Etagebyggeri?
Bopladsudgravninger kan stille ganske store krav til forestillingsevnen hos den besøgende, der måske får forevist forskellige mørke pletter med den forklaring, at her har ligget et karakteristisk langhus fra den og den oldtidsperiode. De mørke farvninger i udgravningsfeltet er spor efter gamle opfyldte nedgravninger - stolpehuller, hvori har stået jordgravet hustømmer, eller gruber, hvor man har taget ler og senere fyldt affald i - og det er netop det, som er den drilske udfordring: Pletterne er spor efter det, der blev gravet ned i jorden, men hvad man oftest gerne vil vide noget om, er det, der har raget op over jorden. Dette paradoks skal der i det følgende ses nærmere på.
Af Benny Staal
I sommeren 1995 foretog museet i Vordingborg ret omfattende udgravninger på det sydlige Stevns ved Tystrup. Anledningen var, at Fakse Losseplads skulle have udvidet sit areal, men forinden blev der mulighed for at foretage arkæologiske sonderinger. Efter prøveundersøgelserne koncentreredes udgravningerne til tre områder, tilsammen omfattende mere end 40.000 kvadratmeter. Det var især tomter af langhuse, indhegninger og småbygninger, der blev fundet. I et af områderne fandtes spor efter en halv snes langhuse, men på grund af bygningernes placering i forhold til hinanden kan det sluttes, at der er foretaget mange udskiftninger, således at der næppe har ligget mere end to eller tre gårde samtidig. Keramikfund viser alderen: romersk jernalder, særligt dennes senere del.
Fire stolpeformationer adskilte sig tydeligt fra de øvrige ved deres form. Tre af dem var ret ens; de har hver bestået af tolv stolper, sat symmetrisk: tre rækker med fire i hver; det hele målte lidt over fire meter på den længste led. På grund af denne stolpesætning kan man formode, at gulvet i disse bygninger har været hævet et godt stykke over jordoverfladen - men det er selvfølgelig uvist hvor meget. Selve grundplanen er ikke ukendt; tilsvarende stolpehulsmønstre er tidligere fundet ved udgravninger på Lolland, ved Tåstrup, samt flere steder i Holland og Tyskland. Et af disse fund - fra den nordvesttyske bebyggelse Flögeln - har givet et afgørende fingerpeg om funktionen. Der var tale om et brændt anlæg, og forkullede kerner af korn og andre afgrøder viste, at en tolkning som forrådshus er rimelig.
Fra historisk tid kender man mange steder i Europa forrådsbygninger med hævet gulv, om end det er forskelligt, hvad man har opbevaret i dem. Fordelene ved at have gulvet i stor højde er indlysende: Jordens fugtighed undgås, og adgangen for skadedyr besværliggøres. Sædekorn til forårssåningen kunne være et bud på, hvad man har ønsket at opbevare så omhyggeligt. (Fig. 1, fig. 2)
Fig. 1. Grundplan af »almindeligt« forrådshus (herover) og af den kraftigt konstruerede bygning (til højre).
Fig. 2. Forrådsbygning fra den spanske provins Asturien. Mellem de bærende søjler og gulvet er indsat stenfliser som værn mod mus. - Efter Haarnagel.
Det fjerde anlæg, som lå på det højeste punkt i gårdklyngen, gav anledning til megen undren. Her var femten svære stolper anbragt svarende til de ovenfor beskrevne, men med fem i hver række, og på den ene side var desuden et forløb af parvise stolpehuller, som kan være sporene af et fundament til en trappe eller rampe. Hele konstruktionen forekommer at være unødvendigt kraftig, især når man sammenligner med tolvstolpehusene, så tankerne begyndte at kredse i højere luftlag end sædvanligt. Kunne der ligefrem være tale om en tårnagtig bygning?
Der måtte inddrages eksperthjælp for at komme videre med problemet. Civilingeniør i bærende konstruktioner ved Danmarks Tekniske Universitet Carsten Pedersen kom os til hjælp og har foretaget forskellige beregninger. Der skulle tages hensyn til undergrundens beskaffenhed, tømmerets dimensioner, vindtryk og andre forhold. Resultatet er overraskende, at tømmerkonstruktionen kan have haft en højde på 15 meter. Nu er der selvfølgelig på ingen måde noget bevis for, at den virkelig har været så høj, men at bygningen har været kraftigere og vel også højere end de øvrige, synes klart. Hvorfor?
Stevns er det område i Danmark, som har de fleste og rigeste fund af romerske luksusvarer som glas og bronzekar (se Skalk 1977:6). Kontakt på højt niveau har der altså været med Romerrigets repræsentanter, og ikke få danskere har vel i øvrigt været på rejse og ved selvsyn sat sig ind i forholdene dernede - enten som lejesoldater i den romerske hær eller af andre årsager. Her har de vel ikke kunnet undgå at se Limes - Romerrigets grænsefæstning, som strakte sig fra Atlanterhavet til Sortehavet - langs floderne Rhinen og Donau. På strækninger mellem grænsekastellerne var der mange mindre vagttårne - ofte opført i tømmer, indtil de blev udskiftet med stenmurede afløsere. Kunne det være noget tilsvarende, vi havde fundet? (Fig. 3)
Fig. 3. Den kraftige bygnings stolpehuller er her markeret med mel; »rampen« ses bagest i billedet. De fire mindre stolpehuller kan have hørt med til konstruktionen eller være fra en ældre bygning.
Næppe. Der kan anføres flere grunde, til at Tystrupbygningen ikke kan være et forsvarstårn. I så fald måtte man vel forvente en omgivende voldgrav og måske også en palisade. Den formodede faste trappe passer heller ikke ind i billedet. Man ville nok have benyttet en løs stige, som kunne trækkes op indefra.
Men tårne kan bruges til andet - for eksempel til at holde udkig fra. Vi kunne ved eftersyn konstatere, at der fra syv meters højde er god udsigt over vandet, som ligger ca 4 km borte ved Fakse Ladeplads. Kan jernalderbønderne have importeret ideen om et tårn? Måske ønskede man i god tid at blive varskoet om varers eller fjenders ankomst. Bebyggelsen lå jo noget tilbagetrukket fra kysten.
Den mærkelige bygning kan måske også have noget med prestige at gøre - et rigdomstegn. Udgraverne er derfor tilbøjelige til at se »tårnet« som et forrådshus på linie med de øvrige, men større i såvel areal som højde. Om der så oven over forrådskammeret har været endnu en etage med forråd eller udsigtsmulighed - det overlades til læserens fantasi.
