En landsby i Luristan

I maj måned 1962 var jeg en dag under recognoscering efter bronzealder-gravpladser i det vestlige Persien havnet på et bakkedrag i en afsidesliggende bjergdal. Der var rige spor på stedet af plyndrede grave, men i højere grad fængsledes jeg af en nutidig landsby, der gemte sig ved bakkefoden. Landsbyen var ubeboet, alle var flyttet bort til køligere og flyttelige teltlejre med deres gede- og fåreflokke. Det var ikke det, at landsbyen lå øde hen, som var det overraskende; hos de halvnomadiske Luristan-stammer er landsbyen med omkringliggende små agre det faste vinterbosted med permanente bygninger. Men i modsætning til Luristans (og det mellemste Østens) sædvanlige lerhuse med flade tage var landsbyen her bygget op med højrejste tage over stenmure.

Af Jørgen Meldgård