
Erritsø
En pragtfuld udsigt åbner sig fra den langstrakte bakkekam lidt syd for Erritsø, hvor Vejle Museum i 2005-07 foretog en udgravning af en usædvanlig bebyggelse. Bakkekammen er med sine 31 m blandt de højeste i sognet. Stedet ligger på det samme trekantede næs, som skyder sig frem mod Lillebælt og Middelfart, og hvorfra de to broer fører over til Fyn. Afstanden til bæltet er ca. 1 km mod syd og ca. 2-3 km mod øst; man har valgt en indlysende strategisk placering.
Af Peter Mohr Christensen

Energinet.dk, som ejer det overordnede el- og gasforsyningsnet i Danmark, skulle opføre et hovedsæde, men først skulle arkæologerne til. Forundersøgelsen havde i søgegrøfterne påvist en indhegning, en voldgrav samt ca. 20 hustomter fra germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. I 2006 kunne byggestedet og byggepladsens arbejdsområde udgraves, og året efter kunne en bid mere undersøges, hvor et råjordsdepot skulle ligge.
Udgravningens mest iøjnefaldende resultat er en voldgrav, som lå på bakkekammens højeste del og som indrammede et kvadrat på 110×110 m. Indtil nu er der undersøgt lidt over halvdelen af den, svarende til ca. 230 m. Voldgraven blev totaludgravet på byggestedet, mens der på jorddepotets plads blev foretaget et antal tværsnit. Voldgraven var spidsbundet, mellem 150 og 300 cm bred, og den bevarede dybde var mellem 115 og 195 cm. Smallest og mindst dyb var voldgraven på toppen af bakken, det skyldes den moderne pløjning.
Det kunne flere steder iagttages, at voldgravens sider var blevet stabiliseret med påført ler. Voldgravens nordøsthjørne var blevet oprenset flere gange, nødvendiggjort af nedskridning af jord. Det forsvarsmæssige behov var altså ikke nogen helt kortvarig affære. Nogen overgange eller broer blev ikke fundet, så indgangens sandsynlige placering må nok søges mod syd, hvilket også placeringen i landskabet tilsiger. Et tykt dækkende lag af mørkt gråbrunt ler med lidt trækulspartikler viste, at voldgraven til slut er blevet opfyldt og udjævnet.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 2009:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

En vifte af gravhøje

Vragloven

Sejlflod

Tårnbys tofter

