt fra de øvrige ved deres form. Tre af dem var ret ens; de har hver bestået af tolv stolper, sat symmetrisk: tre rækker med fire i hver; det hele målte lidt over fire meter på den længste led. På grund af denne stolpesætning kan man formode, at gulvet i disse bygninger har været hævet et godt stykke over jordoverfladen – men det er selvfølgelig uvist hvor meget. Selve grundplanen er ikke ukendt; tilsvarende stolpehulsmønstre er tidligere fundet ved udgravninger på Lolland, ved Tåstrup, samt flere steder i Holland og Tyskland. Et af disse fund – fra den nordvesttyske bebyggelse Flögeln – har givet et afgørende fingerpeg om funktionen. Der var tale om et brændt anlæg, og forkullede kerner af korn og andre afgrøder viste, at en tolkning som forrådshus er rimelig.
Fra historisk tid kender man mange steder i Europa forrådsbygninger med hævet gulv, om end det er forskelligt, hvad man har opbevaret i dem. Fordelene ved at have gulvet i stor højde er indlysende: Jordens fugtighed undgås, og adgangen for skadedyr besværliggøres. Sædekorn til forårssåningen kunne være et bud på, hvad man har ønsket at opbevare så omhyggeligt. (Fig. 1, fig. 2)
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Romersk jernalder (0 til 374)
Udgave: Skalk 1997:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Bronzestøberens hus

Sveberknuden

Inden Esbjerg

Da himlen faldt ned

