En medfødt last

Kongen havde åbenbart måttet bøje sig for kirkens regler om ægteskab mellem beslægtede, men kravet om, at han kun måtte have én hustru, måtte vige for en gammel, anerkendt praksis – så gammel, at den allerede skildres hos den romerske forfatter Tacitus, der sidst i det første århundrede e.Kr. om germanerne skriver: »Alligevel omfattes ægteskabet med alvor, og der er ingen side af deres sæder, som fortjener større ros. For de er næsten de eneste blandt alle barbarfolkene, der nøjes med én kone – bortset fra nogle enkelte tilfælde, hvor manden – ikke fordi han er særlig kvindekær, men på grund af sin høje byrd – modtager særdeles mange ægteskabstilbud.« (oversættelserne skyldes Allan A. Lund).

Senere tider har langt hen ad vejen delt Adams opfattelse af, at frillerne var kongelige elskerinder, således som man også kender dem fra den mere veldokumenterede del af Danmarkshistorien, hvor det var almindeligt, at kongerne ved siden af deres arrangerede fyrstelige ægteskaber havde kortere- eller længerevarende forhold til andre kvinder. Den tidlige middelalders kongelige frille­forhold var imidlertid noget ganske andet, og det var ikke, som Adam hævdede, »en medfødt last«, men en fra gammel tid anerkendt praksis, der lå bag Svend Estridsens »manglende afholdenhed med hensyn til kvinder«.

Frilleforholdene, som bød kirkens mænd imod, må i stedet, som Tacitus antyder det, ses som et udtryk for en art flerkonesystem, hvor kongen ved at tage sig medhustruer fra stormandsslægterne, måske ikke mindst dem ved rigets grænser, søgte at sikre sig deres loyalitet og dermed forhindre, at de sammensvor sig mod ham eller tilsluttede sig udenlandske fjender. Ved siden af disse indenlandske hustruer var der som regel også en førstehustru, der repræsenterede en vigtig udenrigspolitisk alliance. Oftest ville det være hendes søn, der stod forrest i rækken til at efterfølge faderen, men hvis han var et barn, eller hvis der ikke var nogen søn, stod frillesønnerne for tur. Derfor har man i stormandsslægterne næppe haft noget imod, at den datter eller søster, man på denne måde bortgav, måtte dele sin hustruværdighed med andre. Fordelene ved at have en repræsentant i kongens nærhed, der kunne skaffe familien indflydelse, og som forhåbentlig fødte ham en søn, der måske ad åre selv kunne blive konge, har opvejet enhver betænkelighed.

At accepten af frillesystemet ikke var begrænset til Danmark, viser Knud den Stores historie. Han var Svend Tveskægs næstældste søn, og da faderen døde i 1014, blev den ældste søn, Harald, konge i Danmark, mens Knud var travlt optaget af at fuldføre den erobring af England, som hans far havde påbegyndt. Da opgaven to år senere var løst, blev han konge i England, og da broderen døde i 1018, blev han også Danmarks konge. Allerede før havde han indledt et frilleforhold til Ælfgifu, datter af en engelsk jarl, og som fødte ham Harald (Harefod) og Svend.

For at understrege sin legitimitet som engelsk konge giftede Knud sig i 1017 med Emma af Flandern, der var enke efter den tidligere engelske konge, Ethelred den Rådvilde, men uden at han af den grund forstødte Ælfgifu. I ægteskabet med Knud fødte Emma en søn, Hardeknud, og en datter, Gunhild, og Adam fortæller sine utvivlsomt undrende gejstlige læsere, at frillebørnene »som det var skik blandt barbarerne« fik samme arvedel som de ægtefødte. Efter Knuds død var det da også Ælfgifus ældste søn, der blev konge i England, mens den yngste, Svend, blev konge i Norge, hvorfra han dog i 1035 blev fordrevet af Magnus den Gode, der var frillesøn af Olaf den Hellige, og som i 1042 også blev konge i Danmark. I England kom den ægteskabeligt fødte Hardeknud først til efter den frillefødte Haralds død. Et sådant forløb var kun muligt, fordi man også i det forlængst kristnede England var indforstået med Ælfgifus sønners ligestilling med Knuds og dronning Emmas søn; for en frillesøn, der blev sat på tronen uden opbakning fra ledende stormandsslægter, levede et farligt liv!

Ælfgifu var som nævnt stormandsdatter, og det samme var uden tvivl mødrene til den lange række frillesønner, der blev konger i Danmark, for det er utænkeligt, at de danske stormænd ville have accepteret en konge, hvis mor var datter af simpel bonde eller måske endda af en træl. Det betyder selvfølgelig ikke, at kongerne ikke kan have haft forhold til kvinder af lav byrd, men de har ganske givet måttet affinde sig med mindre fremtrædende positioner end stormands­døtrene, og eventuelle sønner har været uden chancer i kapløbet om at efterfølge faderen.

Historien beretter om et stort antal frillesønner. Døtrene, der må have været lige så talrige, hører vi derimod kun sjældent om. Vi kender navnene på hele 15 af Svend Estridsens frillesønner, men det er ikke sandsynligt, at de fire døtre, hvis navne også kendes, var de eneste af hunkøn, så frillebørneflokken har givetvis nærmet sig de 30. At frilledøtrene også kunne accepteres som bærere af kongelig prestige ses dog bl.a. deraf, at to dem indgik fyrstelige ægteskaber: Ingrid blev gift med den norske konge Olaf Kyrre (der selv havde en frille, Tora, hvis søn blev hans efterfølger), og Sigrid med venderfyrsten Gotskalk. Det er dog betegnende, at det i begge tilfælde drejede sig om fyrstehuse, der ligesom det danske endnu til dels levede efter hedensk skik og brug, for i Norge havde man kun været kristne i et halvt århundrede, mens venderne endnu dyrkede de gamle guder. I Europas gamle kristne fyrstehuse havde man næppe godtaget frillebørn som ligeværdige ægtefæller.

Svend Estridsen efterfulgtes af hele fem frillesønner, først Harald Hen (1074-80), Knud den Hellige (1080-86), Oluf Hunger (1086-95), Erik Ejegod (1095-1103) og til sidst Niels (1104-34). Vi ved ikke meget om deres forhold til kvinder, men tre af dem blev fyrsteligt gift: Harald Hen vistnok med sin farbrors datter, Knud den Hellige med Edel af Flandern, og Oluf Hunger med en datter af den norske konge Harald Hårderåde. Erik Ejegod var, før han blev konge, blevet gift med den danske stormandsdatter Bodil, måske fordi han lå så langt nede på listen af mulige kongsemner, at man ikke havde fundet det nødvendigt at arrangere et fyrsteligt ægteskab for ham, som man havde gjort for hans tre ældre brødre. I ægteskabet fik han en enkelt søn, Knud Lavard, men dertil havde han mindst tre, Harald Kesja (tilnavnet betyder spyd), Benedikt og Erik Emune, med forskellige friller. Om kirkens syn på forskellen mellem frillesønners og dronningefødtes sønners status vidner Roskildekrøniken, der er nedskrevet omkring 1138, og hvis forfatter sandsynligvis var kannik ved domkirken: »Han (Erik Ejegod) havde tre sønner med friller, Harald, Benedikt og Erik; med sin ægtehustru en såre højbåren søn ved navn Knud.« (Michael Geltings oversættelse).

Bodil havde tilsyneladende ingen problemer med at dele sin ægtemand med andre, hvilket Saxo skildrer på følgende måde: »Han (Erik Ejegod) blev led og ked af sit ægteskab og henlagde i stedet hele sit kærlighedsliv til sine elskerinders sovekamre, på trods af at skæbnen havde givet ham en både smuk og høvisk hustru. Men Bodil, som hun hed, havde samtidig stor tålmodighed med sin mands uforskammede opførsel. De piger hun mærkede at han havde en affære med, behandlede hun med moderlig omsorg, og så længe hun levede, holdt hun dem blandt sine kammerpiger så hun altid kunne leve op til hvad han havde af ønsker. Og for at de skulle være endnu kønnere, satte hun ofte selv med egne hænder deres hår … I hendes øjne var det nemlig finere at behandle dem der havde røvet hendes elskede, med respekt end med had.« (Peter Zeebergs oversættelse).

Om denne idyl i det kongelige harem afspejler virkeligheden, eller om den undrende kirkens mand har pyntet på historien, kan vi ikke vide, men den viser, at frillerne ikke var tilfældige elskerinder, men accepterede medlemmer af den kongelige husholdning. At de fik plads mellem kammerpigerne (ternerne), peger i samme retning, for terner var ikke almindelige tjenestepiger, men ligesom senere tiders hofdamer særligt udvalgte kvinder af fornem slægt, hvis tilstedeværelse var med til at opbygge prestige om dronningens hof.

I 1134 døde kong Niels, den sidste af Svend Estridsens frillesønner, og samme år faldt hans og den svenske kongedatter Margrethe Fredkullas søn Magnus i slaget ved Fotevig. Niels efterlod sig ingen frillesønner, og Erik Ejegods søn med dronning Bodil, Knud Lavard, var i 1131 blev dræbt ved Haraldsted af ovennævnte Magnus, der så fætteren som en farlig rival. Magnus’ søn Knud var endnu kun en lille dreng, og stormændene valgte derfor Erik Ejegods frillesøn Erik Emune til konge. Han nåede kun at regere i tre år, før han blev myrdet på Urnehoved Ting af en stormand, der i eftertiden er kendt som Sorte Plov. Tronen gik nu til Erik Lam, der må have haft magtfulde støtter i stormandskredse, for som søn af en jysk stormand og Erik Ejegods frilledatter Ragnhild sad han på en tynd sidegren af det kongelige stamtræ. Da Erik Lam døde i 1146, kom Erik Emunes frillesøn Svend Grathe til, men han måtte nøjes med Sjælland og Skåne, for jyderne valgte kong Niels’ sønnesøn Knud til konge. Knud Lavards søn Valdemar, der havde den mægtige Hvideslægt bag sig, gik ind i magtkampen, og efter 11 år var han konge over et samlet rige. Valdemar, der fik tilnavnet den Store, efterfulgtes af sin ægtefødte søn Knud; hans to frillesønner blev hertuger af Nørrehalland og Blekinge.

Svend Grathe blev den sidste frillesøn på Danmarks trone, for nu var kirkens krav om, at en mand – konge eller ej – kun måtte have en hustru, blevet alment accepteret, og herefter var det udelukket, at andre end sønner i kirkeretsligt legitime ægteskaber kunne gøre sig håb om at bære kongekronen. De udenomsægteskabelige forhold, som senere konger havde, var henvist til privatsfæren. Der var fortsat tradition for, at der blev sørget godt for de børn, der kom ud af det. De blev aldrig prinser og prinsesser, men måtte »nøjes« med en adelstitel, og de var ikke gangbar valuta på det fyrstelige ægteskabsmarked. Standsforskellen mellem fyrster og adelige var simpelthen for stor.

Frillerne optræder ikke på Skalks Kongehjul, og det er der god grund til, for ud over, at nogle af dem blev mødre til konger, er vor viden om dem begrænset. Knud den Stores Ælfgifu er allerede nævnt, men vi kender ikke et eneste navn på mødrene til Svend Estridsens mindst 19 frillebørn eller på de friller, der blev mødre til Erik Ejegods mindst fire. Erik Emunes frille hed Thunna, Valdemar den Stores hed Tove, men resten fortaber sig i fortidens mørke. Hvad der skete med dem, når kongen var død, ved vi intet om, men det er sandsynligt, at de, hvis sønner blev konger, forblev i den kongelige husholdning. Det samme gjaldt muligvis også mødre til sønner, der kunne tænkes at blive en trussel mod den nye konge, for på denne måde havde man et gidsel, der kunne sikre slægtens fortsatte loyalitet. Andre er dog givetvis vendt tilbage til den slægt, de oprindeligt kom fra, medbringende midler, der sikrede dem slægtens respekt og et passende underhold.

Er der overhovedet konkrete vidnesbyrd om disse kongelige medhustruer, ud over hvad krønikeskriverne fortæller os? Desværre nej – og dog! Ved udgravning af en hustomt ved Østergård i Hyrup i Sønderjylland blev gjort et fund, der kan være et konkret vidnesbyrd om det ovenfor skildrede frillesystem. I et stolpehul fra et hus fra 1100-årenes sidste halvdel fandt man to pragtfibler, en stor af guld prydet med en stor bjergkrystal og indlagte glasmosaikker, fornemt omrammet af guldfiligran, og en mindre af sølv, ligeledes med en stor bjergkrystal omgivet af sølvfiligran (se Skalk 2000:1). Begge er fremstillet sidst i 1000-årene, og mens sølvspændets nærmeste paralleller er nordiske og nordtyske, er guldfiblen uden tvivl blevet til i miljøet omkring det tysk-romerske kejserhof i Mainz.

Det fornemme håndværk sandsynliggør, at smykket før sin endestation i stolpehullet ved gavlen i Hyrup har været omkring den danske konge, for et smykke som guldfiblen var ikke blot noget, en mand købte til sin kone, selv ikke, hvis han var rig nok. Smykker af den kvalitet var gaver mellem fyrster.

Den, der bar en sådan pragtfibula, viste derfor, at hun tilhørte et fyrsteligt hus eller havde nær tilknytning dertil, og dette særlige smykkes kejserlige oprindelse betød, at det ikke var noget, som kongen eller dronningen ville give til den første den bedste stormand eller stormandshustru. Den, der fik det, må have indtaget en særlig position i kongens nærhed, og her falder frillesystemet umiddelbart for. Det kan tænkes, at den stormandsfamilie, der ejede gården, engang i 1100-årene havde leveret en frille, og at hun, måske efter kongens død, var vendt tilbage medbringende de smykker, hun havde fået, mens hun levede ved hoffet.

I Sønderjylland blev smykket opbevaret som den skat, det var, og det blev deponeret, så ejeren hurtigt kunne finde det igen. Anne Birgitte Sørensen har redegjort for, hvordan en stormandsgård ved gentagne arvedelinger blev til en landsby med flere mindre gårde, og hun har fremsat den teori, at de to smykker eventuelt har kompenseret for en skæv arvedeling, hvilket synes at kunne påvises i de yngre gårdes størrelser. Hun foreslår, at den kejserlige guldfibula måske var en gave til en af kongens »særligt betroede mænd«. Men hvorfor egentlig ikke til »en særligt betroet kvinde«?