En smuk lille by

Det skyldes først og fremmest, at man besluttede at udskifte alle forsyningsledninger i midtbyen. Hermed fulgte omfattende jordarbejder, hvor stort set alle ældre kulturlag under gaderne fjernedes. Det var kulturhistorisk set uheldigt, men gav på den anden side Horsens Museum mulighed for at gennemføre et projekt, der næppe har set sin lige i dansk byarkæologi. I alt blev der i årene 1991-93 gravet mere end fem kilometer grøfter på kryds og tværs gennem den middelalderlige bydel. Det 1200 kvadratmeter store torv, som blev udgravet totalt, gav helt uventede oplysninger.

Alle grøfter opmåltes, men i øvrigt blev arbejdet tilrettelagt, så museet fik lejlighed til at foretage mindre prøvegravninger forud for ledningsarbejderne, dels for at lokalisere markante anlæg som vold og grav, dels for at få et indtryk af, hvad der kunne ventes ved den egentlige grøftegravning. Det krævede en betydelig indsats fra museets side at overvåge gravemaskiner, løbende at registrere grøfternes profilvægge, lede efter genstande og udtage prøver til naturvidenskabelige undersøgelser. Maskinerne rykkede 10-40 meter frem om dagen, og det arkæologiske arbejde måtte tilrettelægges, så generne for entreprenører, teknikere og byens borgere blev mindst mulige. Det sled på deltagerne, men lønnen vinkede. Så mange af middelalderbyens gader blev berørt, at det skulle være muligt til slut at tegne et sammenhængende billede af stadens udvikling. Vi blev, hvad dette angår, ikke skuffede.

Man har formodet, at Horsens er opstået i vikingetiden, og det endelige bevis lod ikke vente længe på sig; det fremkom østligt i nutidsbyens centrale del i form af seks grubehuse (halvt nedgravede småbygninger), som blev synlige i grøfternes jordvægge. Arbejdsforholdene medførte, at kun et af dem blev nærmere undersøgt, men fundene tillod en datering til anden halvdel af 900- årene. På det tidspunkt har der altså været bebyggelse på stedet. Hvor vidtstrakt, den har været, og hvilken karakter, den har haft, kan naturligvis ikke afgøres på et så spinkelt grundlag. Der kan være tale om en enkeltgård, men også om en større eller mindre landsby. (Fig. 1, fig. 2)

Vikingebebyggelsen, af hvad art den nu var, kom ikke til at stå alene; ca 200 meter længere mod vest, under byens nuværende hovedgade, dukkede den tilhørende gravplads op. Her undersøgtes 14 vikingegrave, hvoraf ti med velbevarede skeletter. Yderligere 23 nedgravninger, der kan være begravelser, blev registreret i grøfternes jordvægge, men da de ikke var direkte truede, blev der ikke set nærmere på dem i denne omgang. Størstedelen af de undersøgte grave var orienteret i øst-vest og med hovedende i sidstnævnte verdenshjørne, enkelte lå nærmest i nord-syd. Gravformen var i de fleste tilfælde helt traditionel, men der var undtagelser, således en »kammergrav«, 2,5 X 1,5 meter i omfang. Af træet, som har dannet kammeret, var der kun svage spor, af skelettet slet ingen, men en perle, en lille hvæssesten og et halvkugleformet lerkar gjorde det ud for gravgods. Trods det beskedne udstyr må man gå ud fra, at en person, der er begravet på denne måde, har hørt til det bedre borgerskab. Det samme kan næppe siges om to personer, hvis skeletter fandtes sammen i en uregelmæssigt gravet grube af karakter nærmest som et almindeligt affaldshul. De lå oven på hinanden, men med fødderne i hver sin retning, begge på maven med stærkt optrukne ben og hovedet dybest. Stillingerne antyder, at de to har været bundet på hænder og fødder. Antropologiske undersøgelser har vist, at skeletterne er af kvinder, begge ude over den første ungdom, men nedgravningen rummede endnu en person, en mand, som var lagt i kiste og derfor må anses for gravens egentlige indehaver; de to andre må være hans trælkvinder, som har måttet følge ham i døden for at varetage hans opvartning i underverdenen. Sådanne trælleofringer kender vi fra skriftlige kilder, og udgravninger bekræfter, at de faktisk har fundet sted (se Skalk 1972:1 og 1989:3). Horsens-fundet er nyeste eksempel.

Gravpladsen synes at have været af ret betydelig størrelse, omkring 150 meter på den ene led. Det tyder på, at bebyggelsen allerede i 900-årene har haft et godt befolkningsgrundlag. Et billede af vikingetidens Horsens er så småt begyndt at danne sig. (Fig. 3, fig. 4)

For den følgende periode, den sidste vikingetid og tidligste middelalder, tegner udviklingen sig knap så tydeligt. En enkelt hustomt af krumvægget form, som må antages at være fra 1000-årene, en nogenlunde samtidig skelgrøft, der formodentlig repræsenterer byens ældste matrikulering, samt dele af en gades træbelægning, dendrodateret til 1100-tallet, var alt, hvad gravningen gav, men nok til at vise, at der har været kontinuerlig bebyggelse fra vikingetiden og fremefter, så Horsens altså med god ret kan regnes blandt Danmarks ældste byer. I skriftlige kilder nævnes en Vor Frue Kirke, men dens nøjagtige plads kendes ikke. Antagelig har den ligget østligt i området.

Fra 1100-tallets midte og fremefter var der ifølge skriftlige kilder livlig aktivitet i byen. Her blev slået mønt under Svend Grathe og Valdemar den Store, og en senere konge (formentlig Valdemar Sejr) lod opføre et kapel, som viedes til Skt Ib (det danske navn for Skt Jacob); det var majestætens ejendom indtil 1351 og eksisterer stadig under navn af Vor Frelsers Kirke. 1261 grundlagde franciskanerne (gråbrødrene) byens første kloster. Horsens var stadig en by i udvikling.

Omkring og efter 1300 synes der at være sket meget store ændringer i bybilledet, og her har de lange grøfter gjort nytte ved at skabe den fornødne oversigt. Det ser ud til, at gadenettet i den nuværende bykerne (Søndergade, Nørregade, Kattesund) blev anlagt på den tid med en ensartet belægning af piksten, og at torvet omkring Skt Ibs-kapellet fik en lignende behandling. Forinden havde man fjernet det naturlige muldlag med spor af alle tidligere aktiviteter helt ned til det urørte undergrundssand. Fund af mønter og potteskår viser, at dette må være sket lige omkring 1300. De meget målbevidste arbejder må være udtryk for en velovervejet byplanlægning, der med stor præcision er ført ud i livet. Med anlæggelsen af to brede, lige parallelgader, et ukendt antal tværgader og slipper ned til åen, samt et pænt stort torv som centrum ændrede byen med et slag karakter fra en fortættet landsby til en moderne nordeuropæisk handelsby. (Fig. 5, fig. 6)

De skriftlige kilder er tavse om baggrunden for denne betydningsfulde begivenhed, og de arkæologiske undersøgelser kan kun klarlægge, at omvæltningen fandt sted, ikke hvem der satte den i gang. Det er dog fristende at se kongen som arkitekten, sandsynligvis har han haft gård i byen, ja måske ligefrem ejet Horsens; det vil forklare det ovenfor nævnte kongelige kapel. På det tidspunkt, omkring 1300, regerede Erik Menved, der netop havde sans for det storstilede, men i mindre grad for de dermed forbundne omkostninger. Planerne i Horsens fik dog, som vi skal se, en brat afbrydelse. Det indtryk får man i hvert fald.

Midt hen over det fine nybrolagte torv har man anlagt en 8-10 meter bred og ca 2 meter dyb voldgrav. Den omgav det kongelige Skt Ibs kapel og vel også kongsgården, der sikkert har ligget lige i nærheden. Med anlæggelsen, der efter fundmaterialet at dømme må have fundet sted i begyndelsen af 1300-årene, sloges den nye storstilede byplan helt i stykker: torvepladsen blev uanvendelig som torv, og den nordligste af de to øst-vestgående hovedgader blev skåret over. En del af den indre by var dermed forvandlet til en fæstning. Dette, at man ødelægger et stort tænkt værk kun få år efter dets virkeliggørelse, kan næsten kun betyde, at der er sket noget uventet, noget som alt andet måtte vige for, og at dette noget har med krig at gøre, er der nok ingen tvivl om. Selve befæstningens karakter lader da også ane, at den er etableret i al hast tvunget af nødvendigheden; der er således ikke gjort noget for at forstærke voldgravens sider. Af en tilhørende vold blev der ikke fundet spor, men den har utvivlsomt været der; materialet til den kom jo fra graven. Adgangen til fæstningen har været ad en ca to meter bred jordbro. Den må, selv om den var spærret med et portanlæg, have udgjort et sårbart punkt i forsvarssystemet. (Fig. 7)

Faktisk fandt der i begyndelsen af 1300- årene begivenheder sted, der kan have udløst det hastværksprægede fæstningsbyggeri. De hårde skatter, som udsprang af Erik Menveds foretagsomhed, havde affødt oprør, og 1313 var det jydernes tur. Et af de første betydningsfulde slag stod på Hatting mark kun få kilometer fra Horsens. Her blev rebellerne slået af kongens tyske lejehær; det kan være forud for dette, han lagde grav om sin østjyske besiddelse. I den følgende tid blev oprøret eftertrykkeligt nedkæmpet. De skyldige fik deres straf, skattebyrderne lettedes ikke, de blev tværtimod gjort tungere, og forskellige steder i Jylland anlagdes fæstninger, for at ingen skulle få lyst til at gentage eksperimentet (se Skalk 1987:3). En af disse »tvangsborge« placeredes ved Horsens. Antagelig er den identisk med det voldsted, der ses i et hjørne af Bygholm park.

Efter dette lille intermezzo kunne livet gå videre i den østjyske købstad. Voldgraven omkring kapellet blev jævnet inden midten af 1300-tallet, gaderne åbnedes for gennemgående trafik, torvet genetableredes og hovedgaden fik ny belægning. Herefter kom der tilsyneladende gang i den udvikling, der var tilstræbt med byplanen ca 1300. Handelen blomstrede, men man måtte stadig være forberedt på alt, så ikke længe efter nedlæggelsen af den gamle fæstning er man gået i gang med en ny og meget større; nu var det ikke længere en enkelt bydel, men hele staden, det drejede sig om at sikre. Den nye grav blev 10-13 meter bred og 2-3 meter dyb. En vold har heller ikke her kunnet påvises, men vi må, som før, gå ud fra, at den har været der. (Fig. 8, fig. 9)

Totalundersøgelsen af torvet ved Skt Ibs-kirken er en af den store udgravnings hovedgevinster; det er yderst sjældent, en sådan lejlighed byder sig, og tættere kan man næppe komme på livet i en middelalderlig købstad. En række små fundamenter anbragt med regelmæssige mellemrum på ydersiden af kirkens søndre sideskib må være spor af lette bygninger, og fundene lader ingen tvivl om, hvad de har været brugt til: det var boder, hvor småhandlende falbød deres varer. For kirken, der velsagtens udlejede dem, har de været en god forretning, handelen er foregået livligt, det bevidner mere end 100 mønter fundet alene i dette område og mange flere, hvis vi tager hele torvepladsen i betragtning. Om varernes art giver andre fund et - ganske vist lidt tilfældigt - begreb. En mængde kobberstumper og afklip, hvoraf flere sammennittede, antyder, at en kedelflikker har haft stand på pladsen, og en grydestøber har på lignende vis markeret sin tilstedeværelse. Skomageraffald, stumper af trætallerkener, en enkelt træsko har hver deres lille budskab at overbringe, og spillebrikker samt en terning viser, at også livets lysere sider blev tilgodeset. Tretten armbrøst bolte og et stort antal nåle må være tabt og forsvundet i torvets snavs til ærgrelse for ejermændene, hvad enten de nu var sælgere eller købere.

Mange varer har naturligvis været af forgængelig art, som ikke efterlader sig spor. Flanderske tekstiler kunne sikkert fås, men kun en enkelt klædeplombe minder herom. Kostbare importerede krydderier krævede nøje udmåling, dertil tjente vel de skålvægte, som der også er fundet dele af. Slagtere har falbudt kødvarer og omegnens bønder sørget for byens tilførsel af friske grønsager. Øl har der næppe været mangel på. Udbuddet var alsidigt, som også tidens skriftlige kilder giver et levende indtryk af.

Store byggeforetagender har indimellem ændret torvepladsens udseende, således har man kort efter torvets genetablering rejst en større bindingsværksbygning, antagelig byens rådhus, lige syd for Ibskapellet. Hermed var den verdslige og gejstlige magt samlet på byens torv, som det var almindeligt i de samtidige tyske hansestæder. De kan med god grund antages at have været Horsens’ forbilleder.

De store gadeopgravninger i Horsens har utvivlsomt gavnet staden, og også til historikerne er der altså faldet krummer af; mange brikker er gledet på plads, således angående vikingebebyggelsen, hvis eksistens man nok anede, men ikke havde sikkerhed for. Af særlig interesse er selvsagt den helt nye viden, som er kommet for dagen, om Erik Menveds byfornyelse og samme konges befæstning af stadens centrale del. En svaghed ved undersøgelsen er, at den er bundet til hovedgaderne, det er de store linjer, som tegner sig, hvad man dog ret beset ikke skal beklage. Detaljerne kniber det mere med. Mange spørgsmål ligger ubesvarede inde bag husblokkene, men de må vente til en anden gang.