Erobring

Det begyndte sidst i 700-tallet med spredte strandhugster, men udviklede sig i løbet af 800-årene til velorganiserede angreb, i begyndelsen med baser på øerne i Themsmundingen. Fra 860’erne tog begivenhederne fart, friske flådestyrker blev sat ind, og en stor del af Midtengland kom efterhånden i »hedningernes« besiddelse. Her, i »Danelagen«, slog vikingerne sig ned som jordbrugere. Nu optrådte imidlertid en ny mand på scenen, englænderne havde fået en handlekraftig konge og danskerne en værdig modstander: Alfred med tilnavnet »den Store«. Det blev dårlige tider for vikinger.

Vi kender beklageligt lidt til Danmarks historie i første halvdel af 900-årene, men åbenbart har man haft hjemlige problemer, for England blev ladt i fred. Kolonisterne i Danelagen måtte klare sig selv, hvad de havde svært ved, omgivet, som de var, af fjender på alle sider; først og fremmest naturligvis de engelske selv, men også nordmændene, der havde ført sig frem i Skotland, og som ikke så med udelt sympati på broderfolket i syd. Den danske »koloni« gik tabt stykke for stykke, og nu fulgte en periode, hvor de engelske konger igen var herrer i eget hus. Stilhed før stormen!

Tilløb blev taget i 980’erne, men først i det følgende tiår gik det rigtig løs. Om tilstanden 991 beretter krøniken: »I dette år blev det bestemt, at man for første gang skulle betale danskerne en tribut på grund af den store skræk, som de frembragte ved kysten. Det var første gang 10.000 pund«. Dette at betale sig fra ubehagelighederne viste sig at være en meget dårlig ide; når vikingerne havde fået pengene, rejste de nemlig ikke hjem, men flyttede blot til et andet sted for også at kræve »danegæld« dér. Konge i England var på den tid Ethelred, kaldet »den Rådvilde« og - hvis man tør tro krøniken - ikke uden grund; hans ledelse synes at have været ualmindeligt hovedløs. Til hans undskyldning tjener, at han stod over for modstandere af format. Den danske Svend Tveskæg og den norske Olav Trygvesson var - så mærkeligt det lyder - gået i kompagni. 994 ankom de med en flåde på 94 skibe til London, som de angreb, men uden held. Så drog de videre »og anrettede ved kysten af Essex, Kent, Sussex og Hampshire så stor skade, som aldrig nogen hær har kunnet i retning af brand, hærgen og drab. Dernæst steg de til hest, red så langt, som de ville, og anrettede ubeskrivelig stor skade. Da bestemte kongen og hans witan (råder), at man skulle sende bud til dem og love dem tribut og levnedsmidler, mod at de holdt inde med hærgningen. Fjenderne modtog det tilbudte, og hele den fremmede hær drog til Southampton, hvor der blev opslået vinterkvarter. I hele det vestsaksiske rige blev der leveret levnedsmidler til dem, og der blev udbetalt 16.000 pund«. Kort efter trak Olav sig ud af krigen. Norges krone vinkede. (Fig. 1)

Svend Tveskæg fortsatte sin udmatningstaktik, og Ethelred bød ham kun ringe modstand. »Bestandig var det således, at hver gang alt så ud til at være klart, trak det ud fra time til time. Bestandig lod englænderne deres fjenders styrke vokse, og bestandig trak man sig bort fra havet. Fjenderne fulgte stadig efter. Da det kom til stykket, blev resultatet af flådetogtet ikke andet end slid og slæb for mandskabet, øden af penge og voksende dristighed hos deres fjender«. Krigens mønster er med dette trukket op: kong Ethelred levede op til sit tilnavn, Svend kunne nogenlunde ubesværet fortsætte sine hærgninger. Vældige beløb erlagdes i danegæld. En afbrydelse forekom: »Fjendeflåden drog i dette år (1005) fra landet til Danmark, men det varede kun kort tid, før de kom tilbage«. Man fornemmer håbløsheden. Vikingerne blev i England, vistnok med en slags base på øen Wight, og hvert år har sin jammerberetning. Nogle udpluk:

1007. »Her i dette år blev der til den fjendtlige hær ydet en tribut på 30.000 pund«.

1009. »De angreb ofte byen London, men Gud ske lov, at den endnu står uskadt«.

1010. »Danskerne hærgede og brændte landet i tre måneder. Ja, de drog ind i de vilde sumpe og dræbte og brændte mennesker og kvæg i sumplandet. De brændte Thetford og Cambridge og drog derpå mod syd ned til Themsen. De beredne mænd red hen imod skibene og senere hurtigt ind i Oxfordshire og derfra til Buckinghamshire. Videre langs Ouse, indtil de kom til Bedford og så til Tempsford. De drog stadig frem med brand og vendte derpå tilbage til skibene med deres bytte. Når de spredtes, hver til sit skib, rykkede den engelske hær ud for at hindre dem i at gå ind i landet. Så drog hæren hjem. Når fjenderne var i øst, holdt man hæren i vest. Når de var i syd, var vor hær i nord«.

1011. »Her i dette år sendte kongen og hans witan bud til den fremmede hær og bad om fred; de lovede tribut og proviant mod, at fjenderne holdt op med deres hærgningstog. Disse havde nu erobret East Anglia, Essex, Middlesex, Oxfordshire, Buckinghamshire, Bedfordshire og en del af Huntingdonshire; syd for Themsen hele Kent, Sussex, Hastings, Surrey, Berkshire, Hampshire og noget af Wiltshire. — I dette år mellem den hellige jomfrus fødselsdag og mikkelsdag belejrede de Canterbury —. De fangede dér ærkebiskop Ælfeah -«.

1012. »Om lørdagen kom der stærkt røre i den fremmede hær mod biskoppen, fordi han ikke ville love dem penge og forbød at sælge dem noget. De var også meget berusede, thi de fik bragt vin sydfra. De greb biskoppen, og lørdag efter påske førte de ham til deres ting og bombarderede ham der med ben og oksehoveder. En af dem slog ham med et øksehoved i hovedet, så at han faldt om på grund af hugget, og hans hellige blod strømmede ud på jorden. Dette sendte hans hellige sjæl til Guds rige«.

1013. Svend fortsatte sit sejrstogt, overalt underkastede befolkningerne sig og gav ham gidsler. »Derpå drog han mod syd med den samlede engelske styrke og overdrog sine skibe og gidslerne til sin søn Knud. — Hele befolkningen tog ham til konge, og derefter underkastede Londons borgere sig samt gav gidsler -«. Kong Ethelred flygtede, sammen med sin hustru søgte han tilflugt hos svogeren, hertug Richard af Normandiet.

1014. »I dette år endte Svend sine dage ved kyndelmisse den 3. februar, og hele flåden valgte Knud (den Store) til konge«. Her så Ethelred sin chance, hans nye modstander var en ganske ung mand uden faderens erfaring, så han vendte hjem og fik i hast samlet en hær. Knud »sejlede sydpå, indtil han kom til Sandwich, hvor han landsatte de gidsler, som var blevet givet til hans far, og lod deres hænder og næser afskære«.

1016. »Det hændte nu, at kong Ethelred døde —. Han endte sine dage på Skt. Georgs dag efter megen nød og mange trængsler i hans liv. Efter hans død valgte alle de witan, som var i London, og byens beboere Edmund til konge -«. Edmund var, i modsætning til sin far, en handlekraftig mand, men han nåede knap at vise det. Endnu samme år døde han.

1017. »Her i dette år overtog kong Knud styret i hele England«.

Ikke alle vikingetidens mennesker var vikinger. De professionelle krigere, der røvede, brændte og slog ihjel, udgjorde kun en mindre del, men det er dem, der tegner perioden, og som vi i dag egentlig er lidt stolte af. Afskårne hænder og næser passer sig ikke i udstillinger og slet ikke i de romantiske vikingespil, men de hører med i billedet.