
Denne relieffibula har en næsten eventyrlig fundhistorie, som starter med, at undertegnede fandt de første brudstykker af den med metaldetektor tilbage i 1988. De blev fundet i Sortemuldområdet i Ibsker sogn på Bornholm. Ofte blev sådanne fibulaer klippet i stykker og brugt som værdimetal i samtiden. De første mange år tænkte jeg derfor, at den var blevet klippet/brudt i stykker i jernalderen. Men gennem årene fandt jeg flere og flere stykker, så der i 2002 næsten kun manglede et lille dyrehoved på den halvrunde bagplade – så blev jagten for alvor sat ind på at finde den sidste brik i puslespillet.
Jeg var ude på fundstedet mange gange gennem årene, men uden held. Til sidst tænkte jeg, at den måske var kommet til Bornholm i jernalderen uden det sidste dyrehoved. Men vedholdenhed belønnes nu en gang. Så en solskinsdag i september 2023, hvor jeg gik en helt almindelig detektortur i udkanten af det felt, hvor jeg havde fundet de andre brudstykker, fik jeg et signal i mine høretelefoner. Jeg vendte jorden med min feltspade, og der lå det sidste stykke, lige foran mine fødder. Derefter gik turen til Bornholms Museum, hvor puslespillet endelig kunne lægges færdigt.
Periode: Jernalder (500 til 749)
Udgave: Skalk 2024:2
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.






