En lille viking rejste

I maj dette år henvendte lærer Knud Jensen, Vissenbjerg på Fyn, sig til Den antikvariske Samling i Ribe for at fremvise et lille mandshoved i støbt metal. Stykket havde han fundet ved oprydning i boet efter sin afdøde farfar, overbetjent P. Jensen, Ribe. Det havde ligget i »en kasse med bøjede søm«.

Af Stig Jensen

Billede

Hovedet, der er i en legering af tin og bly, stammer fra vikingetiden eller perioden umiddelbart før og har haft funktion som spænde. Knud Jensen vidste, at stykket var fundet ved havearbejde, og vor overraskelse var stor, da det ved nærmere efterforskning viste sig, at der i 1920’rne var kørt store mængder fyldjord til haven, Brorsonsvej 11, og at denne stammede fra en kælderudgravning under Ribe Kunstmuseum. Netop omkring og under Kunstmuseet udgravedes i 1970’erne righoldige kulturlag fra det ældste Ribe (se Skalk 1974:2). I det seneste årstid er disse undersøgelser blevet genoptaget.

Periode: Jernalder (500 til 749), Germansk jernalder (375 til 749), Vikingetid (750 til 1049)

Udgave: Skalk 1986:5

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.