En skamplet for kristenheden

Helt tilbage fra 300-årene havde rigerne omkring Middelhavet været kristne og – trods lokale forskelligheder – udgjort en religiøs enhed. Så fremstod i begyndelsen af 600-tallet profeten Muhamed og med ham den islamiske lære, der blev kristendommen en hård konkurrent, navnlig i de østlige Middelhavsegne, hvor begge religioner var opstået. Jerusalem, de kristnes hellige by, faldt hurtigt i hænderne på »de vantro«, dog uden katastrofale virkninger; strømmen af pilgrimme, der var ret indbringende, fik som oftest lov at fortsætte. Men i 1000-årene skete der store forandringer i den islamiske verden: tyrkerne førte sig frem, de indtog Jerusalem, hvor pilgrimmene nu blev forfulgt, og stillede sig truende an mod Europa. Kejseren i Konstantinopel, herskeren i det endnu dengang mægtige byzantinske rige, der var kristendommens forpost mod øst, følte sig stærkt foruroliget. Med Jerusalem som påskud bad han paven om hjælp – og fik den, som vi netop har hørt.

Orienten såvel som Byzantinerriget var dengang, kulturelt og økonomisk, langt forud for vestens lande, så det er tænkeligt, at der også lå handelsmæssige og politiske overvejelser bag pave Urbans opfordring. Denne var henvendt til adelen, men det blev den jævne befolkning, især nordfranske og tyske bønder, der først tog initiativet med et »folkekorstog«, som imidlertid blev uden betydning; det tilintetgjordes let af muhamedanerne. Mere effektivt var det tog, som omtrent samtidig organiseredes med Konstantinopel som udgangspunkt af især normanniske og franske adelsfolk og stormænd. Jerusalem blev tilbageerobret år 1099 og gjort til centrum i et latinsk kongerige, men derudover oprettedes yderligere et antal korsfarerriger i de for kristendommen så betydningsfulde egne. Målet var nået, de hellige steder befriet. Intet under, at strømmen af pilgrimme tog til; de ankom ofte i store bevæbnede grupper, og mange valgte at blive. De nye riger fik derigennem en tiltrængt forstærkning, stærke borganlæg opførtes, og også udad konsoliderede man sig, således ved traktater med de muhamedanske naboer.

Alt havde været godt, om blot disse naboer havde holdt sig i ro, men det gjorde de ikke, og forholdene hos deres modstandere gav dem åbenbare fordele. Korstogene var jo af blandet sammensætning, de forskellige ledere havde svært ved at enes, og det gjorde ikke sagen bedre, at deres nærmeste magtfulde forbundsfæller, byzantinerne, nærede den største mistillid til de barbariske vesterlændinge. 1144 faldt det fjerneste af korsfarerrigerne, og flere nederlag fulgte på trods af nye korstog. 1187 gik selve højborgen, Jerusalem, tabt efter næsten hundrede år på kristne hænder. Europa rystede i sin grundvold, noget måtte gøres. Det blev pave Gregor 8., der – som fordum Urban 2. – satte fart i begivenhederne gennem et opråb. Store korstog iværksattes 1189-92 af den franske konge Philip August, den engelske Richard Løvehjerte og den tyske kejser Frederik Barbarossa, men det lykkedes dem ikke at genvinde det tabte. Det eneste, der opnåedes gennem fredstraktaten med muhamedanernes leder, sultan Saladin, var sikring af de vigtigste kystbyer og et tilsagn om, at kristne pilgrimme inden for en treårig periode frit kunne besøge de hellige steder. Det er her, den korsfarerberetning, som vi straks skal stifte bekendtskab med, kommer ind.