Endog et fruentimmer

Kvinden, der giver dette kloge råd, ved, hvad hun taler om, for hun har selv gennem flere år, iført mandstøj, levet som mand mellem håndværkssvende på valsen i 1780’ernes Europa. Om sine oplevelser skrev hun efter hjemkomsten en lille bog, den udkom 1784 i København som en af datidens populære »nytårsgaver«. Netop slutningen af 1700-årene var en tid, hvor kvindeidealet undergik store forandringer. Fra at have været en aktiv del af samfundet og erhvervslivet isoleredes en stor del af kvindekønnet i den borgerlige families moderrolle, samtidig med at mændene fjernede sig mere og mere fra hjemmet. Man kan vist godt gå ud fra, at den lille bog har vakt en del forargelse, og at dens hovedperson i hvert fald ikke blev opfattet som et eksempel til efterfølgelse, men netop det kan have bidraget til dens succes. I hvert fald blev den genoptrykt – endda flere gange.

Bogens forfatter kalder sig Engelbrecht Maria Stokkenbeck, men hed vist i virkeligheden Ingel Maria (mandsnavnet Engelbrecht kan hun have valgt for at understrege sit tvekønnede væsen). Hun var født i Hamborg 1757 som datter af guldsmeden Johann Stokkenbeck og den yngste af en flok på ti; alle de øvrige var drenge, men kun en af dem nåede voksen alder. Faderen døde, da Maria var ét år, og moderen flyttede til Ærø, hvor datteren lærte at læse og skrive både dansk og tysk. Efter at også moderen var død, kom hun som tolvårig til Kiel, hvor hun fik plads på et af byens bedre værtshuse.

Femten år gammel blev hun hjulpet med anbefalinger til København, hvor hun kom i tjeneste hos en kammerråd, men efter et års forløb blev hun syg, kom på hospitalet og mistede sit gode arbejde. Efter helbredelsen tog hun logement hos en strømpevævers kone i Gothersgade, og her skete der noget betydningsfuldt. »Om aftenen, da jeg sad og syede, kom en bryggerkarl ind, som var bekendt i huset, og satte sig ned for at forbedre en trøje. Jeg sagde, at det var en skam, at et mandfolk foretog sligt fruentimmerarbejde, tog trøjen fra ham og gjorde den i stand. Da den var færdig, spurgte han mig: Lille pige, vil hun ikke have mig til mand? Jeg svarede straks: Lige så gerne ham som en anden. (Hvorvel det aldrig var kommet mig i hjertet). Herpå ville han kysse mig, hvilket jeg ikke ville tillade ham, men han gik ud af døren og bestilte vor trolovelse først ved Holmens kirke, hvor det ikke lod sig gøre, siden ved Skt Petri kirke, hvor trolovelsen blev holdt mandagen derefter«. Bekræftelse herpå finder man i Skt Petri kirkebog under 7. oktober 1780, hvor Ingel Marias forbindelse med »Junggesell ein Arbeitsmann Morten Christen Dalsgaard« er indført. Maria blev altså gift, men det var et udpræget fornuftsparti foranlediget af madammen, der lod sive ud, at bryggersvenden havde en formue på 700 rigsdaler. Kærlighed var der, som man vil have forstået, ikke meget af, men sådan var det ofte i de kredse og på de tider.

Med ægteskabet går det ikke så godt, manden drikker op alt, hvad de ejer. Hun flytter fra ham få måneder senere, får arbejde som vaskepige, men bliver fyret, da man opdager, at hun er gift. Hvad nu? Jo hun skaffer sig skibslejlighed til Kiel, hvor hun kom fra, og hvor hun håber, det vil gå bedre, men det gør det ikke, rygtet om hendes ægteskab når frem. Hun er villig til at påtage sig ethvert arbejde, som vaskekone, tjenestepige eller syerske, men ingen er interesseret i at antage en gift kone, ganske som man nødig ser en »viverkarl« (gift karl/svend) i sit brød. Den eneste udvej synes nu at være prostitutionen.

Da er det, hun tager sin store beslutning og anskaffer mandfolketøj under påskud af, at det er til en bror. De gamle fruentimmerklæder bliver solgt, og i det nye antræk med sko, hat og stok begiver hun sig, efterladende sin kiste, til Hamborg. Her kalder hun sig Gotfried Jacob Eichstedt, udgiver sig for en fruentimmerskrædder, der først nu skal lære at sy mandfolketøj, og får straks arbejde hos en venlig mester, der gerne vil være den »unge Bursche« behjælpelig (Fig. 2, Fig. 3). De næste par måneder »lærte jeg alt, hvad en mandsskrædder bør vide, så at jeg efter den tid ej alene er sluppet for at blive udleet, men endog erholdet stor berømmelse for mit arbejde«.