Erobring

Vikingerne er på mode for tiden. Ethvert museum med respekt for sig selv må have en vikingeudstilling, vikingespillene florerer, og bøger om vikinger udkommer i en jævn strøm. Man fremhæver deres virkelyst og snilde – som handelsmænd, kunsthåndværkere, ingeniører. Nå ja, man ved da godt, at de også var nogle grove krigskarle, men det hørte jo tiden til, og de opnåede da i hvert fald resultater. Som bekendt var det især på England, de danske vikinger øvede deres talenter – og med et held, man ikke havde troet muligt. Vi vil i det følgende betragte denne proces med modpartens øjne, nemlig som den er beskrevet i den oldengelske krønike. (Citaterne er i Torsten Dahis oversættelse).

Af Redaktionen

Det begyndte sidst i 700-tallet med spredte strandhugster, men udviklede sig i løbet af 800-årene til velorganiserede angreb, i begyndelsen med baser på øerne i Themsmundingen. Fra 860’erne tog begivenhederne fart, friske flådestyrker blev sat ind, og en stor del af Midtengland kom efterhånden i »hedningernes« besiddelse. Her, i »Danelagen«, slog vikingerne sig ned som jordbrugere. Nu optrådte imidlertid en ny mand på scenen, englænderne havde fået en handlekraftig konge og danskerne en værdig modstander: Alfred med tilnavnet »den Store«. Det blev dårlige tider for vikinger.

Vi kender beklageligt lidt til Danmarks historie i første halvdel af 900-årene, men åbenbart har man haft hjemlige problemer, for England blev ladt i fred. Kolonisterne i Danelagen måtte klare sig selv, hvad de havde svært ved, omgivet, som de var, af fjender på alle sider; først og fremmest naturligvis de engelske selv, men også nordmændene, der havde ført sig frem i Skotland, og som ikke så med udelt sympati på broderfolket i syd. Den danske »koloni« gik tabt stykke for stykke, og nu fulgte en periode, hvor de engelske konger igen var herrer i eget hus. Stilhed før stormen!

Tilløb blev taget i 980’erne, men først i det følgende tiår gik det rigtig løs. Om tilstanden 991 beretter krøniken: »I dette år blev det bestemt, at man for første gang skulle betale danskerne en tribut på grund af den store skræk, som de frembragte ved kysten. Det var første gang 10.000 pund«. Dette at betale sig fra ubehagelighederne viste sig at være en meget dårlig ide; når vikingerne havde fået pengene, rejste de nemlig ikke hjem, men flyttede blot til et andet sted for også at kræve »danegæld« dér. Konge i England var på den tid Ethelred, kaldet »den Rådvilde« og – hvis man tør tro krøniken – ikke uden grund; hans ledelse synes at have været ualmindeligt hovedløs. Til hans undskyldning tjener, at han stod over for modstandere af format. Den danske Svend Tveskæg og den norske Olav Trygvesson var – så mærkeligt det lyder – gået i kompagni. 994 ankom de med en flåde på 94 skibe til London, som de angreb, men uden held. Så drog de videre »og anrettede ved kysten af Essex, Kent, Sussex og Hampshire så stor skade, som aldrig nogen hær har kunnet i retning af brand, hærgen og drab. Dernæst steg de til hest, red så langt, som de ville, og anrettede ubeskrivelig stor skade. Da bestemte kongen og hans witan (råder), at man skulle sende bud til dem og love dem tribut og levnedsmidler, mod at de holdt inde med hærgningen. Fjenderne modtog det tilbudte, og hele den fremmede hær drog til Southampton, hvor der blev opslået vinterkvarter. I hele det vestsaksiske rige blev der leveret levnedsmidler til dem, og der blev udbetalt 16.000 pund«. Kort efter trak Olav sig ud af krigen. Norges krone vinkede. (Fig. 1)

Udgave: Skalk 1996:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.