En sag om kvalitet

Andre lande som Sverige og Frankrig har en lang tradition for møbelmærkning, men her var snedkerne også gennem lavsforskrifter påbudt at signere deres arbejder. I Danmark vandt skikken efterhånden indpas, omend mere tilfældigt, i løbet af 1700- årene, hovedsageligt i hovedstaden af den simple grund, at det var der, møbelsnedkerne og stolemagerne fandtes. I provinsen var der få af dem – i Viborg for eksempel kunne man før 1810 »end ikke få et stoleben fat« – men billedet vendte. I århundredets løb foregik en helt fantastisk udvikling på området. Nu blev der fremstillet møbler i snart sagt hver eneste dansk købstad, og mange af dem var signerede.

Der var flere måder at signere møbler på. Mesteren kunne skrive sit navn med hånden, eller han kunne foretage en egentlig stempling med et jern, der huggedes eller brændtes ned i træet – koldstempel eller brandstempel, som det hedder. Ved midten af 1700-årene begyndte man at bruge påklæbede trykte etiketter, og de kom snart i stor yndest, ja blev gennem lange tider den foretrukne mærkningsmåde. Vor viden herom stammer for en stor del fra datidens aviser. Snedker Jens Chr. Holst, der i mere end 30 år virkede i København, bekendtgør således 1816, at hans møbler er kendelige på en trykt navneseddel, og i »Dannevirke« 1858 kan man læse, at kvalitetsmøblerne fra De forenede Snedkere i Haderslev er forsynet med foreningens stempel, hvilket sandsynligvis også betyder en trykt seddel. Talrige møbelmagasiner oprettedes, og i næsten hvert eneste tilfælde er deres »stempel« en trykt etikette, der minder påfaldende om avisannoncen; købstadens bogtrykker og avisudgiver var som regel at finde under samme hat. Sedlen havde det fortrin frem for det egentlige stempel, at den foruden fremstillerens navn, kunne bringe oplysninger om virksomhedens fortræffelighed, den havde altså reklameværdi, deraf populariteten. Eftertiden – og i særdeleshed møbelhistorikerne – har ikke været helt så begejstrede for disse mærkater, der havde en kedelig tilbøjelighed til at falde af, undertiden vel med hjælp af lidt sæbevand. (Fig. 2).