En sand perle

Giveren var en maler Kofod fra Åkirkeby; han kunne kun oplyse, at den stammede fra Trommeregård i Klemensker på den nordlige del af øen. På denne ejendom, som ligger lidt sydøst for Skt Klemens Kirke, har der ligget en eller måske to gravpladser. Den ene skal have omfattet ca 40 stenopbyggede gravhøje, såkaldte røser. Da de blev sløjfet midt i 1800-årene, fandt ejeren urner med brændte ben i de fleste, men oldsagerne er ikke bevaret i dag. Amtmand Vedel, den begavede amatørarkæolog (se Skalk 1994:5), undersøgte ganske vist nogle af anlæggene, men holdt snart inde; resultaterne var for ringe. Notater om et trekantet dragtspænde af jern antyder dog, at gravpladsen var i brug i slutningen af keltisk jernalder. Man kan selvfølgelig ikke vide, om glasperlen stammer fra en af disse grave, men muligheden foreligger.

Glasfremstilling kendes tilbage til ca 3000 før Kristus i det østlige Middelhavsområde, men der gik lang tid, før håndværket og dets produkter for alvor spredtes mod nordvest. I bronzealderen var der tilsyneladende en vis europæisk glasperlefremstilling, men først med den keltiske kulturs etablering kommer der en større produktion i gang. Det drejer sig både om glasperler og om noget så specielt som glasarmbånd – hvor upraktiske i brug sådanne end må forekomme os at være. (Fig. 1)